Dagens overblik: Lovforslag om el-løbehjul skal rydde op i gadebilledet

NYHEDSOVERBLIK: Kommuner bør bestemme, hvor mange udlejede el-løbehjul der må være i byen, lyder nyt lovforslag. Og så kan der føjes endnu et kapitel til skandalesagen i Forsvarsministeriet. Få dit politiske overblik her.

Det skal være op til kommunerne at beslutte, om udlejede el-løbehjul er ønsket i den enkelte kommune eller ej, mener transportminister Benny Engelbrecht (S).
Det skal være op til kommunerne at beslutte, om udlejede el-løbehjul er ønsket i den enkelte kommune eller ej, mener transportminister Benny Engelbrecht (S).Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Godmorgen og velkommen til dagens politiske nyhedsoverblik.

Her til morgen står det klart, at USA’s præsident, Donald J. Trump, skal stilles for en rigsret.

Det blev et flertal i Repræsentanternes Hus enige om.

Trump anklages blandt andet for embedsmisbrug ved at sammenblande nationens interesser med sine egne personlige interesser om genvalg.

Her skulle han have forsøgt at afpresse Ukraines præsident ved at tilbageholde militærhjælp, indtil præsidenten gik med til at undersøge tidligere vicepræsident Joe Biden, der meget vel kan blive Trumps demokratiske modkandidat til det amerikanske præsidentvalg til næste efterår.

Nu skal sagen afgøres i Senatet, hvor der kræves to tredjedeles flertal at afsætte præsidenten.

Det er der til gengæld ikke mange, der tror på – og ifølge denne analyse i Berlingske kan rigsretssagen sagtens ende som et historisk selvmål for demokraterne.

Det er tredje gang, en amerikansk præsident stilles for en rigsretssag. Seneste eksempel var Bill Clinton i 1998.

Fyret forsvarsdirektør fik høj bonus
Herhjemme er vi også i stand til at lave skandalesager, og sagen om regnskabsrod i Forsvaret har også fået tilføjet et ekstra kapitel.

Her til morgen kan DR Nyheder nemlig fortælle, at den fyrede direktør i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans Høyer, fik en godtgørelse på knap 700.000 kroner tilbage i november, fordi hans kontrakt blev opsagt, selvom han blev genansat i samme stilling 1. november.

Dette var en måned før, Rigsrevisionen 5. december rettede kritik mod styrelsen, som igen kostede direktøren jobbet.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er forundret og siger til DR, at hun, første gang hun hørte om det, ”troede det var en joke”.

”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan få så mange penge for at fortsætte sit job. For mig er det at passe sit job godt, når man har ansvaret for så stor en driftsorganisation også, at man ikke får anmærkninger for, at der kan forekomme snyd og svindel og bedrag. Og det er der jo gjort i den her periode,” siger Trine Bramsen til DR.

Læs hele Altingets artikelserie om sagen her.

Brodne kar i psykologbranchen
Regeringen vil nu undersøge mulighederne for at komme brodne kar i psykologbranchen til livs efter en sag fra oktober, hvor en mandlig psykolog blev dømt i landsretten for at have udnyttet sin position til at have sex med en klient.

Psykologen praktiserede fortsat, mens efterforskningen stod på, og helt frem til dommen faldt i landsretten, selvom han havde fået frataget sin autorisation.

”Vi har set tragiske eksempler, hvor psykologer har udnyttet sårbare patienter seksuelt og samtidig praktiseret som psykolog. Det har meget forståeligt rejst en diskussion om systemet,” siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) til Ritzau ifølge B.T.

Nu vil ministeren indføre en sundhedsfaglig autorisation af psykologer, så de er underlagt samme krav som eksempelvis læger, hvilket møder opbakning i Psykologforeningen.

”Det er godt, at der er taget hul på opgaven med en tiltrængt forbedring af det offentlige tilsyn med psykologer,” skriver formanden Eva Secher Mathiasen på sin twitterprofil.

Løbehjulene ud af byen
Og så er der glædelige nyheder til særligt københavnere med æstetisk sans.

For måske er de nye el-løbehjul praktiske, men en hel del mennesker mener også, at den store mængde, som flyder overalt i gaderne, ikke just pynter i bybilledet.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har her til morgen sendt et lovforslag i høring, som skal give kommunerne mulighed for at sætte en stopper for problemet med el-løbehjul, der ligger henkastet i byens gader. 

"Særligt i Københavns Kommune har det været et problem, at el-løbehjul roder i gadebilledet, og det har været tydeligt for enhver, at der er behov for at tilpasse den gældende lovgivning på området," lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse.

Ifølge forslaget skal det være op til kommunerne at beslutte, om udlejede el-løbehjul er ønsket i den enkelte kommune eller ej, og hvor mange der i givet fald er plads til i byen.

Læs også

Det sker i dag

  • Klokken 10.00: I dag er der møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Heriblandt er der tredjebehandling af og afstemning om finansloven. 
  • Klokken 12.00: Højesteret ventes at afsige dom i en sag mellem et parkeringsselskab og Skatteministeriet. Selskabet krævede tilbage i 2011, at skattemyndighederne tilbagebetalte moms på parkeringsbøder.
  • Klokken 12.30: Efter valget 12. december ventes i dag den officielle åbning af det nye Underhus i Storbritanniens parlament. Her holder dronning Elizabeth sin traditionelle tale, hvor regeringens program fremlægges.
  • EU's miljøministre mødes i Bruxelles. På dagsordenen er blandt andet biodiversitet, luftkvalitet og kviksølv.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00