Jens Chr. Grøndahl: At mindes det ufattelige

KOMMENTAR: Det er nu 75 år siden, Auschwitz blev befriet. Antisemitismen er en gammel, europæisk modbydelighed, men den har fået nyt liv i højreradikale miljøer og i muslimske miljøer.  skriver Jens Christian Grøndahl.

27. januar er international mindedag for ofrene for Holocaust. Den dag i 1945 befriede sovjetiske tropper udryddelseslejren Auschwitz. Navnet er blevet synonymt med den nyere histories mest ufattelige forbrydelse mod menneskeheden. 75 år er nu gået, og de overlevende bliver færre og færre.

Mindedagen bliver kun vigtigere at fastholde, i takt med, at der snart ikke længere vil være øjenvidner tilbage. Men hvordan skal vi mindes den ultimative ondskab, når vi – efterkommerne og deres samtidige – overlades til selv at fastholde den i vores kollektive erindring?

Hvordan skal vi vedblive med at mindes de millioner af myrdede, når vi ikke engang var i stand til for alvor at leve os ind i de overlevende, mens de gik blandt os?

For kun få år siden kunne det endnu betragtes som en bizar afvigelse, når ekstremt højreorienterede historikere benægtede, at Holocaust fandt sted. I dag er benægtelsen et voksende fænomen både blandt ultranationalistiske populister og rettroende muslimer. Ansvarlige politikere overalt i Europa advarer imod udviklingen. Man lovgiver og oplyser, med rette.

Men selv om man ikke er en hadefuld, afstumpet ekstremist, selv om man er drevet både af sin samvittighed og sit hjerte i forsøget på at erindre og forstå, kommer man alligevel til kort.

Ingen, der ikke var der selv, kan tale med om udryddelseslejrene. Så ufattelig var ondskaben, så ufattelige var lidelserne, så ufatteligt er deres omfang.

Besøger man det jødiske museum i Berlin tegnet af den amerikanske arkitekt Daniel Libeskind, kan man opleve en rumlig metafor for, at indlevelsen kommer til kort. Som en del af bygningen har Libeskind integreret hulrum og skakter, der for de flestes vedkommende er utilgængelige.

Arkitekten har selv betonet, at de utilgængelige lommer af tomhed symboliserer tabt jødisk liv og kultur. Tomrummet kan ikke udfyldes, det tabte kan ikke erstattes. Vi kan kun fastholde den plads, hvor nogen og noget mangler.

De indbyggede lakuner vækker også en fjernere association, for i det oprindelige jødiske tempel i oldtidens Jerusalem var det allerhelligste et tomt rum, som det var forbudt at gå ind i.

Erindringen om Holocaust er ukrænkelig på en lignende måde. At postulere indlevelse ville i sig selv være en overskridelse.

Det var i hvert fald tankegangen hos den franske filminstruktør Claude Lanzmann, da han skabte sin mammutfilm Shoah fra 1985, der hovedsageligt består af interviews med ofre og gerningsmænd, klippet sammen med nutidige optagelser fra lejrene og landskaberne omkring dem.

Med den tilbageholdende, dokumentariske form betones det, at filmen er blevet til after the fact. Den er blottet for sentimentalitet, og Lanzmann kritiserede med stor vrede instruktører som for eksempel Steven Spielberg, der tværtimod har forsøgt sig med dramatiseringens konventionelle følelsesappel.

I det 20. århundredes litteratur var Holocaust-vidnesbyrd et selvstændigt kapitel med navne som italieneren Primo Levi og ungarske Imre Kertész, der i hver sit litterære tonefald fortalte om deres erfaringer.

Forfatterne berettede ikke kun om de rædsler, de havde gennemlevet i udryddelseslejrene. De fortalte også om, hvordan det for de overlevende var umuligt, på trods af al sympati og medfølelse, at integrere Holocaust-erfaringen i efterkrigstidens sociale og kulturelle liv.

Den sympatiserende omverden ville gerne mindes, men man ville også gerne videre. Helst det. De overlevende ville selv gerne videre, men blev ustandseligt indhentet af deres fortid.

De var ikke bare ofre for nazismen. Erindringen om, hvad de havde været igennem, kunne kun fastholde dem i offerrollen. Så hellere glemme.

I de første efterkrigsårtier blev traumet både hos de overlevende og i det omgivende samfund forvaltet i en ambivalent vekselvirkning mellem erindring og glemsel.

Forleden viste DR2 en dokumentarfilm af Susanne Kovács, "De skygger vi arver". Med instruktøren selv som sårbar, men insisterende fortæller og med suggestiv brug af familefotos og otte mm-optagelser indkredses historien om, hvordan en familie helt frem i tredje generation må leve med traumet og dets eftervirkninger.

Susanne Kovács' farmor overlevede Holocaust og vendte stærkt svækket hjem til Budapest. Her mødte hun sin kommende mand, der også havde overlevet dødslejrene. Begge havde mistet det meste af deres familie.

De fik en søn, flygtede i 1950'erne fra det kommunistiske Ungarn og slog sig ned i Danmark, hvor de fik en god middelklassetilværelse i en forstad til København.

