Jens Chr. Grøndahl: Stemmer fra det stille land

KOMMENTAR: Hundredåret for Sønderjyllands genforening med Danmark er en god anledning til at rette op på den nationale fremmedgørelses element af historieløshed, skriver Jens Christian Grøndahl.

10. februar er hundredårsdagen for den første af de to folkeafstemninger, der med et flertal på 75 procent førte til, at Nordslesvig igen blev dansk. Afstemningen i Mellemslesvig fik det modsatte resultat, og den nye grænse kunne nu drages som led i afslutningen på Første Verdenskrig.

Når genforeningen med Sønderjylland bliver fejret, vil man med god grund hylde den klogskab og gensidige indlevelse, hvormed Tyskland og Danmark har forholdt sig til mindretallene på hver side af grænsen.

Vi får se, om Dronningen ankommer på en hvid hest ligesom sin farfar, men der bliver sikkert både hornmusik og taler.

Og så bliver der stille igen.

Hvis man en almindelig hverdag nærmer sig grænsen, kan man på begge sider registrere, hvordan landet belaver sig på sit eget ophør. Træerne er selvfølgelig ligeglade med, hvor de vokser, og jorden er indifferent over for, hvem der trækker ploven gennem den. Køerne ved såmænd heller ikke, om de er tyske eller danske, og mælken smager ens.

Men de små steder, man passerer, virker alligevel i al deres hengemte forkommenhed, som om de er udmærket klar over, at de udgør en nations allersidste udstrækning. Eller dens forpost, om man vil. For Danmarks vedkommende altså de første til at blive tromlet ned, når fjenden kommer.

Det gør han så ikke mere, tror vi på. I sig selv et historisk privilegium, der fortjener lige så mange taler som generhvervelsen af tabt territorium.

Men her slutter landet altså. Hertil og ikke længere kommer postbudet med breve – hvis han eller hun da stadig kommer. Her slipper de dansksprogede vejskilte endegyldigt op. Heromkring stopper mobildækningen.

Her begynder den store verden.

På den tyske side kan man i togstammen, der nærmer sig Padborg, møde samme verden personificeret af mørklødede passagerer med sved på panden.

Hvor meget af den store verden kan den lille verden rumme? Hvor mange flygtninge kan Danmark tage imod og integrere? Det har i det forløbne årti været et politisk hovedtema. For nogle blev det viljen, det kom til at knibe med. For andre er det primært evnen, det handler om – antallet af fremmede og ikke deres fremmedhed som sådan.

Hvorom alting er, kom udfordringen fra de fremmede til at skygge for, at vi som nation er blevet fremmede for os selv.

Sønderjylland er et eksempel både på det ene og det andet, så sandt som Dansk Folkeparti her har haft en af sine sikre bastioner.

Har der været særlige problemer med muslimer i marsken eller omkring Dybbøl? Går mange med burka i Tønder? Er en bandekrig i Gråsten undsluppet de landsdækkende mediers opmærksomhed?

Det bør i så fald ikke undre nogen. Vejen fra København til Tønder er længere end den modsatte strækning. Grænselandet er udkant. Uskarp, diset baggrund, ude af fokus. Ligesom Danmarks øvrige grænseegne.

Man skal ikke så forfærdelig langt ud på Sjælland, før man kommer gennem små samfund, som livet har forladt. Kun en tank og en kiosk, hvor man kan kan tippe og spille, vidner om, at der stadig bor mennesker mellem de forladte huse med masonitplader knaldet for vinduerne.

Lukkede posthuse. Lukkede sygehuse. Lukkede rådhuse. Lukkede stationsbygninger. Man har lukket snart sagt alle de offentlige steder, hvor borgerne tidligere kunne løbe ind i hinanden med en følelse af at være netop dét, medborgere. Sammen om et fælles mellemværende.

Det er virkeligheden i provinsens Danmark. Den er lukket. Man lever med en følelse af at være undtagelser i den store forladthed. Omtrent som nybyggerne i ødemarken, blot med omvendt fortegn. Man er de sidste til at lukke og slukke, før tomheden tager over.

Hvem har også lyst til at leve her? Enhver, der kan erklæres egnet til en ungdomsuddannelse, vil hellere ind til en rigtig by. Gå på café med solbriller i håret. Føle, at man er med til noget.

Byerne vokser, landet dør. Dét var måske, snarere end muslimerne, grunden til, at Dansk Folkeparti blev de tavse landskabers talerør. Så kunne de lære det inde i København. Vi er her også. Var det ikke råbet, der endelig trængte gennem Christiansborgs mure?

Den foregående regering opfangede signalet med den meget omdiskuterede udflytning af statslige institutioner. Mette Frederiksen følger trop med sin plan om at halvere Rigspolitiet og indsætte nogle flere landbetjente i stedet.

Her skal det ikke handle om visdommen i det ene eller det andet initiativ, kun om baggrunden. Fremmedgørelsen over for os selv. Hvis det vel at mærke fortsat giver mening at sige "vi" og "os".

Det er jo spørgsmålet.

