Dagens overblik: S lovede stop, men muslimske skoler får stadig tilskud

NYHEDSOVERBLIK: Socialdemokratiet sagde inden valget, at partiet ville sløjfe tilskud til muslimske friskoler for i alt 200 millioner kroner, men pengene bliver stadig udbetalt. Få overblik over dagens politiske nyheder. 

Godmorgen og velkommen til ugens første politiske nyhedsoverblik. 

Vi lægger ud med en historie om et socialdemokratisk valgløfte, der stadig ikke er blevet realiseret.  

Inden sidste folketingsvalg stod Socialdemokratiet helt fast på, at det årlige tilskud på omkring 200 millioner kroner til de i alt 24 muslimske friskoler skulle droppes. 

Men pengene bliver stadig udbetalt, skriver Jyllands-Posten

Socialdemokratiet foreslog i 2017 at afskære alle de skoler, hvor over halvdelen af eleverne har udenlandsk baggrund, adgang til tilskudsordningen, hvilket i praksis ville betyde lukning af skolerne.

Forslaget blev dengang vurderet i strid med grundloven af Justitsministeriet, men S-formand Mette Frederiksen holdt alligevel fast i ambitionen og sagde, at den konkrete model ikke var afgørende for hende. 

Otte måneder efter valget og magtskiftet er der ikke kommet en ny model fra regeringen, og derfor har Dansk Folkeparti nu stillet Socialdemokratiets gamle udspil som beslutningsforslag.

Dansk Folkeparti forventer derfor, at regeringen bakker op.

"Hvorfor skulle man skifte holdning, fordi man kommer i regering?" spørger skoleordfører Jens Henrik Thulesen Dahl i Jyllands-Posten.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil ifølge avisen ikke love at støtte forslaget fra Dansk Folkeparti, men siger, at regeringen stadig arbejder på at få gennemført sin politik. 

Første OK20-forlig er landet
Industriens parter landede søndag det første forlig i årets overenskomstforhandlinger og er således blevet enige om arbejdsvilkår for 230.000 lønmodtagere.

Aftalen betyder blandt andet otte ugers øremærket barsel til fædre, højere mindsteløn, mere løn under sygdom og et løft af fritvalgsordningen.

Altingets arbejdsmarkedsredaktør, Søren Elkrog Friis, har skrevet en analyse af aftalen, som han kalder en "strategisk begavet pleaser-pakke". 

"Overordnet set ligner det en flot gavehøst for både yngre, midaldrende og ældre lønmodtagere med mange små og mellemstore pakker, som skriver sig ind i tidens krav om individualisering og fleksibilitet," skriver han i analysen, som du kan læse her

DF-strateg stopper
I næsten 15 år har Søren Søndergaard som pressechef for Dansk Folkeparti været en af de mest indflydelsesrige personer på Christiansborg. Men den 24. februar er det slut.

Pressechefen har i mere end et årti succesfuldt tegnet partiet udadtil, og han var blandt andet med til at bane vej for Morten Messerschmidts triumf ved europaparlamentsvalget i 2014 og Kristian Thulesen Dahls storsejr ved folketingsvalget i 2015.

Det skriver Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, i et portræt af DF-strategen.

"I rollen som pressechef lykkedes det Søndergaard at få skabt en enorm troværdighed i et pressekorps, der ikke ligefrem flyder over med DF-sympatisører. Men Søndergaard gik så professionelt til opgaven, at han fik kontakter over en bred kam," skriver han. 

Søren Søndergaard træder tilbage, efter at han siden det seneste folketingsvalg har været udsat for intern kritik, men han besluttede allerede for et par år siden, at folketingsvalget 2019 skulle være hans sidste.

Det sker i dag

  • Dagen markerer 100-året for afstemningen om Nordslesvigs genforening med Danmark.

 

Forrige artikel Spydspidsforlig fra industrien er en strategisk begavet pleaser-pakke Spydspidsforlig fra industrien er en strategisk begavet pleaser-pakke Næste artikel Demokraterne klør sig i håret: Har vi en kandidat, der kan slå Donald Trump?    Demokraterne klør sig i håret: Har vi en kandidat, der kan slå Donald Trump?  
Messerschmidt bliver næstformand i DF

Messerschmidt bliver næstformand i DF

ROKADE: Søren Espersen stopper i DF's gruppeledelse. Det giver plads til, at Morten Messerschmidt kan overtage posten som næstformand i partiet.