Mette Frederiksen indvarsler pessimismens tidsalder

Da Mette Frederiksen græd over Obama
Det var den dynamik og den tilstand, Mette Frederiksen tog op i en mærkværdig og vel også ret overset dobbeltkronik i Politiken, hun skrev i 2018. Kronik nummer to var, som den slags plejer være: Det politiske program blev lagt frem, og den kritiske kant til den daværende regering blev skærpet. Intet mærkværdigt her.

Mærkværdig var til gengæld den første kronik. For hvor hun i sin kronik nummer to lød som en klassisk politiker, der lovede at gøre alt muligt, handlede den første om umuligheden af det politiske løfte.

”Det her med at turde håbe på noget, man tror på, er bare ikke uden en vis risiko," skrev hun. "Skuffelse er den mest nærliggende. Forventninger kan briste, og når først virkeligheden møder håbet, er det sjældent så lysegrønt.”

Mette Frederiksen tog udgangspunkt i den politiker, der siden Tony Blair om nogen havde kampagneret på håb, løfter og fremskridtstro: Barack Obama. Hun fortalte om sine tårer, da han blev valgt til USA's præsident i 2008, og hvordan hendes søn ikke kunne forstå dem.

 ”Hvis man ikke kender til magtens kynisme, kan det være svært at forstå, at ens mor kan blive rørt alene over idealer og smukke værdier udtrykt i lige så smukke ord,” som hun noterede.

Men hun talte også om, hvad hun så som skuffelsen, der fulgte i Obamas kølvand.

”Obama skuffede også mange vælgere, knuste drømme og efterlod en strukturel ulighed. Og blandt andet som følge af det blev Trump præsident,” skrev hun

Det var løftepolitikkens paradoks igen – løfterne og håbet om en lys fremtid skulle give mere politisk tillid. I stedet pustede de til mistillidens flammer. Eller som hun lakonisk bemærkede: ”Politik er svært.”

Der lå også en anden logik i Mette Frederiksens analyse. Løfter forudsætter, at politikeren kan se ind i fremtiden. At de ved, hvor tingene er på vej hen, og med den viden som grundlag kan forme fremtiden.

Kunne man det engang, var den tid slut nu ifølge Mette Frederiksen.

"Og med den størst tænkelige respekt for de generationer af politikere, som vi står på skuldrene af, vil det være min påstand, at det i dag er blevet sværere at bedrive politik."

Og hvorfor? ”Det skyldes ikke mindst globaliseringen,” svarede hun. Hun noterede sig ganske vist, at samme globalisering ”bestemt også har ført meget godt med sig”. Men bagefter stillede hun læseren dette retoriske spørgsmål:

”Er det for vildt at spørge, om den største trussel mod demokratiet er en endnu ukontrollerbar globalisering og ikke som før fascisme, kommunisme eller nazisme? En verden, hvor beslutninger med væsentlig betydning for samfund og mennesker træffes af personer uden skyggen af et demokratisk mandat.”

Her taler en politiker, der ikke deler Blairs eller Foghs (eller Løkke Rasmussens eller Thorning-Schmidts) forestilling om globaliseringen som positiv udvikling, hvor resten af verden kopierer Vestens demokrati og kapitalisme med efterfølgende fred og vækst, så langt øjet rækker.

Her taler en politiker, for hvem globaliseringen først og fremmest viser sig som chok og kontroltab, hvad enten det er i form af finanskrisen i 2008 eller migrationskrisen i 2015 eller den stundende klimakrise.

Mette Frederiksen konkluderede:

”Verden er på godt og ondt blevet mindre, og det gør det sværere at skjule den smertefulde sandhed, at det ikke er folkevalgte politikere, der har den afgørende stemme længere.”

Eller med andre ord: Ingen politiker kan love noget for alvor i en global verden.  

Hvad kommer efter løftepolitikken?
Så hvis Mette Frederiksen som statsminister med sin åbningstale rent faktisk har revet sig løs fra Foghs, Blairs og Goulds skygge og står som indledningen til en ny tid, hvad kan vi så sige om den nye tid? Hvad er og hvad gør en politiker uden løftets tvivlsomme magi? Hvordan opnår han eller hun den tilstrækkelige tillid fra folk til at blive valgt?

Helt åbenlyst er det en politiker, der i stedet for at love at gøre folks hverdag mærkbart bedre først og fremmest solidariserer sig med deres følelse af, at tingene ikke er så gode, som de kunne være.

Det er en politiker, der åbent siger, at der er ret snævre grænser for, hvad hun kan forandre, at kontroltabet er kommet for at blive, og at de gode viljer derfor ikke længere er nok.

Og endelig er det er en politiker, der ved, at krisehåndtering er det, hun mest af alt kommer til at foretage sig. Hvad enten det gælder de akutte kriser eller de strukturelle kriser. Og det er en politiker, der ved, at den følelse, der næsten øjeblikkeligt melder sig i en krisetid, er nostalgien; længslen mod, hvordan det var ’før’ og ’dengang’.

Det var det, hendes sprogbillede i talen fra Folketingets åbning med jordbærboden i vejkanten med sommersolen hængende oppe på himlen, og med børnene cyklende rundt om, skulle indfange:

”Kan I genkende mit danmarksbillede? Det tror jeg. Eller også kan I huske det. Men der kan være en og anden, som tænker: Er det hele virkelig så rosenrødt? Jeg ville ønske, at jeg kunne svare JA. Men NEJ. Det kan jeg ikke. For selv om rammen om billedet holder. Så er maleriet falmet. Jordbærboden har fået videoovervågning. Og det er et paradoks, at selv om velstanden samlet set er steget. Oplever mange en større usikkerhed. Når man i dag spørger danskerne: Tror I, at jeres børn får en bedre fremtid, end den I selv har haft? Så er mange i tvivl.”

Mette Frederiksen taler til de vælgere, der i et historisk perspektiv har alt og derfor frygter at miste det hele igen. Og hun taler til de klimaangste unge, der, som den bulgarske filosof Ivan Krastev engang bemærkede, ikke som 68’erne protesterer for at få en anden verden end den, deres forældre har skabt, men omvendt protesterer for netop at få den verden, deres forældre levede i, tilbage. Eller i det mindste noget af dens tryghed og uskyld.

Jeg føler det samme som jer, er budskabet fra Mette Frederiksen. Ja, hun vil bestræbe sig på at kompensere de dele af arbejdsstyrken, der er på vej til at blive nedslidte. Ja, hun vil lægge sig i selen for, at der kommer flere pædagoger og sygeplejersker. Og ja, hun insisterer på at tage klimapolitikken alvorligt.

Men Mette Frederiksen lover ikke, at fremtiden bliver bedre. Ikke engang lige så god som fortiden. Og slet ikke som erindringen om fortiden. Faktisk er det eneste løfte, hun vil give, at hun vil bestræbe sig på, at fremtiden ikke bliver lige så slem, som vi frygter.

I sin tale fra i tirsdags gentog hun en sentens fra sin kronik fra sidste år: "Regeringen har ikke selv mandaterne til alt det, vi gerne vil."

I kronikken tilføjede hun:

"Men ved holdning og samarbejde kan vi undgå de værste tilbageskridt.”