Jeanette Varberg: Coronakrisen afslører lighederne mellem Romerrigets fald og Trumps USA

KOMMENTAR: Et imperiums fald skyldes sjældent enkeltstående katastrofer, men at samfundets fundament allerede er smuldret. Coronakrisen blotlægger kun dét, som allerede er i gang med at ske.

Vi står potentielt over for den største globale krise i vores generation.

Coronakrisen trækker sine spor tværs over kloden og efterlader den globale økonomi i en dyb krise, alt imens de enkelte lande prøver at inddæmme smitten og redde økonomien, så godt de kan.

Særligt interessant i denne sammenhæng er, hvordan USA og Trump-regeringen griber krisen an. I tidligere kriser som finanskrisen i 2008 og ved ebolaepidemien i 2014 tog USA en tydelig lederrolle på sig. Men den nuværende regering har frasagt sig den rolle. Den har gjort det helt tydeligt for alle, at det at give Amerika sin storhed tilbage er vigtigere end menneskehedens fremtid. Historiens tidevand er ved at vende.

Lighederne mellem Romerriget og Amerikas forenede stater har altid været tydelige at få øje på. Det var den allerede for de mænd, som skrev USA’s uafhængighedserklæring i 1776. Det var samme år, hvor første bind af det store historiske værk The History of the Decline and Fall of the Roman Empire af Edward Gibbon udkom.

Den grundlæggende viden om antikkens styreformer gennemsyrede forfatningen i en sådan grad, at flere aspekter af den nye nation blev skabt i lyset af den forhåndenværende viden om den romerske fortid.

Romerriget var et gigantisk rige, som nåede sin maksimale udstrækning omkring år 200 e.Kr. Det strakte sig fra de nordengelske sumpe til den syriske ørken. Mere end 7.000 kilometer grænse løb fra vest mod øst, og i midten af det hele løftede hovedstaden Rom sig som en megaby med en million indbyggere. Så højt et antal indbyggere i en by blev først overgået på verdensplan i 1800-tallet.

Kærrer og skibe læsset med eksotiske slaver, kostbarheder og tonsvis af korn snoede sig ind mod Roms centrum, hvor kejseren og aristokratiet levede i en overdådig luksus i form af kloakerede huse, opvarmede bade og Colosseums dødspændende underholdning.

Men det varede ikke evigt. Den vestlige del af Romerriget faldt fra hinanden, og i 400-tallet blev Rom ramt af flere voldsomme plyndringer, og indbyggertallet raslede ned på under de 50.000, da kornkamrene ikke blev fyldt op af skatteindkrævninger fra imperiets provinser.

I begyndelsen af 500-tallet blev Italien regeret af en barbar, en goterkonge ved navn Theoderik den Store. Den romerske administration fortsatte alligevel som hidtil, men ude omkring dem forandrede verden sig med stormskridt.

Der var en støt stigende mængde af udfordringer for Romerriget i den sidste del af dets levetid. Fuldstændig inkompetente kejsere og magtsyge aristokratiske familier bag tronen havde deres del af skylden for, at imperiet faldt fra hinanden.

Endeløse og formålsløse krige gjorde det svært at kontrollere riget. Flere gange ramte epidemier ud af det blå og slog millioner ihjel. Klimaet ændrede sig, og et vulkanudbrud på Island i år 536 skabte en enorm askesky, som skabte flere år med hungersnød på den nordlige halvkugle. Der var mange årsager til kollapset, og det skete over lang tid.

Men mens forandringerne stod på, så var de så subtile og underliggende, at de var svære at få øje på af deres samtid. Den romerske stat var til sidst ikke modstandsdygtig nok til at sikre kornforsyninger, skatteopkrævninger og renovering af veje og offentlige pladser, og samfundets funktioner skrumpede. Statens fundament forsvandt.

I Rom kunne man ikke længere forsyne den kæmpe befolkning med fødevarer, og den blev forladt af de fleste, som vendte bylivet ryggen. På de engelske markeder betalte man ikke længere med klingende romersk mønt styret centralt af staten, men byttede igen tre høns for en sæk æbler og jernbarrer for korn. De administrative centre og romerske byer i provinsen blev forladt. I England blev de romerske ruiner spøgelsesbyer, der var et fjernt minde om anerledes fortid. 

Derfor er historien om det kæmpe store imperiums fald så interessant – også for os i dag. Det er helt oplagt at sammenligne USA med Romerriget og stille spørgsmålet om, hvornår de forenede stater kollapser. Hvis de gør, så er det ikke en enestående krise eller en markant begivenhed, som er udslagsgivende, men de mange små forandringer, der i første omgang tvinger landet ud på en ny kurs mod nationalisme fremfor globalt lederskab.

Lige nu er det USA, som oplever den største eksplosion af antal smittede i verden. Selvom landet er lukket ned som resten af verden, så er de seneste meldinger fra Det Hvide Hus, at landet snart åbner op igen, ellers vil den amerikanske økonomi lide store tab. Men samtidig er det værd at bemærke, at op imod 27 millioner amerikanere risikere at komme i bundløs gæld, hvis coronasmitten ikke standses i befolkningen.

Det amerikanske sundhedssystem bygger på forsikringer, og ens egenbetaling afhænger af, hvilken forsikring man har tegnet. I gennemsnit vil en amerikansk coronapatient uden komplikationer skulle betale 70.000 kroner for en behandling, men hvis der støder komplikationer til, og forsikringen ikke dækker, så kan det hurtigt løbe op i endnu højere beløb. Det er penge, som de færreste amerikanere har. Problemet er derfor, at mange vil ignorere deres sygdom, tage på arbejde som hidtil og forlænge smittekæden i det uendelige.

Det er potentielt den største katastrofe i vores generation, som venter forude. Dens konsekvenser vil blotlægge et amerikansk samfund, som har ladet en kynisk forretningsmand tage præsidentposten.

En mand, som nedgør sine konkurrenter i en endeløs strøm af tweets, som uden nogen form for undtagelse tager æren for alle succeser selv, spreder fake news hurtigere, end en hest kan rende, og som kun har økonomisk vækst for øje. Han har vendt det globale lederskab ryggen, og dermed går USA’s historie ind i en ny fase som et lukket land fremfor en samlende lederskikkelse på verdensplan.

Spørgsmålet er, om coronakrisen vil blotlægge alle de små revner i USA’s fundament, som Trump-regeringen har forårsaget, og i sidste ende føre til, at landet bryder op stat for stat. Alle imperier har set sig selv som særlige og uovervindelige, men historien viser os, at alle imperier har en udløbsdato. USA er ingen undtagelse. Måske er det, vi ser lige nu, begyndelsen på et imperiums langsomme og stille fald.

----------

Jeanette Varberg er uddannet arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet. Hun er forfatter til flere fagbøger om arkæologi og historie, herunder bogen 'Viking. Ran, ild og sværd', som i år blandt andet modtog Weekendavisens litteraturpris. Desuden er hun en aktiv debattør og foredragsholder, hvor erfaringer fra fortiden aktivt perspektiveres ind i den aktuelle samfundsdebat. 

Forrige artikel David Trads: Bizart coronakaos kan ende med Trumps genvalg David Trads: Bizart coronakaos kan ende med Trumps genvalg Næste artikel Johanne Dalgaard: Fortæl os nu, hvad strategien mod corona er Johanne Dalgaard: Fortæl os nu, hvad strategien mod corona er