Dagens overblik: Danske toppolitikere fejrer Vingegaards Tour de France-sejr

Mens Jonas Vingegaard fejrer sin anden Tour de France-sejr, endte søndagens gyservalg i Spanien ikke med så stor fremgang til landets højrefløj som forventet. Få dagens sommeroverblik her.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

God formiddag, og velkommen til en ny uge med dagens sommeroverblik.

Sommerhumøret er sikkert helt i top hos mange danskere, efter endnu en Tour de France-sejr til danske Jonas Vingegaard. Men vi skal også omkring en mere nervepirrende kamp om magten i Spanien, da søndagens valg i landet endte med at blive en vaskeægte valggyser.

Til slut skal vi også kigge nærmere på en ordning fra regeringen, som skulle hjælpe med at lette køb og salg af boliger på landet.

Problemet er bare, at kun én har gjort brug af ordningen i løbet af det seneste år.

Læs med for at blive klogere på det hele her.

Konservative vinder valg i Spanien

I dag starter vi overblikket med at kigge mod Spanien for at se på resultaterne af søndagens gyservalg.

Sejren gik til den konservative leder, Alberto Núñez Feijóo, der sidder tilbage med flest mandater efter valget. Men på trods af forventninger om et godt valg for Spaniens højrefløj, endte det med at blive overraskende tæt.

Det skriver Berlingske.

Mens det konservative parti Partido Popular står tilbage med 136 mandater, måtte premierminister Pedro Sánchez’ socialistparti PSOE nøjes med 122 mandater.

På trods af sejren til det konservative parti, kan det vise sig at gå hen at blive noget af en opgave at danne regering. Ingen af de to blokke kan nemlig danne flertal på bagrund af stemmerne til de fire største partier, og derfor skal Alberto Nunez Feijoo ud at finde opbakning fra den øvrige højrefløj.

Jonas Vingegaard skriver historie med Tour de France-sejr

Vi kan ikke undgå at komme lidt mere omkring en anden sejr, der har fået adskillige danskere til at trække det gule tøj op af skuffen.

Søndag kunne den danske cykelrytter Jonas Vingegaard nemlig kalde sig vinder af Tour de France for andet år i træk. Hermed har cykelrytteren fra Glyngøre skrevet vaskeægte historie, da han bliver den første dansker, der har vunder det prestigefyldte cykelløb to gange.

Prominente danske politikere var da også ude og fejre den danske sejr – både i Danmark og Paris.

Mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fik lov til at følge Jonas Vingegaard til målstregen med en plads i løbsdirektørens bil, og statsminister Mette Frederiksen ønskede tillykke på Instagram, var kulturminister Jakob Engel-Schmidt mødt op til den sidste etape i Paris. Her gav han stor ros til den danske rytter:

“Han er en god holdkammerat. Han er ikke en mand, der siger meget, og derfor er han også beviset på, at det ikke er dem, der råber højest, der er dygtigst. Det synes jeg mange kan lære noget af,” udtalte Jakob Engel-Schmidt til BT.

Kun én har brugt ordning, der skal hjælpe boligkøb- og salg på landet

Sidst, men ikke mindst skal vi også en tur ud i de danske landdistrikter. Sidste år lavede regeringen nemlig en ny ordning, der har til formål at lette køb og salg af boliger på landet.

Men et år senere viser det sig nu, at kun én enkelt har brugt denne nye ordning, hvor man kan få statsgaranti på en del af lånet til huskøb på landet.

Det skriver DR.

Ordningen blev lavet efter henvendelser fra boligkøbere, der havde fået et nej fra deres bank til et huskøb i landdistrikter, selvom økonomien tilsyneladende var i orden.

Ifølge Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd og hermed repræsentant for de områder, hvor boligkøb- og salg giver udfordringer, er den nye ordning stadig en ukendt mulighed for mange.

“Der er brug for en større informationskampagne - både over for ejendomsmæglere, men også over for de borgere, som gerne vil købe bolig - så man får et større kendskab til muligheden for statsgaranti," siger han til DR.

Det sker i dag:

  • Den svenske klima-aktivist Greta Thunberg skal i retten i Malmø for ikke at have efterkommet politiets instruktioner under en klimaprotest.
  • FN skyder et topmøde om bæredygtige fødevaresystemer i gang mandag.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonas Vingegaard

Cykelrytter, Tour de France-vinder 2022

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Jakob Engel-Schmidt

Kulturminister, MF (M)
officer af reserven (Kongens Artilleriregiment 2003), cand.merc. i international business (CBS 2010)

0:000:00