Er vi stadig et land, eller er byerne blevet lysende øer i det forskelsløse mørke, forbundet med klodens øvrige bysamfund af World Wide Web? Er landområderne under afvikling som andet end opstillingsplads for vindmølleparker og antennemaster?

Markedskræfterne har ikke svaret. De kender kun til konkurrence, lønsomhed og outsourcing. Hvad enten man er blå eller rød, må man se i øjnene, at det ubesvarede spørgsmål i bund og grund er politisk.

Udviklingen kan godt skrives med stort U, men den er ikke forsynet med en vilje. Det er kun vi.

Tilbage til det sønderjyske. Somme tider afgøres et livsforløb ikke af viljen alene. Hundredåret for Sønderjyllands genforening med Danmark er en god anledning til at rette op på den nationale fremmedgørelses element af historieløshed.

Det indgår i nationens fælles erindring, at Danmark forholdt sig neutralt under Første Verdenskrig. Vi glemmer de unge dansktalende mænd, der måtte deltage i krigen på tysk side, fordi de var tyske undersåtter.

Deres erfaring og sorgen over dem, der faldt, kunne ikke integreres i den danske selvforståelse. Vi har ikke rigtig villet anerkende traumet, ligesom vi også i en videre forstand tøver med at vedkende os vores forbundethed med Europas smertefulde historie. Der er altid et forbehold eller fire.

Men hvis man i generationer har levet langs en grænse, ved man, hvor slørede og somme tider illusoriske vores mentale grænsedragninger kan være. Det gælder grænsen mellem identiteter. Eller grænsen mellem loyalitet og frihed.

Netop dét er temaet i den danske spillefilm "Onkel", der foregår på et sønderjysk landbrug. Manuskriptet er skrevet på gården, hvor hovedparten af filmens scener foregår, og de medvirkende, alle amatører, er hentet inden for en radius af 13 kilometer.

Filmens instruktør, René Frelle Petersen, der også har fotograferet og skrevet manuskriptet, fortæller, at de sønderjyske dialekter varierer inden for denne korte afstand.

Alt er autentisk i den lavmælte film, og da der endelig efter en lang, tavs indledning bliver sagt noget, er man glad for, at filmen vises med undertekster.

På sin egen stilfærdige, upåfaldende måde er "Onkel" noget så sjældent som et helstøbt filmisk mesterværk.

Kun en stor filmkunstner formår at fængsle tilskueren med så enkle midler. Vi er på en gård med køer. Den drives af en ung pige og en ældre mand, hendes onkel. Hun har mistet sine forældre og har ikke andre end ham.

Dyrlægen opdager, at hun interesserer sig for hans fag. Han låner hende bøger og tager hende med rundt. En ung mand viser også sin interesse, og onklen er på sin egen rørende måde lutter opmuntring.

Som tilskuer forbereder man sig på en historie om frigørelse. Om et ungt menneske, der finder sig selv ved at få en uddannelse, møde kærligheden, bryde op og gøre sig fri. Tage ind til byen.

Det sker bare ikke. Pigen er først nølende og derpå afvisende over for den unge mand, og da onklen i hendes fravær bliver indlagt, skrinlægger hun planerne om en veterinæruddannelse.

Åh nej, tænker man, han skal jo alligevel på plejehjem. Så grib dog friheden! Men nej.

Det vidner om René Frelle Petersens kunstneriske autoritet, at han kan gribe tilskueren med så stilfærdig en historie og samtidig skuffe éns forventninger så grundigt og overbevisende.

For hovedpersonen er den personlige frihed ikke det, der vejer tungest. Man kan heller ikke sige, at hun vælger trygheden. Hun har forvaltet sorgen over at miste sine forældre ved at knytte sig til sin onkel og den opgave, som han er ude af stand til at stå alene med.

Drive gården, passe de køer.

Hendes loyalitet er ensbetydende med en værdighed og suverænitet, som opfyldelsen af hendes egne ønsker ikke ville kunne måle sig med. Man forstår det langsomt. Man forstår det gennem filmens tålmodige, nænsomme og indforståede skildring af rutinerne på gården.

Som i al stor kunst vokser poesien ud af nøgternheden. Man sidder som storbymenneske i biografens mørke og bliver fortrolig med et hjørne af dansk liv og hverdag, som Udviklingen har marginaliseret.

Det er også en slags genforening.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Frederiksen udfordrer både medier og opposition Lisbeth Knudsen: Frederiksen udfordrer både medier og opposition Næste artikel Peter Skov-Jacobsen: Skamløshed er en trussel mod demokratiet Peter Skov-Jacobsen: Skamløshed er en trussel mod demokratiet
Holstein: Ny post er et tveægget sværd for Messerschmidt

Holstein: Ny post er et tveægget sværd for Messerschmidt

ANALYSE: Med sin nye titel som næstformand er Morten Messerschmidt nu ubetinget Dansk Folkepartis kronprins. Men det giver ham også et medansvar for partiets fremtid, der kan ende med at trække ham ned sammen med Kristian Thulesen Dahl, siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.