Kommentar af 
Bertel Haarder

Tænk, hvis vi ikke havde udvidet EU, inden den russiske bjørn vågnede

Bertel Haarder fortæller i denne kommentar om det sidste topmøde under dansk formandskab i EU, hvor grundstenene til østudvidelsen i 2004 blev lagt. Og efterlader os med spørgsmålet om, hvad vi mon kunne forvente af russerne i dag, hvis det ikke var sket.

Anders Fogh havde al sin opmærksomhed rettet mod den gigantiske opgave, det var at skulle stille ti fattige lande tilfreds med optagelsesbetingelserne, skriver Bertel Haarder.
Anders Fogh havde al sin opmærksomhed rettet mod den gigantiske opgave, det var at skulle stille ti fattige lande tilfreds med optagelsesbetingelserne, skriver Bertel Haarder.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Bertel Haarder
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det skete for præcis tyve år siden. Jeg var Danmarks første europaminister og medansvarlig for EU's udvidelse med ti nye lande. Samtidig havde jeg ansvaret for omlægningen af den danske udlændingepolitik, som jeg blandt andet skulle forsvare i Europa-Parlamentet. Det travleste år i mit liv.

Højdepunktet var aftenen 13. december 2002. Alle EU's stats- og regeringsledere sad om bordet i Bella Centret. Den altid hjælpsomme Tony Blair med oprullede skjorteærmer, tyske Gerhard Schröder med sin store cigar, spanske Jose Maria Aznar med sin digtsamling, Frankrigs Jacques Chirac, der slet ikke var arrogant, men meget nærværende – og Italiens Silvio Berlusconi, der ligesom Østrig pludselig havde et nyt krav, før vi kunne afslutte aftalen om udvidelsen.

Statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, bad mig gå over til Berlusconi og prøve at få ham fra det. Jeg listede over til ham og hviskede ham i øret, at vi meget gerne ville tage hans ønske alvorligt, men ikke i aften, hvor så meget var på spil. Han storsmilede og bøjede sig straks. Så alvorligt var det åbenbart heller ikke ment.

Det var DR-journalist Mette Fugl, der ved en lejlighed spurgte Berlusconi, hvordan Fogh klarede formandskabet. Han svarede, at Fogh var den "most handsome" af alle stats- og regeringslederne, og at han ville præsentere ham for sin kone! Hvilket udløste et latterbrøl blandt de italienske journalister, der netop havde fulgt konens utroskabssag i medierne!

Fogh sluttede med ordene "et nyt Europa er født" – og så fik vi mad i cafeteriet! Det var en stjernestund

Bertel Haarder

Sandheden var, at Fogh og de dygtige embedsmænd klarede det strålende. Fogh smittede sine omgivelser med sin utrolige evne til at fokusere.

Han havde al sin opmærksomhed rettet mod den gigantiske opgave, det var at skulle stille ti fattige lande tilfreds med optagelsesbetingelserne, samtidig med at især Tyskland skulle gå med til at betale den enorme regning, der var uundgåelig, hvis mere end en million polske landmænd skulle omfattes af EU's landbrugsordninger.

Det lykkedes ved dygtig regnekunst og lidt manipulation med tallene at få både Polen og Tyskland til at acceptere et kompromis, som begge parter kunne præsentere som en sejr.

Danmarks ambassadør i EU, Poul Skytte Christoffersen, beherskede de indviklede ordninger til perfektion og fik god hjælp af unge Jeppe Tranholm Mikkelsen, der i dag leder Udenrigsministeriet. Jeppe klarede sig helt uden søvn i de højspændte dage, hvor han skulle forberede papirerne, mens vi andre sov.

Men aftenen blev lang – tiden gik, og det blev ud på de små timer. Dronningen ventede på slottet med en lækker middag og en nøje udtænkt bordplan. Hvad skulle vi gøre? Så tog Chirac ordet med støtte af Gerhard Schröder og spurgte formandskabet, om vi ikke i stedet kunne spise aftensmad ude i Cafeteriet i Bella Centret. Især Schröder ville hjem til sin nye kone.

Læs også

Sådan blev det. Den fine middag på slottet blev derefter sat til livs af de betjente og vagter, der havde passet på os! En herlig dansk udgang på det hele – Om de fik mere vin end det, der allerede var lukket op, ved jeg ikke. Men det var dem velundt. De havde gjort det strålende. De havde skånet os for de sædvanlige tumulter med barrikader, stenkast og tåregas. Politichef Kaj Vittrup aftalte efter sigende med demonstranterne, at de kunne bryde den yderste blokade, men ikke den inderste!

Punktum for det hele blev, at stats- og regeringslederne til slut samledes i Bella Centret med deres kolleger fra de nye medlemslande, der havde ventet og ventet. Og så holdt Anders Fogh sit livs tale om "Europa, der nu spredte sine vinger over dem, der havde kæmpet for deres frihed". Han sluttede med ordene "et nyt Europa er født" – og så fik vi mad i cafeteriet! Det var en stjernestund.

Tænk, hvis vi ikke havde fået udvidet EU i tide, inden den russiske bjørn vågnede?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Tony Blair

Fhv. premierminister, Storbritannien
cand.jur. (St. John's College, Oxford Uni. 1975)

Jacques Chirac

Fhv. præsident, Frankrig









0:000:00