Dagens overblik: Virksomheder og medarbejdere i luftfarten sender nødråb til regeringen

OVERBLIK: En række af luftfartens virksomheder og medarbejdere har sendt et fælles nødråb til regeringen. Og så er regeringen og et flertal af Folketingets partier blevet enige om en genopretningsplan. Få overblikket. 

DI Transport, HK Privat, 3F Transport, FPU og Dansk Luftfart har sendt et fælles brev til regeringen med et ønske om en lynaktion, der kan redde tusindvis af truede jobs.
DI Transport, HK Privat, 3F Transport, FPU og Dansk Luftfart har sendt et fælles brev til regeringen med et ønske om en lynaktion, der kan redde tusindvis af truede jobs.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Jeppe Maagaard Holm

Godmorgen. Velkommen til dagens politiske overblik.

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er natten til mandag blevet enige om at udfase hjælpepakkerne og erstatte dem med en økonomisk genopretningsplan. 

Partierne er blevet enige om at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge og sende en skattefri check på 1.000 kroner til personer på overførselsindkomster. 

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige forlod forhandlingerne og er ikke med i aftalen.

Læs hovedpunkterne her.

Fælles nødråb om luftfart
Bagagehåndtering, madservice og andre aktiviteter i luftfarten ligger 90 til 95 procent lavere, end det gjorde på samme tidspunkt sidste år. Med udsigt til fortsat begrænset rejseaktivitet frem til 31. august må luftfartsselskaberne indstille sig på et totalt tab af sommersæsonen 2020. 

DI Transport, HK Privat, 3F Transport, FPU og Dansk Luftfart har derfor sendt et fælles nødråb til finansministeren, beskæftigelsesministeren, erhvervsministeren og transportministeren med et ønske om, at der laves en lynaktion, der kan redde tusindvis af job.

Det skriver Politiken.

Dna-prøver bruges uden borgernes samtykke
Danskernes coronatests med dna-spor er gemt i en biobank, som forskere har adgang til.

For at forskere kan få adgang til prøverne i biobanken, kræver det en tilladelse af en videnskabsetisk komité, der som udgangspunkt skal indhente informeret samtykke fra testpersonerne. 

En kortlægning viser, at det meget ofte er praksis, at der gives dispensation fra samtykkekravet.

Det skriver Jyllands-Posten. 

"Vi kan se, at det helt klart er reglen frem for undtagelsen, at de videnskabsetiske komitéer giver dispensation fra samtykkekravet, og så bliver samtykkekravet jo nærmest illusorisk," siger læge og formand for Patientdataforeningen Thomas Birk Kristiansen til avisen. 

Kritik af regeringen for manglende rådføring om grænselukning
Regeringen valgte at lukke landets grænser, inden man havde rådført sig med Det Udenrigspolitisk Nævn. Det møder nu kritik fra flere medlemmer af nævnet, der mener, at regeringen har ageret på kant med grundloven. 

Det skriver Berlingske. 

"Regeringen har ikke på nogen måde taget initiativ til, at vi overhovedet skulle orienteres eller tale om det i Det Udenrigspolitiske Nævn," siger Venstres udenrigsordfører og næstformand i Det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, til avisen. 

Læs også

Gense alle debatter fra Altinget Sommermøde
I sidste uge deltog politikere, virksomheder, organisationer og borgere i Altinget Sommermøde. Over tre dage fra onsdag til fredag blev der afholdt politiske debatter, og partiernes ledere holdt sommertaler på scenen i Altingets gård. 

Du kan gense det hele her. 

Det sker i dag

  • Offentligt ansatte i Østdanmark tilbage på arbejde: Som led i fase tre af genåbningen af Danmark udvides den fysiske tilstedeværelse i den offentlige sektor, så offentligt ansatte i Region Hovedstaden og Region Sjælland kan vende tilbage til deres arbejdsplads.
  • EU-ministre holder møde om samhørighedspolitikken: EU-ministre skal have en orienterende debat om samhørighedspolitikken som en byggesten for EU's genopretning efter covid-19-udbruddet, og om hvorvidt coronapandemiens skadelige økonomiske og sociale følger har lagt pres på de offentlige finanser i hele EU
  • Klokken 11.00: Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger Sønderjylland på 100-årsdagen for Genforeningen
  • Klokken 14.00: Ifølge nyhedsbureauet AFP skal EU-landenes udenrigsministre holde videomøde med den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00