I 1969 blev jeg student og rejste derefter til Paris for at være ung pige i huset hos Ole og hans datter, Trine på 3 år.
Moderen, Nina Varberg, som var fotomodel, havde besluttet at prøve lykken i London, hvor hun havde forelsket sig i en anden mand.
Jeg havde forinden haft et kort møde med Ole i København og aftalt de nærmere vilkår for min ansættelse.
Ole var henrykt for at se mig i Paris og gav mig fuldstændig frie hænder til at passe huset for ham og Trine. Trine var gnaven og utilfreds med min tilstedeværelse og ønskede kun, at hendes mor ikke ville rejse.
Nina var meget taknemmelig for, at jeg ville påtage mig opgaven. Kun hun vidste, hvor tung en byrde det var. Måske for at lette sin egen dårlige samvittighed lovede hun mig, at det foreløbig kun var en prøvetid på 3 måneder. Jeg husker mest min fascination af hendes minitrusser på tørresnoren i stuen!
Ole rejste meget til København, og jeg måtte prøve at opmuntre stakkels Trine så længe. De boede nord for Paris i en forstad. Det var et nedslidt hus i to etager med en lille stue, et køkken med gammeldags komfur og et fadebur. På første sal var der en repos, badeværelse og 3 soveværelser. Vi tog hver dag hen til skolen, hvor Trine skulle være fra 9 til 17.
Jeg skulle selvfølgelig sørge for at gøre rent, vaske tøj, købe ind, lave mad og gå ture med hunden Paco – opkaldt efter modeskaberen Paco Rabanne. Mode var en stor del af tilværelsen i det lille hjem, Ole havde ofte besøg af unge mere eller mindre tvivlsomme talenter, der håbede på lidt omtale i radioprogrammerne, som Ole var vært på. Jeg husker specielt engang, hvor vi havde besøg af en mand fra Fåborg, der udformede smykker i jern, og hans kæreste. Hun endte i Oles seng, og jernmanden forsøgte hele natten at komme ind i mit værelse.
Det var aldrig kedeligt at være au pair for Ole, han var enormt sød, venlig og hyggelig. Han prøvede aldrig at lægge an på mig, men han kunne sidde i flere timer om aftenen med sin cigar eller en pibe i munden og fortælle om sine oplevelser med de magtfulde mennesker i blandt andet modebranchen, herunder også den danske modefotograf Gunnar Larsen. Det var altid underholdende, og vi lo meget sammen.
Jeg skulle hver dag selv finde på, hvad vi skulle have til middag, og når jeg stod på markedet og så udvalget af mere eller mindre ukendte friske råvarer, måtte jeg i begyndelsen pege og lytte til udtalen af navne på skiltene, så jeg kunne sige dem selv næste gang. Det gav altid bonus i form af bedre indkøb, smil fra de handlende og mindre til skraldespanden, når jeg kom hjem. Der var altid masser af ros fra Ole, når jeg havde fundet på nye og spændende retter.
Kultur
Hovedstaden
