Dagens overblik: Regeringen sender penge til Tunesien og Rwanda for at stoppe flygtninge og migranter

NYHEDSOVERBLIK: Danmark giver over 50 millioner kroner til Tunesien og Rwanda til tiltag, der skal bremse flygtninge og migranter, før de når til Europa. Udbetaling af indefrosne feriepenge kan skabe flere arbejdspladser, viser analyse fra Dansk Erhverv. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til ugens første politiske nyhedsoverblik.

I dag starter vi med en pengesæk på mere end 50 millioner kroner fra Danmark. I samarbejde med Østrig vil regeringen sende penge til Tunesien og Rwanda i forsøget på at stoppe flygtninge og migranter fra at tage videre til Europa.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Tunesien får 26 millioner kroner af Danmark, der skal gå til at bygge et træningscenter for grænseforvaltning og efterfølgende til at understøtte et tilhørende uddannelsesprogram.

Støtten strækker sig over de næste tre år, og det er første gang nogensinde, at Danmark og Tunesien har et samarbejde om flygtninge og migranter.

Rwanda får 21 millioner kroner til en såkaldt nødevakueringsmekanisme, der betyder, at flygtninge og migranter i detentionscentre i Libyen kan evakueres til Rwanda. Derudover giver Danmark 10 millioner kroner til et FN-projekt, der har til formål at styrke jobskabelsen blandt flygtninge i Rwanda.

Udbetaling af feriepenge kan redde arbejdspladser
Det kan redde 32.000 arbejdspladser, hvis danskerne får udbetalt deres indfrosne feriepenge, viser ny analyse fra Dansk Erhverv.

Det skriver Politiken.

Arbejderbevægelsen Erhvervsråd har vurderet, at en frigivelse af feriepengene vil øge beskæftigelsen med 26.500 personer på et år. De to organisationer har brugt samme regnemodel, men Dansk Erhverv har fraregnet faste udgifter som for eksempel husleje og el.

Dansk Erhverv foreslår, at en udbetaling af de indefrosne feriepenge sker over to omgange, da danskerne har tendens til at spare op frem for at forbruge, hvis det udbetalte beløb overstiger 20.000 kroner.

I sidste uge forkastede Folketinget et borgerforslag, hvor mere end 60.000 danskere har skrevet under på, at de indefrosne feriepenge skulle udbetales. Pengene er blevet indefrosset i forbindelse med den nye ferielov, og lige nu står de først til at blive udbetalt, når man går på pension.

To historier fra pinseferien
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) pegede på Sundhedsstyrelsen under et lukket samråd i forbindelse med vedtagelsen af regeringens første hastelov, der blandt andet gjorde nedlukningen af samfundet mulig. Det skrev Jyllands-Posten lørdag på baggrund af et fortroligt referat fra samrådet. 

Venstre og Dansk Folkeparti kritiserer ministeren for ikke at give retvisende oplysninger, da det sidenhen har vist sig, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefalede en nedlukning af samfundet, og derfor byggede regeringens beslutning ikke på en anbefaling fra styrelsen. Magnus Heunicke afviser selv, at han har givet urigtige oplysninger til Folketinget. Læs mere hos Jyllands-Posten.

Fagbevægelsens Hovedorganisation tager nu del i debatten om regeringens klimaplan med sit eget udspil. Det skrev Politiken lørdag. Med udspillet lægger fagbevægelsen pres på regeringen for at indføre en CO2-afgift. Det er et ønske, som regeringens støttepartier deler, men som er blevet afvist af regeringen.

Konkret foreslår Fagbevægelsens Hovedorganisation, at der nedsættes en kommission, der får to år til at udarbejde et forslag til en CO2-afgift, der ikke vil flytte produktionen til udlandet eller øge uligheden. Foruden CO2-afgiften peger fagbevægelsen også på, at der indføres en afgift på flyrejser. Læs mere hos Politiken.

Det sker i dag

  • Klokken 8.45: Folketingets Finansudvalg har indkaldt finansminister Nicolai Wammen (S) i åbent samråd om finanslovsaftalens effekt på drivhusgasudledningen.
  • Klokken 13.00: Møde i Folketingssalen med forespørgsel til statsminister Mette Frederiksen (S) om, at flygtninge- og migrantstrømmen fra Tyrkiet stoppes, inden den når ind over Danmarks grænser.
  • Klokken 14.00: Transportminister Benny Engelbrecht (S) er i dag kaldt i samråd om planerne for en togbro over Vejle Fjord. 
  • Klokken 14.00: Transportminister Benny Engelbrecht (S) er i dag kaldt i samråd om hovedstadens offentlige transport. 
  • Klokken 14.00: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) skal i samråd, hvor han blandt andet skal redegøre for, hvorfor retningslinjerne til sundhedspersonale først blev ændret tre måneder efter, at myndighederne blev bekendt med, at personer uden symptomer kan smitte med coronavirus.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00