Dagens overblik: FN tager afstand til genbehandling af opholdstilladelser til syriske flygtninge

NYHEDSOVERBLIK: FN slår fast, at en fortsat beskyttelse af syriske flygtninge er afgørende. Regeringen vil have flere restriktioner for det danske natteliv, og Pia Kjærsgaard vil have ryddet op i DF’s arverække. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Arkivfoto
ArkivfotoFoto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

Skrevet af Rebecca Holck Rosenberg, journalist Mandag Morgen

Godmorgen og velkommen til torsdagens politiske overblik.

FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, tager afstand til regeringens beslutning om at genbehandle flere hundrede danske opholdstilladelser til syriske flygtninge fra Damaskusområdet.

UNHCR slår fast i Politiken, at de fortsat opfordrer lande – herunder Danmark – at fortsætte beskyttelsen af syriske flygtninge. Ifølge en talsperson for organisationen er der ikke udsigt til en fredelig løsning, og derfor er støtte og beskyttelse afgørende.

Udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye (S) vil gerne lytte til UNHCR, men han fastholder, at asylansøgere har krav på individuel behandling af det uafhængige Flygtningenævn. Og ministeren fremhæver, at han ikke vil gøre sig til dommer over afgørelserne om opholdstilladelserne.

S åbner for flere restriktioner i nattelivet
Retsordfører Jeppe Bruus (S) åbner for en justering af reglerne for nattelivet.

Det skriver Berlingske.

Det Kriminalpræventive Råd kunne i går vise, at antallet af voldsanmeldelser er faldet med en tredjedel i forhold til, hvad der har været forventet. Årsagen er klar: Nattelivet har holdt lukket.

Derfor opfordrer Det Kriminalpræventive Råd at finde løsninger, der kan bevare de positive effekter af nedlukningen. Og det vil retsordføreren gerne se på. Han nævner blandt andet regler for lukketider og udskænkning af hård alkohol, som kan overvejes at justeres.

Pia Kjærsgaard: Rod i arverækken
Der skal være en kronprins i Dansk Folkeparti. Det var den klare besked fra den tidligere formand og nuværende udlændinge- og dyrevelfærdsordfører, Pia Kjærsgaard (DF), da hun i går aftes blev interviewet i TV 2 News-programmet ”Lippert”.

Pia Kjærsgaard fremhæver, at under hendes lederskab var fremtiden klar. Det er den ikke nu, og det er noget rod, mener hun.

DF kæmper med vælgeropbakningen. Meningsmålingerne viser nu, at der er 6,1 procent af vælgerne, som vil sætte kryds ved DF mod 21,2 procent i 2015. Og ansvaret placerer Pia Kjærsgaard hos formanden.

”I 2015 var det Kristian Thulesen Dahl, der fik roserne som partiformand. I 2019 får han tidslerne. Sådan er det at være partiformand,” sagde hun i ”Lippert”.

Kulturminister kritiserer fodboldfans
Onsdag aften blev en fodboldkamp i pokalfinalen mellem Aab og Sønderjyske kritiseret af kulturminister Joy Mogensen (S).

Det skriver Ritzau ifølge BT.

Det var dog ikke på grund af Aab’s tab med 2-0. Det skete efter en gruppe fodboldfans ignorerede de lempede afstandsregler, som Kulturministeriet i tirsdags meldte ud, og som muliggjorde, at kampen kunne finde sted. Resultatet blev en afbrudt kamp i et kvarters tid.

Det får kulturministeren der finder episoden ”brandærgerlig”, til at sende en løftet pegefinger til tilskuerne: Disciplinen skal overholdes.

Enhedslisten vil have ambassade til samtale efter Kinas sikkerhedslov
En ny sikkerhedslov i Kina er en overtrædelse af menneskerettighederne. Det slår udenrigsordfører Eva Flyvholm (EL) fast i Jyllands-Posten.

Loven betyder, at det bliver ulovligt at vise støtte til Hong Kong, Taiwan, Xinjiang og Tibet. Kina er blevet kritiseret for sin behandling af disse regioner og stater.

Enhedslisten opfordrer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til at undersøge muligheden for få den Internationale Domstol i FN til at se på sagen, og vil desuden indkalde den kinesiske ambassadør i Danmark til samtale.

Jeppe Kofod og regeringens støtteparti SF har også udtrykt bekymring for situationen i Kina.

Det sker i dag

  • Formand for EU-Kommissionen Ursula Von der Leyen og forbundskansler Angela Merkel holder videokonference for at præsentere det tyske formandskab for EU.
  • Klokken 12.00: Justitsminister Nick Hækkerup (S), Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og politidirektør i Fyns Politi Arne Gram på besøg i Vollsmose for at tale med beboerrepræsentanter. Besøget sker på grund af stigende bekymring fra borgerne efter en skudepisode i sidste uge.
  • Klokken 16.00: Udenrigsministeriet opdaterer rejsevejledninger, som lempes efter nye kriterier fra EU. Læs mere her.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00