Reddede hun euroen, eller tog hun kvælertag på Sydeuropa? Satte hun humanismen højest under flygtningekrisen, eller gav hun nationalisterne frit spil? Lod hun kineserne overtage verden? Efter septembers tyske valg forlader Angela Merkel politik. Hendes 16 år som Tysklands og Europas leder har været præget af kriser til det sidste. Måske blev fortiden bag Berlinmuren både en styrke og en svaghed for den store kansler med de små skridt.