Ikkereligiøs ceremoni ved Folketingets åbning bliver fast tradition: For første gang deltager en borgerlig politiker

ÅBNING: Humanistisk Samfund gør det nu til en fast tradition med en ikkereligiøs ceremoni i forbindelse med Folketingets åbning. For første gang deltager et borgerligt folketingsmedlem i ceremonien.

Humanistisk Samfund gør ikkereligiøs ceremoni til en fast tradition i forbindelse med Folketingets åbning den første tirsdag i oktober. 
Humanistisk Samfund gør ikkereligiøs ceremoni til en fast tradition i forbindelse med Folketingets åbning den første tirsdag i oktober. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Når Folketinget åbner tirsdag 1. oktober, bliver det traditionen tro markeret med en gudstjeneste for folketingsmedlemmerne i Christiansborg Slotskirke.

Men for andet år i træk får folketingsmedlemmerne mulighed for også at deltage i en humanistisk ceremoni arrangeret af Humanistisk Samfund.

”Det er en tradition, der er kommet for at blive. Opbakningen fra politikere fra et bredt udsnit af Folketinget bekræftede os i, at der er behov for en ikkereligiøs markering, der højtideligholder Folketingets åbning og det fællesskab, vi som danskere har,” skriver forperson for Humanistisk Samfund Lone Ree Milkær i en pressemeddelelse.

Ceremonien er bygget op omkring sange og taler fra Humanistisk Samfund og kulturpersoner.

Det er kommet fuldstændig bag på mig, at det åbenbart har en nyhedsværdi, at en borgerlig politiker vælger at gå med i ceremonien.

Heidi Bank (V)

Venstre-politiker deltager for første gang
Der er i alt 20 folketingsmedlemmer, der har meldt deres deltagelse i arrangementet, heriblandt Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, og Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk.

Men for første gang har en borgerlig politiker, Venstres folketingsmedlem Heidi Bank, valgt at deltage i både den traditionelle gudstjeneste og den humanistiske ceremoni.

”Det er kommet fuldstændig bag på mig, at det åbenbart har en nyhedsværdi, at en borgerlig politiker vælger at gå med i ceremonien. Jeg er medlem af folkekirken og deltager også i den traditionelle gudstjeneste. For mig er det helt naturligt, og jeg synes, det er vigtigt at vise åbenhed,” siger Heidi Bank til Altinget.

Den ikkereligiøse ceremoni finder sted klokken 11.00, efter at Folketingets medlemmer har været til den traditionelle gudstjeneste*.

”Vores mål er ikke at få afskaffet gudtjenesten ved Folketingets åbning. Men vi mener, at der bør være et ligeværdigt alternativ,” lyder det fra Lone Ree Milkær i pressemeddelelsen fra Humanistisk Samfund.

Heidi Bank slår fast, at hendes deltagelse ikke er udtryk for en protest imod den traditionelle gudstjeneste, og at hun ikke forventer, at hendes partifæller følger hendes eksempel.

”Gudstjenesten i Slotskirken er en rigtig fin tradition, og jeg glæder mig til at deltage i den. Og jeg synes, at folk selv skal beslutte, om de vil deltage i det ene eller det andet arrangement,” siger hun.

Den humanistiske ceremoni finder sted fra klokken 11.00-11.25 i Hofteateret ved Christiansborgs Ridebane.

*Rettelse: Det fremgik fejlagtigt i en tidligere version af artiklen, at dronning Margrethe deltog i den traditionelle gudstjeneste. Det gør hun ikke. Hun og de øvrige medlemmer af kongehuset ankommer klokken 11.40 for at overvære folketingsårets første møde.

Læs også

Dokumentation

SÅDAN FORLØBER ÅBNINGSDAGEN

Traditionen tro åbner Folketinget den første tirsdag i oktober. 

Klokken 10.00 begynder programmet med en gudstjeneste for folketingsmedlemmerne i Christiansborg Slotskirke.

Dronningen og andre medlemmer af kongehuset ankommer klokken 11.40 til Christiansborg. Her bliver de modtaget af Folketinget Præsidium med Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), i spidsen.

Præcis klokken 12 begynder folketingsårets første møde. Det ledes af det medlem, som har siddet længst tid i Folketinget. Det er i år Bertel Haarder (V), som har siddet i Folketinget i over 39 år.

Første punkt på dagsordenen er valg af Folketingets formand samt fire næstformænd fra Folketingets største folketingsgrupper, som sammen med formanden skal udgøre Præsidiet.

Når formanden er valgt, får statsminister Mette Frederiksen (S) ordet og holder sin åbningstale. I åbningstalen gør regeringslederen status over rigets tilstand. En del af åbningstalen er også lovprogrammet, der indeholder en gennemgang af de lovforslag, som regeringen har planer om at fremsætte i den nye folketingssamling.

Kilde: ft.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Heidi Bank

MF (V), valgt MF 2019-22
bank, ejendomsmægler, valuar og studier i teologi

0:000:00