Jarl Cordua: Østergaard udskriver folkeafstemning om udlændingepolitik

Østergaards pointe med, at han nu vil stoppe trafikken med at flytte grænsepælene i udlændingepolitikken er druknet i det forhold, at han samtidig knytter det sammen med et krav, der af politiske iagttagere og ikke mindst af blå bloks partier ses som et direkte ultimatum til Frederiksen.

Det følger af sætningen i interviewet, at De Radikale "aktivt vil bekæmpe", at Mette Frederiksen vil sætte sig i spidsen for landet. Det vil sige aktivt forhindre S-formanden i at sætte sig i statsministerstolen. Hvordan kan man "aktivt" gøre det? Det fortolkes som, at Radikale vil stemme ja til en mistillidsdagsorden (der dog aldrig vil materialisere sig).

I realiteten er det en besked til dronningen – og alle andre. For dronningen vil efter valget aldrig kunne give Mette Frederiksen besked på at danne regering, når hun kender De Radikales melding, fordi den kan kun tolkes som, at Radikale er imod en S-regering, der vil videreføre DF's udlændingepolitik.

Så hvis ikke DF springer til i stedet med mandater på radikalt og Alternativets afbud, så kan denne regering simpelthen ikke dannes, da den risikerer at blive mødt af et flertal i folketingssalen. Det hele kan ende i nyvalg.

Radikale har længe cirklet omkring denne position. I øvrigt sammen med Alternativets Uffe Elbæk. Ordvalget gør det dog mere skærpende, så medmindre Østergaard bløder det op, kan der ikke dannes en regering, medmindre S giver indrømmelser i udlændingepolitikken.

I hvert fald når det kommer til den relativt nye knopskydning, der handler om "paradigmeskiftet", og hele spørgsmålet om integrationspolitik fremfor hjemsendelsespolitik.

De Radikale har efter alt at dømme set, at der eksisterer et skisma i holdningerne et sted midt i den blå lejr, der bebos af hidtidige borgerlige vælgere fra VLAK, der går ind for en stram udlændingepolitik, men som ikke helt kan følge paradigmeskiftet, når det kommer til initiativer som ”den øde ø” Lindholm, og at man skal droppe eller i al fald nedtone flygtninges integration i det danske samfund.

Det er måske ikke den største blå vælgergruppe, men De Radikale har formentlig identificeret den som tilstrækkelig stor til, at de går benhårdt efter den.

For at få målgruppen i bevægelse over midten kræver det som sædvanlig en direkte konfrontation med DF, som i øvrigt også gavner Thulesen Dahl i hans bestræbelser på at få samlet flere vælgere bag sig. Hvis De Radikale er sure, så står DF's politiske resultater meget klarere blandt indvandringsskeptiske vælgere.

De Radikale får dog samtidig sat især Socialdemokraterne under et voldsomt pres. For flytter de mange nye vælgere, der er tilløbet S de seneste år og måneder nu "hjem" til V og DF i skræk over, at den stramme udlændingepolitik risikerer at blive undermineret af De Radikale?

Socialdemokraterne risikerer også at tabe flere vælgere til venstrefløjen og De Radikale ved blankt at nægte at afmontere paradigmeskiftet og solidarisere sig med DF's seneste politiske sejr, som indtil for nylig altså heller ikke var VLAK-regeringens politik.

De Radikale kræver dog på intet tidspunkt hele udlændingepolitikken rullet tilbage, men kun "dele af den", og den seneste skærpende melding omfatter – taget for pålydende – altså kun den del, der omhandler paradigmeskiftet.

Frygten i den såkaldte rød blok er naturligvis, at den radikale melding bliver opfattet af midtervælgerne som en folkeafstemning mellem De Radikales og DF's udlændingepolitik.

I gamle dage ville DF vinde den afstemning klart. Men måske er tiden nu en anden, hvor de afgørende midtervælgere – trods støjen eller skræmmekampagnerne fra en pludselig samlet blå blok – har gennemskuet, at De Radikale ikke bliver alene om at bestemme udlændingepolitikken, omend at Østergaard insisterer på at ville afvikle dele af DF's seneste politiske påfund.

Det er nærliggende at tro, at de radikale strateger et sted i deres vælgerundersøgelser har set, at tilpas mange borgerlige vælgere simpelthen mener, at bægeret er rigeligt fyldt, hvis DF i endnu en valgperiode skal diktere dansk udlændingepolitik med endnu flere stramninger.

Det er en satsning, der alt andet lige vil gavne De Radikale i stemmeboksen, mens et valg, der risikerer at blive en uofficiel folkeafstemning om, hvorvidt det skal være DF eller De Radikale, der fremover skal have indflydelse på udlændingepolitikken, naturligvis vil udfordre Socialdemokraterne resten af valgkampen.

Valgkampen er dermed trådt ind i den forudsigelige fase, hvor målingerne har været præget af S-pensionsforslaget. Det, som nu bliver interessant, er, om De Radikales melding i målingerne nu vil gavne blå blok. Udebliver vælgerreaktionen, så bliver det svært at finde en vej til en sensationel blå valgsejr.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.