Verdens Skove: Lappeløsninger løser ikke naturkrise

Af Jens Holm Kanstrup
Biolog og teknisk rådgiver i Verdens Skove

Langt størstedelen af Danmarks rødlistede arter af dyr og planter er knyttet til skov. Skove er med andre ord et helt oplagt fokus, hvis vi vil stoppe tilbagegangen af arter.

Og det vil vi – i hvert fald er det dette mål, Danmark har lovet at opfylde allerede i 2020.

Biodiversitet kan ikke trylles frem
Hvordan end man konkret tolker målet, så er det dog ret usandsynligt, at vi kan nå det inden for tre år, når det kommer til den danske skovnatur, hvor særligt mange arter fortsat har trange kår.

Mange af de basale forudsætninger for et mangfoldigt dyre- og planteliv, som i dag mangler i den danske skovnatur – elementer som gamle træer, dødt ved, variation og et naturligt vandmiljø – er ikke noget, der lige kan trylles frem på et par år.

Men netop derfor er det på høje tid, at de mange naturpolitiske lappeløsninger bliver afløst af en effektiv og langsigtet strategi for, hvordan vi løser den biodiversitetskrise, vi befinder os i.

Tager vi vores mål om at løse biodiversitetskrisen alvorligt, må vi stoppe med primært at se skove som produktionsområder, der skal drives, og begynde med først at se dem som natur, der skal forvaltes.

Jens Holm Kanstrup
Biolog og teknisk rådgiver i Verdens Skove

For selvom naturens processer kan tage lang tid, så kan de ødelægges på tilsvarende kort tid. Det kan vi netop nu se et godt eksempel på i statsskovene. Her er Naturstyrelsen ved at forberede udlæggelsen af urørte skovområder i udvalgte statsskove, der skal skabe bedre vilkår for biodiversiteten – et ellers udmærket tiltag.

Forberedelsen består pt. dog i, at der fældes store mængder ældre løvtræer på op til 300 år i flere af disse skove. Argumentet er, at tømmersalget skal finansiere den urørte skov. Problemet er bare, at de selvsamme træer også er de mest afgørende naturværdier i disse skove, da mange arter er knyttet til netop gamle løvtræer.

Start ved problemets rod
En biodiversitetsstrategi, der for alvor skal rykke noget, må starte ved problemets rod: Det altomfattende driftsparadigme, der gennemsyrer hele den danske skovforvaltning.

Danske skove er i dag frem for alt indrettet med henblik på at producere tømmer, flis og brænde. Tager vi vores mål om at løse biodiversitetskrisen alvorligt, må vi stoppe med primært at se skove som produktionsområder, der skal drives, og begynde med først at se dem som natur, der skal forvaltes.

Dette er ikke et spørgsmål om abstrakt ordkløveri. Tværtimod er det et grundlæggende skift i den måde, vi omgås vores skovnatur, og en forudsætning for, at vi kan skabe bedre vilkår for vores trængte dyre- og plantearter.

Ny skovlovgivning
En konkret konsekvens af et sådant paradigmeskift ville være en modernisering af den danske skovlovgivning.

Modsat stort set alle andre naturtyper i Danmark hører skovene juridisk set ikke under nogen naturbeskyttelseslove, men under skovloven. Skovloven er i sin essens en 200 år gammel driftslov, der skal sikre en stabil tømmerproduktion. Bæredygtighed er her primært et økonomisk begreb, mens hensyn til biodiversitet fylder bemærkelsesværdigt lidt i lovteksten. I en skovlovgivning, der behandler skovene som natur først og tømmerforsyning dernæst, ville vægtningen af disse forskellige hensyn se noget mere afbalanceret ud.

Et stop af al tømmerproduktion er naturligvis ikke nogen god løsning, da træ er et fremragende materiale, hvis det produceres bæredygtigt. Men så længe optimering af tømmerproduktionen er det altoverskyggende paradigme i alle vores skove, kommer vi ingen vegne med at stoppe tabet af arter i Danmark.

Natur og ikke råstof
Skal dette nye paradigme omsættes i praksis ude i de danske skove, vil dette naturligvis kræve mere end blot en revision af skovloven. Herunder ikke mindst den politiske prioritering af økonomiske ressourcer både på kortere og længere sigt – som eksemplet med Naturstyrelsens ekstremt kontraproduktive finansiering af urørt statsskov viser med al ønskelig tydelighed.

Men at definere og anerkende vores potentielt mest mangfoldige naturtype som natur frem for som råstof ville være et rigtig godt sted at starte.