Jens Chr. Grøndahl: Problemet er ikke frikadellerne, men den sociale kontrol

Problemet er jo ikke alt det, vi skandinaver siden vikingetiden har haft med hjem fra vores rejser ud i verden, og som vi har integreret i vores egen kultur. Problemet er, at nye skandinaver for manges vedkommende er kommet slæbende med ting hjemmefra, som ikke lader sig integrere.

Problemet er ikke frikadellerne, men den sociale kontrol. Ikke hvem der opfandt smørrebrødet eller vindmøllerne, men hvilken rolle religionen skal have lov at spille i det offentlige liv. Ikke skandinavernes udsyn eller mangel på samme, men de tilkommendes kvindesyn. Deres manglende respekt for kvindens myndighed over sig selv og sin krop.

Personligt følte jeg mig ikke provokeret af SAS, men jeg tilhører også det segment, der, hvad øjeblik det skal være, kan forny medlemskortet til den bedrevidende klasse. Mit verdensborgerskab er en selvfølge, og hornbrillerne ligger klar i skuffen.

På en måde var den film da meget sød, men den var også dum på den pseudobegavede måde. Hvis man lytter til debatten og mærker efter hos sig selv, mener jeg, at det må være klart for enhver: Kulturdebatten er ikke længere en konfrontation mellem højreorienterede nationalister og venstresnoede verdensborgere.

Vi er et andet sted.

Det yderste højre og det yderste venstre bekriger stadig hinanden, og det vil de fortsætte med, ligesom FCK og Brøndbys hooligans heller aldrig får nok af hinanden. På fløjene kan man hverken leve med sin modstander eller leve uden.

Vi andre, der er fast besluttede på at leve med hinanden, står over for et mere subtilt spørgsmål, når det handler om kulturmødet og sammenhængskraften: Er demokratiet i kulturel forstand værdineutralt?

Kan folkestyret som den rent politiske, forfatningsbaserede ramme om samfundslivet rumme et hvilket som helst antal indbyrdes divergerende kulturer?

Det undrer mig egentlig, at reklamepersonen og SAS ikke gik all the way. Hvad med kristendommen? Den er da heller ikke fra heromkring. Hvordan overgik den lige fra at være en mellemøstlig sekt til at blive den vestlige verdens majoritetsreligion?

Eksemplet er godt, for intet er mere dansk end de middelalderkirker, der står rundt om i landet, som var de vokset frem af den bløde jord. Sverige er anderledes, dér fik de råd til at rive deres gamle kirker ned og bygge noget mere fremmedgørende i stedet.

Men inde i de undselige, renfærdige små gudshuse rundt om i det danske landskab har man i slægtled efter slægtled talt et sprog, som Jesus fra Nazaret ikke ville have fattet et pluk af.

Selvfølgelig er kristendommen ikke dansk, men det er en lige så stor selvfølgelighed, at vores land ville være utænkeligt uden. Konstateringen er så banal, at det er til at rødme over.

Mere interessant for diskussionen er, hvad der skete efter Reformationen. Kirken trak sig tilbage fra det politiske liv, og i det tomrum, den efterlod, voksede en verdslig samfundskultur frem.

Det betyder ikke, at religion og verdslighed hos os er en modsætning ligesom i Frankrig, hvor republikken og katolicismen fortsat er som ild og vand. Gensidigt udelukkende ifølge deres respektive grundsyn.

Forskellen er, at den lutheranske kristendom med sin frivillige tilbagetrækning fra den politiske magtsfære udtrykte en forståelse for skellet mellem religiøst og offentligt liv.

Kirken har så at sige bidraget til at holde den verdslige offentlighed verdslig. I samklang med den demokratiske forfatning, der både garanterer verdsligheden og trosfriheden.

Men hvad sker der, når nye skandinaver er kommet hertil med en religion, der ikke respekterer verdsligheden og tværtimod påberåber sig troens primat over lovgivningen?

Jeg har ført talt for, at det må være op til de danske og skandinaviske muslimer at vurdere, hvordan islam bliver kompatibel med det verdslige demokrati. Men de må gerne snart fortælle os, hvad de når frem til.

Vi skal ikke gøre os til dommere over andres religion. Til gengæld skal vi være fuldkommen tydelige, hvad angår religionens plads i det danske og skandinaviske samfund. Enhver religions plads.

Verdsligheden er en præmis for det politiske og civile liv, som vi ikke kan gradbøje i tolerancens navn. Men både kristne og muslimske danskere må nok se i øjnene, at verdslighedens historie på vores breddegrader er uadskillelig fra kristendommens.

Det behøver en muslim ikke blive kristen for at anerkende. Men hun eller han er nødt til at anerkende det for at kunne bringe sin egen religiøse baggrund i meningsfuld dialog med majoritetskulturen.

Hvis det ellers har interesse.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.