Farmoren er i filmens nutid en spinkel, gammel kvinde mærket af sygdom. Hun affærdiger barnebarnets forsøg på at få hende til at fortælle, og modviljen forklares, da en ungarsk slægtning bliver interviewet. For de overlevende handlede det om at få et normalt liv igen, og en familie med børn var indbegrebet af normalitet.

Langsomt kunne det unge forældrepar begynde at genvinde den værdighed, de var blevet frarøvet, men ikke uden at fortrænge. De fortrængte endda, at de var jøder.

Filmens anden hovedperson er instruktørens far. Også han er tøvende. Han har siden barndommen haft et vanskeligt forhold til sin mor, der var mentalt uligevægtig og tilsyneladende ude af stand til at give ham følelsesmæssig tryghed. Instruktørens farfar beskrives af sønnen som en decideret sadist.

Man undgår ikke at blive berørt af Susanne Kovács' portræt af sin far, splittet, som han er, mellem sorg over familiehistorien og bitterhed over den pris, han selv måtte betale for sine forældres lidelser i form af svigt og utryghed.

Også Susanne Kovács' opvækst har været mærket, forstår man. Hendes mor har tysk baggrund, og hun har aldrig følt sig helt accepteret af sin farmor og farfar, der det ene øjeblik kunne være elskelige for i det næste at lade fortidens skygger falde på det sagesløse barn.

Det er Susanne Kovács' fortjeneste, at hun ud over at have skabt et menneskeligt vedkommende dokumentarværk også formår at fastholde ambivalensen mellem erindring og glemsel. Hvor fristende og befriende, det kan være at glemme, fortie, se fremad.

I den umiddelbare efterkrigstid var dét løsningen, når erindringens byrde var for tung. Vores mere følsomme nutid insisterer på, at traumer må og skal bearbejdes, hvis de skal være til at leve med, og godt det samme, men for Susanne Kovács' farmor var det for sent.

Hun dør, mens optagelserne står på. Anden og tredje generation har arvet sorgarbejdet. I filmens sidste billede står instruktøren med sit lille barn i favnen. Der er håb om at undslippe skyggerne, og samtidig er der en vilje til at respektere historien.

Statsledere fra hele verden har lige været forsamlet i Jerusalem til World Holocaust Forum. Kun manglede den polske præsident, Andrzej Duda. Han udeblev angiveligt, fordi han ikke havde fået tildelt taletid.

Hvad kan han have haft på hjerte, som han ikke turde stole på, at andre af de tilstedeværende kunne udtrykke lige så godt?

I de senere år har det stadig mere nationalistiske og autoritære Polen brugt meget energi på at omskrive historien, så ikke-jødiske polakker fremstilles som ofre på linje med jøderne og ikke som folkedrabets velvillige vidner og medhjælpere.

Det ville også være uretfærdigt at skære alle polakker over en kam, men den polske antisemitisme er en historisk og aktuel kendsgerning. Historisk og aktuel er også tilbageholdenheden over for et resolut opgør med den.

Antisemitismen er en gammel, europæisk modbydelighed, men den har fået nyt liv i højreradikale miljøer, hvor jøden – igen – gøres til syndebuk for den kosmopolitiske kapitalismes skyggesider. Og den har sit helt særlige liv i muslimske miljøer, hvor solidaritet med palæstinenserne er det hykleriske påskud, selv om det arabiske jødehad er meget ældre end staten Israel.

Hvad enten man er polak eller muslim, er det en moralsk og politisk opgave at tage afstand fra antisemitismen blandt sine egne. Det er det også for os andre, ligesom det er en pligt at balancere mellem erindringen og et vågent blik på nutiden.

Det har været diskuteret, om man formindsker og relativerer Holocaust som udtryk for den ultimative, ufattelige ondskab, hvis man sammenligner med folkedrabene på Balkan, i Rwanda eller andre steder.

Diskussionen virker teoretisk. Ondskab er aldrig andet end ondskab. Omfanget af den nazistiske forbrydelse, dens ideologiske forankring og dens eftervirkninger i Europas historie gør Holocaust til noget særligt, men det ville være en mærkelig måde at mindes på, hvis man begyndte at rangdele ofrene for ondskab og gradbøje deres krav på solidaritet.

Troen på menneskelivets hellige ukrænkelighed og pligten til at beskytte den fremmede har et af sine tidligste udtryk i jødedommens ældgamle skrifter. Den tro og den pligt er en del af erindringsprojektet, både i dag og i morgen.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Når løgne og fake news bliver til det normale Lisbeth Knudsen: Når løgne og fake news bliver til det normale Næste artikel Carolina M. Maier: Regeringen må erkende, at folkeskolereformen er en fiasko Carolina M. Maier: Regeringen må erkende, at folkeskolereformen er en fiasko
Mette Frederiksen: De mindste børn kan begynde i skole og daginstitutioner næste uge

Mette Frederiksen: De mindste børn kan begynde i skole og daginstitutioner næste uge

GENÅBNING: Daginstitutioner og de mindste skoleklasser åbner formentlig på onsdag efter påske, men 9. klassernes eksaminer bliver aflyst, annoncerede statsminister Mette Frederiksen mandag aften. Virksomheder som caféer og restauranter skal fortsat holde lukket, og alle sommerfestivaler aflyses. Frederiksen afviser at have en strategi om flokimmunitet.