Dagens overblik: Statsministeriet har angiveligt kendt til spionsag siden årsskiftet

NYHEDSOVERBLIK: Siden årsskiftet har Statsministeriet ifølge Politiken kendt til indholdet til undersøgelsen af Forsvarets Efterretningstjeneste. Kvindelige politikere deler historier om sexisme på Christiansborg. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til onsdagens politiske nyhedsoverblik.

Vi lægger ud med forsiden på Politiken, som erfarer, at Statsministeriet og Forsvarsministeriet allerede ved årsskiftet blev orienteret om undersøgelsen af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og karakteren af indholdet i den.

Dermed var det ingen ny afsløring, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne i august rettede en hård kritik mod FE, som medførte, at forsvarsministeren hjemsendte i alt fem medarbejdere fra efterretningstjenesten.

Det vækker kritik fra både Konservative og Venstre, at regeringen ikke har ageret anderledes, hvis den har haft viden om undersøgelsen i flere måneder:

"Der er offentliggjort mange oplysninger, som ikke burde være kommet ud, der handler om landets sikkerhed. Jeg frygter mest, at det ødelægger vores samarbejde med lande, som vi samarbejder med, og som har givet os vigtige informationer til at bekæmpe terror," siger Konservatives forsvarsordfører, Naser Khader, til Politiken.

Hverken Statsministeriet eller Forsvarsministeriet har ville bekræfte oplysningerne.

Sexisme på Christiansborg
Der hersker en sexistisk kultur på Christiansborg. Sådan lyder det fra to kvindelige politikere, som deler der oplevelser med DR Nyheder. Den ene er nuværende folketingsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel (K), som har siddet i Folketinget siden 2016, og det tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic (SF), som sad i Folketinget fra 2007 til 2015.

De fortælle begge om oplevelser, hvor mandelige kollegaer har raget på dem, eller hvor de har fået nedladende kommentarer, som har været rettet mod deres køn eller udseende. Læs de konkrete oplevelser hos DR.

Folketingets præsidium mødes i dag for at drøfte sexchikane på Christiansborg.

De fattigste er mest positive overfor grønne afgifter
Det kan være et misforstået hensyn, når regeringen er forsigtig med at indføre grønne afgifter med henvisning til danskerne med de laveste indkomster. Det skriver Information, der beskriver en ny måling som Analyse Danmark har foretaget for den grønne tænketank Concito.

Ifølge målingen vil hver fjerde i den laveste indkomstgruppe ikke betale en klimaafgift for klimabelastende varer og ydelser. Gruppen dækker over dem, som tjener op til 200.000 kroner om året. Til sammenligning er der 40 procent, som svarer det samme i gruppen af danskere, der tjener mere end 800.000 kroner om året.

Læs mere hos Information.

Regeringen får kritik for manglende penge til forureninger
Både SF, Enhedslisten og Venstre langer ud efter manglen på penge til generationsforureninger i regeringens forslag til finanslov.

Det skriver Altinget Miljø.

De tre partier påpeger, at et enigt folketing kort tid før sommerferien netop pålagde regeringen "hurtigst muligt" at afsætte penge til at løse udfordringen.

”Det er skuffende, at regeringen tolker så sløvt på vores aftale om at sætte penge af hurtigst muligt,” siger SF’s ordfører for jordforurening Signe Munk til Altinget Miljø.

Det sker i dag

  • Klokken 9.15: EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, taler til europæerne i sin første tale om den Europæiske Unions tilstand.
  • Klokken 10.15: Miljøminister Lea Wermelin (S) præsenterer sammen med blandt andre Landforeningen Sind et nyt initiativ målrettet psykisk sårbare personer.
  • Klokken 14.00: Statsminister Mette Frederiksen (S) er vært ved et møde for Grønt Erhvervsforum. Her vil hun sammen med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S), øvrige ministre samt partierne bag Klimaloven samle op på samarbejdet mellem regeringen og erhvervslivet i regeringens klimapartnerskaber.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00