Jeanette Varberg: Nu får fortidens gerningsmænd endelig deres straf

KOMMENTAR: Den hvide mand har skrevet historien, mens brune, sorte og kvinder har set passivt til. Men den antiracistiske bevægelse kan meget vel være et nybrud i vores måde at opfatte historien på. Også selvom likvideringen af statuer kan virke som en overreaktion.

Verden er i opbrud.

Coronapandemiens pres på verdenssamfundene godt hjulpet af uvished og et løfte om en gigantisk økonomisk nedtur i halen på sygdommen formørker fremtidsudsigterne, og på samme tid har politidrabet på George Floyd 25. maj 2020 sat gang i en bevægelse, hvor antiracistiske grupper går til angreb på statuer af fortidens slavehandlere. Nu vil de mange vrede efterkommere af slaver ændre fremtidens syn på racer ved at gå tilbage og slette fortidens forhadte ikoner.

Kampen om, hvordan vi skal huske historien og hædre dens helte, raser altså lige nu på begge sider af Atlanten. Statuer af hvide, privilegerede mænd overdænges med maling, skubbes i havnen eller bliver halshugget. Den sidste kranke skæbne overgik en statue af den italienske opdagelsesrejsende Christopher Columbus, som jo bekendt opdagede Amerika i 1492, og på mange måder er blevet et symbol på slavegørelsen af Afrikas befolkninger i iveren efter at udnytte de nyerobrede amerikanske kontinenter optimalt, så de rige og skånselsløse europæiske mænd kunne blive endnu rigere.

Likvideringen af statuerne, som for demonstranterne er symboler på en fortid, hvor en stor del af befolkningen var slavegjorte og hvide mænds ejendom, kan virke voldsom og som en overreaktion. Men lad os ikke glemme, at det lykkedes europæerne at fragte i omegnen af 13 millioner slavegjorte afrikanere over Atlanten.

Rundt regnet en million af dem gik tabt på den brutale overfart, men den skæbne var af mange at foretrække frem for det, der ventede dem på plantagerne, når de kom frem. Så den vrede, vi ser på gaderne i Nordamerika og nu også i Europa, hvor fortidens gerningsmænd endelig får deres velfortjente straf, om end symbolsk, har rod i en blodig historie.

Den antiracistiske bevægelse kan meget vel være et nybrud i vores måde at huske og opfatte vores store fælles verdenshistorie på. Et ordspil siger, at det er sejrherren, som skriver historien. Den hvide mand skriver historien, kan man lidt firkantet tilføje, mens brune, sorte og kvinder i alle farver ser passive til. Det er helt tydeligt, hvis man går en tur igennem de amerikanske eller europæiske storbyers gader, hvor man nærmest kun ser statuer af hvide mænd med eller uden den obligatoriske hest – og det er faktisk ikke meget bedre i Danmark.

19. maj 2019 blev endnu en statue af Christian den 4. afsløret på den prominente plads mellem Børsen og Christiansborg. Han skulle hædres for de mange smukke bygninger, som han i sin lange regeringstid lod opføre i København. Hver gang jeg går forbi den statue, kan jeg ikke andet end blive irriteret over, at vi stadig finder det nødvendigt at hædre en magtfuldkommen konge, som var en politisk fantast og tømte statskassen i trediveårskrigen.

Han gik også personligt ind i kampen mod hekse optændt af et lidenskabeligt protestantisk klarsyn, hvor det onde skulle bekæmpes med alle midler. Hans forordning om hekse fra 1617 gjorde heksejagt til et statsanliggende, og han er en af de europæiske fyrster med flest brændte kvindelig i lasten. Helt utrolige 60 procent af alle hekse dømt til døden i Danmark var alene i hans regeringstid.

Hvorfor er det ikke en statue til minde om alle de kvinder og enkelte mænd, der mistede livet under hans regering, som blev rejst på den prominente plads? Forklaringen skal måske findes i den måde, vi husker og fortæller historie på. Vores historie fortælles ofte og nærmest helt automatisk gennem handling, krige og erobringer af nyt land. Vi rejser statuer over vores helte - mænd - som gennem deres magt og berømmelse indtog en hovedrolle i verdenshistorien.

Men måske er tiden ligefrem nu kommet til, at vi skal fortælle historien ud fra en anden vinkel. I stedet skulle vi måske begynde at hædre mangfoldighed i byrummet, og helt afgørende, med en ligelig fordeling af statuer mellem kønnene. Halvdelen af befolkningen er og var trods alt kvinder.

Vi skal helt overordnet omdefinere den måde, vi tænker historien på fra et fokus på dominans og den aggressive helts betydning, til en mere bred kulturel forståelse med fokus på for eksempel teknologi, videnskab og lighed. Vi skal med andre ord lade de gamle statuer stå, men tænke os rigtigt godt om, når vi rejser statuer i fremtiden.

----------

Jeanette Varberg er uddannet arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet. Hun er forfatter til flere fagbøger om arkæologi og historie, herunder bogen 'Viking. Ran, ild og sværd', som i år blandt andet modtog Weekendavisens litteraturpris. Desuden er hun en aktiv debattør og foredragsholder, hvor erfaringer fra fortiden aktivt perspektiveres ind i den aktuelle samfundsdebat. 

Forrige artikel Benny Damsgaard: Det er tid til et dansk lobbyregister Benny Damsgaard: Det er tid til et dansk lobbyregister Næste artikel Pelle Dragsted: Er Dan Jørgensen klima- eller privatiseringsminister? Pelle Dragsted: Er Dan Jørgensen klima- eller privatiseringsminister?
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.