Danske kampfly forberedes til arktisk indsættelse

KLAR: Danmarks nye kampfly skal gøres klar til at kunne bruge en bremseskærm, der gør flyene i stand til at operere på isbelagte baner i Arktis. Skærmen volder dog problemer i Norge.

Lockheed Martin forventer at kunne levere den første bremseskærm inden sommeren 2020.
Lockheed Martin forventer at kunne levere den første bremseskærm inden sommeren 2020.Foto: Lockheed Martin
Andreas Krog

Partierne i forsvarsforligskredsen har sagt god for, at hovedparten af Danmarks 27 nye F-35 kampfly gøres i stand til at få monteret bremseskærme. Dermed tager Danmark et lille, men strategisk vigtigt skridt hen i mod at kunne indsætte kampflyene i Arktis. For med bremseskærmene vil kampflyene kunne lande på korte og isbelagte landingsbaner overalt i Arktis.

I første omgang bliver 17 af de danske fly forberedt på at kunne få monteret en ekstern pod mellem halefinnerne med en bremseskærm indeni.

”Det er en fremtidssikring af vores fly. Og med det trusselsbillede, som ændrer sig hurtigt i de her år, så er det væsentligt, at vi ikke afskærer os fra, at vi senere kan træffe beslutning om at indkøbe og anvende bremseskærme,” forklarer forsvarsminister Trine Bramsen (S) og fortsætter:

”Jeg synes det ville være ærgerligt at stå med en hel flåde af nye fly, som vi ikke kan bruge, hvis der kommer problemer i Arktis.”

Når ikke alle flyene gøres klar, så skyldes det, at produktionen af de øvrige 10 fly er for fremskreden til at det kan lade sig gøre at skabe det nødvendige rum på ryggen af flyet. Det forventes at koste omkring 55 millioner kroner at få udstyret de 17 fly med rummet til skærmen. Hvis Danmark en dag vælger at udstyre flyene med skærme, anslås anskaffelsesprisen at være i omegnen af 500 millioner kroner.

Ikke som forventet
Norge er indtil videre det eneste land blandt F-35-brugerlandene, der har valgt at anskaffe bremseskærme til sine fly. Skærmene er stadig under udvikling og lever endnu ikke op til nordmændenes krav om én fejl per 10.000 landinger. Producenten af flyet, Lockheed Martin, er derfor lige nu ved at implementere en række designændringer.

Danmark har købt i alt 27 F-35-kampfly. I foråret 2023 forventes de første fly at lande på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00