Tidligere ambassadør: Gensidig tillid er vigtigere end nogensinde før i Nordirland

Nordirland har i ugerne omkring påske oplevet den værste vold i gaderne i mange år, og mere end 100 politifolk er kommet til skade. 

Det er en historie om frustrationer og en voksende afstand mellem parterne i en århundredgammel konflikt som følge af udskillelsen af Nordirland fra Irland i forbindelse med Irlands selvstændighed i 1921 til 1922. 

Det skete, fordi et befolkningsflertal af protestanter i provinsen Ulster, der stammer fra England og Skotland, ønskede at bevare tilknytningen til Storbritannien af både religiøse og kulturelle grunde.

Derfor kaldes de også "unionister" eller "loyalister". Heroverfor var der et mindretal af katolikker, der ønskede at bevare tilknytningen til Irland. Disse kaldes i daglig tale "nationalister" eller "republikanere",

Det er især unionisterne i Nordirland, der nu er frustrerede, fordi deres ønske om at forblive en del af Storbritannien ikke er gengældt i London i samme omfang. De føler, at den såkaldte Nordirlandsprotokol i Brexit-aftalen truer deres position i Storbritannien. 

Det er blevet sagt, at denne aftale "tog grænsen ud af den irske konflikt," men at Storbritanniens udtræden af EU med Brexit bragte grænsen tilbage igen

Niels Pultz
Tidligere ambassadør

Den nordirske katolske politiker, John Hume, der spillede en helt afgørende rolle i fredsprocessen mellem Nordirland og Irland i 1980'erne og 1990'erne, udtalte engang, at "den virkelige deling af Irland er ikke en linje trukket på et kort, men i sindet og hjertet på dets folk.

Det er rigtigt, men opdelingen af øen i henholdsvis Nordirland og republikken Irland i 1921 var netop et britisk forsøg på at bringe overensstemmelse mellem "sind og hjerter og landkort. 

Efter 3.500 dræbte kom fredsaftale 

I maj 2021 er det 100 år siden, at det første valg til det nordirske parlament blev gennemført som led i Irlands deling. Unionisterne vandt 40 af de 52 mandater.  

Nordirland betegnes ofte også Ulster, der er en af de fire provinser på øen, men Nordirland omfatter kun seks af Ulsters ni grevskaber: De øvrige tre forblev en del af Irland, fordi den daværende britiske regering ønskede at sikre et Nordirland med protestantisk flertal. 

Blandt andet som følge af omfattende diskrimination af de nordirske katolikker fra protestanternes side opstod der i 1970'erne og 1980'erne uroligheder og guerillakonflikt med omkring 3.500 dræbte på begge sider. Paramilitære styrker fra begge sider kæmpede indbyrdes og begik overgreb på hinandens befolkningsgrupper. 

Irlands og Storbritanniens fælles medlemskab af EF/EU fra 1972 førte efter flere forsøg til indgåelse af fredsaftalen om Nordirland i 1998, den såkaldte Langfredagsaftalen.

John Hume og hans protestantiske modpart i fredsprocessen, David Trimple, modtog fortjent Nobels Fredspris i 1998 for deres indsats. 

Sat på spidsen kan man derfor sige, at et flertal i Nordirland også så EU som et fredsprojekt, mens dette ikke indgik i den konservative regerings overvejelser

Niels Pultz
Tidligere ambassadør

Med Brexit satte Storbritannien grænsen tilbage i konflikten

Langfredagsaftalen indebar, at Irland opgav sit konstitutionelle krav på Nordirland. Storbritannien anerkendte, at Nordirlands status alene var en afgørelse for befolkningen på den irske ø.

Begge politiske traditioner skulle anses for at være lige legitime, og alle, der er født i Nordirland, har retten til at identificere sig som irsk, britisk eller begge dele. Det vil sige, at man kan vælge irsk, britisk eller begge statsborgerskaber.  

Endvidere blev der i Belfast (gen)oprettet et parlament, en regering med repræsentanter for begge befolkningsgrupper og etableret samarbejdsfora med deltagelse af såvel den irske som britiske regering. 

Endelig og ikke mindst: De paramilitære grupper på begge sider accepterede at nedlægge og fjerne våbnene – og gjorde det også adskillige år og politiske kriser senere. 

Det er blevet sagt, at denne aftale "tog grænsen ud af den irske konflikt", men at Storbritanniens udtræden af EU med Brexit bragte grænsen tilbage igen. 

Den amerikanske udsending til fredsforhandlingerne, George Mitchell, udtalte efterfølgende, at han ikke anså EU for væsentlig i selve fredsforhandlingerne, men at han ikke troede, at forhandlingerne havde fundet sted, hvis EU ikke fandtes.  

