Tænk, hvis vi ikke havde udvidet EU, inden den russiske bjørn vågnede

Det skete for præcis tyve år siden. Jeg var Danmarks første europaminister og medansvarlig for EU's udvidelse med ti nye lande. Samtidig havde jeg ansvaret for omlægningen af den danske udlændingepolitik, som jeg blandt andet skulle forsvare i Europa-Parlamentet. Det travleste år i mit liv.

Højdepunktet var aftenen 13. december 2002. Alle EU's stats- og regeringsledere sad om bordet i Bella Centret. Den altid hjælpsomme Tony Blair med oprullede skjorteærmer, tyske Gerhard Schröder med sin store cigar, spanske Jose Maria Aznar med sin digtsamling, Frankrigs Jacques Chirac, der slet ikke var arrogant, men meget nærværende – og Italiens Silvio Berlusconi, der ligesom Østrig pludselig havde et nyt krav, før vi kunne afslutte aftalen om udvidelsen.

Statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, bad mig gå over til Berlusconi og prøve at få ham fra det. Jeg listede over til ham og hviskede ham i øret, at vi meget gerne ville tage hans ønske alvorligt, men ikke i aften, hvor så meget var på spil. Han storsmilede og bøjede sig straks. Så alvorligt var det åbenbart heller ikke ment.

Det var DR-journalist Mette Fugl, der ved en lejlighed spurgte Berlusconi, hvordan Fogh klarede formandskabet. Han svarede, at Fogh var den "most handsome" af alle stats- og regeringslederne, og at han ville præsentere ham for sin kone! Hvilket udløste et latterbrøl blandt de italienske journalister, der netop havde fulgt konens utroskabssag i medierne!

Fogh sluttede med ordene "et nyt Europa er født" – og så fik vi mad i cafeteriet! Det var en stjernestund

Bertel Haarder

Sandheden var, at Fogh og de dygtige embedsmænd klarede det strålende. Fogh smittede sine omgivelser med sin utrolige evne til at fokusere.

Han havde al sin opmærksomhed rettet mod den gigantiske opgave, det var at skulle stille ti fattige lande tilfreds med optagelsesbetingelserne, samtidig med at især Tyskland skulle gå med til at betale den enorme regning, der var uundgåelig, hvis mere end en million polske landmænd skulle omfattes af EU's landbrugsordninger.

Det lykkedes ved dygtig regnekunst og lidt manipulation med tallene at få både Polen og Tyskland til at acceptere et kompromis, som begge parter kunne præsentere som en sejr.

Danmarks ambassadør i EU, Poul Skytte Christoffersen, beherskede de indviklede ordninger til perfektion og fik god hjælp af unge Jeppe Tranholm Mikkelsen, der i dag leder Udenrigsministeriet. Jeppe klarede sig helt uden søvn i de højspændte dage, hvor han skulle forberede papirerne, mens vi andre sov.

Men aftenen blev lang – tiden gik, og det blev ud på de små timer. Dronningen ventede på slottet med en lækker middag og en nøje udtænkt bordplan. Hvad skulle vi gøre? Så tog Chirac ordet med støtte af Gerhard Schröder og spurgte formandskabet, om vi ikke i stedet kunne spise aftensmad ude i Cafeteriet i Bella Centret. Især Schröder ville hjem til sin nye kone.