Debat

Verdens Skove: Start den vilde natur på statens arealer

DEBAT: Den vilde natur har brug for store, sammenhængende områder til at udfolde sig frit, hvis vi vil stoppe tabet af arter. Og det er oplagt at starte på statens arealer, skriver Jens Kanstrup fra Verdens Skove.

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Kanstrup
Biolog og teknisk rådgiver i Verdens Skove

Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande. Set fra luften er det et kludetæppe af rektangulære marker og plantager, der fylder landskabet mellem byerne fra kyst til kyst. Det er næppe overraskende, at den vilde natur, vi har tilbage, er svær at få øje på. For det første er der ikke særlig meget af den, og for det andet er den for det meste spredt ud i små isolerede bidder.

Ser man på skovene, er der kun i ganske få dele af statsskovene lagt et lille hjørne urørt. For at føje spot til skade er disse urørte skove ikke engang altid udpeget på steder, hvor det mest gavner de sjældne og truede arter.

Selvsagt har denne frimærkesamling af spredte og delvist malplacerede skovnaturklatter ikke kunnet gøre en særligt stor forskel for de mange rødlistede arter i Danmark, der er knyttet til skov. Som konsekvens er samtlige skovens naturtyper på nuværende tidspunkt i ugunstig bevaringstilstand.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Truede bestande af eremitter, perlemorssommerfugle, koralsvampe eller mellemflagspætter har ikke en chance for at vokse sig stærke igen isoleret på små natur-øer i det danske skov- og landbrugshav.

Tusind kvadratmeter vild natur
Det, der skal til, er et visionært slag i den naturpolitiske bolledej: En række store, sammenhængende naturområder, hvor grænserne mellem skov og åbent land nedbrydes, og hvor naturen får lov og plads til at udfolde sig frit. Vilde, urørte fristeder uden drift, dræn og andre forstyrrende indgreb, men til gengæld fyldt med mangfoldigt liv og naturoplevelser, som man ikke har kunnet finde dem i Danmark i hundredevis af år.

At skabe vild, urørt natur på statsejede arealer ville både være markant billigere end at kompensere private lodsejere for at tage deres jord ud af produktion, og det ville givetvis også være nemmere at sikre effektive langsigtede planer for forvaltningen

Jens Kanstrup
Biolog og teknisk rådgiver i Verdens Skove

Det er netop, hvad landets førende eksperter i biodiversitet anbefaler for at nå de biodiversitetsmål, Danmark har forpligtet sig til. Forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet har vurderet, at der i alt skal udlægges 750 kvadratkilometer urørt skov, hvis vi skal nå målet om at stoppe tilbagegangen af arter i Danmark.

Hos Verdens Skove mener vi, at Danmark bør følge denne forskeranbefaling og i alt udlægge 1000 kvadratkilometer vild natur, hvor de 750 kvadratkilometer urørt skov kan indgå.

Det kan lyde af meget, men 1000 kvadratkilometer vild natur ville faktisk kun svare til lidt over 2 procent af Danmarks samlede areal. De anbefalede 750 kvadratkilometer urørt skov ville kun svare til cirka 12 procent af Danmarks samlede skovareal.

Naturpakke er langt fra nok
Ikke desto mindre er der stadig meget langt fra de seneste politiske tiltag til dette mål – for eksempel skal der under regeringens Naturpakke kun udlægges omkring 150 kvadratkilometer ny urørt skov. Det er et godt første skridt – men langt fra nok.

Et oplagt sted at starte er på den jord, som vi alle sammen ejer: Statens naturarealer. At skabe vild, urørt natur på statsejede arealer ville både være markant billigere end at kompensere private lodsejere for at tage deres jord ud af produktion, og det ville givetvis også være nemmere at sikre effektive langsigtede planer for forvaltningen af store statsejede naturområder.

Konkrete områder, der ligger lige til højrebenet som den vilde naturs nye, store fristeder, kunne eksempelvis være Thy Nationalpark, Skallingen-Oksbøl-Fiilsø-Tipperne eller Gribskov. I alle disse områder ejer staten store arealer, og de rummer vigtige habitattyper, som Danmark har forsømt.

Lykkes det at udlægge 1000 kvadratkilometer vild natur på statens arealer, tager vi for alvor et afgørende skridt for at sikre vores truede arter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00