Nordirland så brexit som et fredsprojekt  

Ved Brexit-afstemningen i 2016 stemte 56 procent af de nordirske vælgere for at blive i EU. Det skønnes, at cirka en tredjedel af unionisterne også stemte for.  

Sat på spidsen kan man derfor sige, at et flertal i Nordirland også så EU som et fredsprojekt, mens dette ikke indgik i den konservative regerings overvejelser. 

Mange unionister peger på, at årsagerne til uroen og protesterne er den såkaldte Nordirlandsprotokol, der er en del af Brexit-aftalen mellem Storbritannien og EU. 

I denne protokol har man forsøgt at løse cirklens kvadratur ved både at lade Nordirland få fordelene af EU's indre marked og samtidig lade Nordirland forblive i Storbritanniens toldområde.

Men i og med at Storbritannien har forladt EU's indre marked og toldunion, skal der være en grænse et sted for så vidt angår Nordirland. 

I stedet for at beskytte Langfredagsaftalen river den nordirske protokol aftalen fra hinanden

Niels Pultz
Tidligere ambassadør

Forrådt af Boris Johnson 

Lige fra begyndelsen har det været et fælles mål for forhandlingerne mellem EU og Storbritannien, at der ikke igen skulle etableres en fysisk grænse mellem Nordirland og Irland.

Dels ville det være i modstrid med Langfredagsaftalen, dels frygtede man, at det ville få volden mellem protestanter og katolikker til at blusse op igen. 

Efter folkeafstemningen sendte den nordirske regering et brev til den daværende britiske premierminister, Theresa May, med ønsket om, at forholdene i nord skulle ændres mindst muligt, samt at der skulle lægges vægt på åbne grænser, fødevareforsyning og fortsat EU-støtte med videre. 

Jonathan Powell, der var Tony Blairs stabschef under fredsforhandlingerne, skrev i en kommentar i den britiske avis, The Guardian den 11. april 2021, at det var premierminister Boris Johnson, der i forbindelse med forhandlingerne om Nordirlandsprotokollen besluttede at lægge grænsen i Det Irske Hav. 

Men han valgte også offentligt at lyve om det ved at sige, at der ikke ville blive nogen grænse, og at ingen skulle udfylde dokumenter eller formularer i forbindelse med varehandel.  

Først troede unionisterne i Nordirland på det, og Arlene Foster, lederen af det største unionist-parti DUP, udtalte, at Nordirland havde fået den bedste af begge verdener.

Men i begyndelsen af 2021, da Storbritannien havde forladt EU, begyndte sandheden at dæmre for nordirerne. Og følelsen af at være blevet forrådt af den britiske regering har bredt sig: Unionisterne i Nordirland føler langt stærkere tilknytning til Storbritannien end omvendt.  

Unionisternes bekymring bliver heller ikke mindre af, at Sinn Fein offentligt har erklæret, at partiet anser, at en folkeafstemning om Nordirlands sammenlægning med Irland burde kunne finde sted inden for en tidsramme på fem år

Niels Pultz
Tidligere ambassadør

Frustrationerne har som nævnt ført til bål i gaden, afbrænding af biler og angreb på politifolk af unge mennesker helt ned til 10 til 12 år. 

Og mange spørger: Hvem står bag dem? De er jo født længe efter urolighederne i 1970'erne og 1980'erne. I medierne spekuleres på, at repræsentanter for de paramilitære grupper organiserer optøjerne via de sociale medier. 

Tvangsægteskab uden gensidig forståelse

Det hører også med i billedet, at den offentlige anklager i Nordirland for et par uger siden besluttede ikke at rejse anklage mod ledere og medlemmer af det førende nationalistparti, Sinn Fein, der i juni sidste år brød coronarestriktionerne ved at møde talstærkt op til en begravelse af et tidligere fremtrædende medlem af den nationalistiske terrororganisation, IRA. 

Det fik Arlene Foster til offentligt at opfordre den nordirske politichef til at træde tilbage, hvilket han har nægtet. Nordirland var uden lokalregering i perioderne 2002 til 2007 og igen fra 2017 til januar 2020 som følge af manglende tillid mellem lederne af de to største partier, DUP og Sinn Fein.  

Efter stort pres fra regeringerne i London og Dublin blev der i januar 2020 igen dannet en lokalregering i Belfast med Arlene Foster som førsteminister og lederen af Sinn Fein, Michelle O'Neill, som regeringens nummer to. Men det er et tvangsægteskab, og der er ikke megen gensidig forståelse eller tillid de to parter imellem. 

Den nordirske protokol river Langfredagsaftalen itu 

Det ansete britiske tidsskrift, The Economist, skrev i sidste uge, at DUP i 2017 til 2019 havde mulighed for at få en afgørende indflydelse på Brexit-forhandlingerne, men valgte at afvise tidligere premierminister Theresa Mays "bløde" Brexit, som helt ville have undgået en ny grænse.

I stedet valgte partiet at støtte Boris Johnsons hårde Brexit, og da han efter parlamentsvalget i december 2019 ikke længere havde behov for DUP's mandater i Underhuset, valgte han at lægge grænsen i Det Irske Hav.

David Trimple har i den irske avis The Irish Times i februar i år givet udtryk for unionisternes frustration over situationen efter Brexit. I stedet for at beskytte Langfredagsaftalen river den nordirske protokol aftalen fra hinanden, mener han.  

Den forandrer nemlig på afgørende vis det konstitutionelle forhold mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Mange af de love og reguleringer, der vedrører økonomi, miljø, landbrug, arbejdstagerrettigheder, bygningsstandarder, vil ikke længere blive vedtaget i Westminster eller lokalparlamentet i Belfast, men i Bruxelles.  

Protokollen ignorerer det helt fundamentale princip i Langfredagsaftalen om, at Nordirland forbliver fuldt og helt i Storbritannien, indtil et flertal af dets befolkning ved folkeafstemning beslutter det modsatte.

Den nuværende irske regering ønsker ikke en hurtig afstemning om Nordirland. Derfor taler den i sit regeringsprogram om "a shared island," altså en ø i fællesskab. Om det så fører til sammenlægning en gang i fremtiden, må tiden vise

Niels Pultz
Tidligere ambassadør

Retfærdigvis skal det siges, at David Trimple ikke er medlem af DUP og derfor ikke kan bebrejdes partiets politik efter Brexit-afstemningen i 2016. 

Han forventer derfor, at regeringerne i London og Dublin, der har underskrevet Langfredagsaftalen, lever op til dette løfte.

David Trimple ønsker heller ikke genoprettelse af grænsen mellem Nordirland og Irland, men mener, at der kan findes en løsning, der både forener Nordirlands deltagelse i EU's indre marked og samtidig sikrer Storbritannien's institutionelle og økonomiske integritet. 

Sinn Feins magt og indflydelse vokser  

De åbenlyse problemer med varehandelen siden 1. januar i år mellem Nordirland og det øvrige Storbritannien har som nævnt medført mangel på visse varer, skadet den traditionelle samhandel og givet store frustrationer. 

EU og Storbritannien er i øjeblikket ved at se på, om man kan lempe og lette visse formaliteter i handlen mellem EU og Nordirland og dermed gøre den del lettere. Det kan man formentlig godt nå til enighed om, men det ændrer jo ikke på unionisternes frustration og følelse af svigt.

I sin artikel i The Guardian peger Jonathan Powell på, at den britiske regering bør være langt mere aktiv i forhold til unionisterne, der i mange tilfælde ikke har fået del i fredsdividenden. Han nævner blandt andet, at de dele af Belfast, hvor unionisterne bor, har det laveste uddannelsesniveau i hele Europa. 

Unionisternes bekymring bliver heller ikke mindre af, at Sinn Fein offentligt har erklæret, at partiet anser, at en folkeafstemning om Nordirlands sammenlægning med Irland burde kunne finde sted inden for en tidsramme på fem år. 

Bekymringen styrkes af, at Sinn Fein, der i mange år kun har spillet en rolle i Nordirland, ved det seneste valg sidste år blev det næststørste parti i det irske parlament. 

Næste år skal der efter planen være valg til det nordirske parlament, og hvad nu, hvis Sinn Fein bliver det største parti i nord? 

Behovet for en ø i fællesskab 

Den nuværende irske regering ønsker ikke en hurtig afstemning om Nordirland.

Derfor taler den i sit regeringsprogram om "a shared island", altså en ø i fællesskab, hvor samarbejdet udbygges på alle mulige områder for herved at mindske spændinger og øge den gensidige forståelse. Om det så fører til sammenlægning en gang i fremtiden, må tiden vise.
 
Alistair Campbell, der var Tony Blairs kommunikationschef, udgav i 2013 sine dagsbogsoptegnelser om forhandlingerne om Langfredagsaftalen, som han var direkte involveret i.

Såvel Tony Blair som den daværende irske regeringschef Bertie Ahern har i deres forord peget på, at gensidig tillid og forståelse for hinandens synspunkter er afgørende for, at man kan overvinde fortidens vanskeligheder og bygge en ny fremtid. 

Det er der behov for mere end nogensinde i Nordirland.