Sigge Winther: Tony Blair kan give Mette Frederiksen nøglerne til Statsministeriet for tredje gang

Konfrontation frem for kæleri

Blairs rådgivere valgte altså at sende ham ud i det vrede vælgerhav. I stedet for at gemme Blair væk i kontrollerede og venlige omgivelser. Den såkaldte “masochisme-strategi” stod på tre ben:

1. Opsøge modstand: Blair stillede op i fjendtlige tv-programmer, deltog i aggressive debatter og mødte vrede vælgere ansigt til ansigt. Idéen var at lade vælgerne og medierne “slå løs” på ham. Han skulle stå der og tage imod skideballerne. Uden at flygte.
2. Lette trykket: Psykologien bag var, at vælgerne havde brug for at komme af med deres vrede, før de kunne overveje at stemme på ham igen. Ved at lade dem rase ud, håbede man at neutralisere den værste modstand, så de kunne kigge på oppositionen og sige, at de nok heller ikke var meget bedre. 
3. Turde at spørge om råd: Og endelig, når vreden havde lagt sig lidt så at være mere nysgerrig. Blair ville ikke bare sige, “jeg ved bedst”, men invitere fonde og civilsamfund ind, når det kom til at stå i spidsen for månelandingsprojekter, der kunne nedkæmpe de komplekse problemer i samfundet, som betød allermest for vælgerne.

Strategien udartede sig til flere pinsomme optrin forud for valget. Men smerten var netop kernen i strategien (som man kan læse mere om her).

Det skulle gøre ondt, før at det kunne blive godt igen.

Her er tre nedslag: 

Alene i TV med utilfredse kvinder: Ud på alle platforme

Et af de mest berømte eksempler var Blairs deltagelse i programmet Tonight with Trevor McDonald. Normalt ville en presset statsminister vælge et format med en venlig vært eller et blandet publikum. Her valgte man bevidst et publikum bestående udelukkende af kvinder – den vælgergruppe, der var mest rasende over krigen og følte sig svigtet af “familiefaderen” Blair.

Blair stod midt i lokalet uden podium og lod kvinderne grille ham om Irak, løgne og tillid. En kvinde spurgte ham direkte, om han kunne sove om natten, når han vidste, at han havde sendt andres sønner i døden.

Blair forsvarede sig ikke aggressivt, men lyttede og udviste empati uden at undskylde sin beslutning. Det viste, at han “tog straffen”. Det blev et ikonisk billede i valgkampen, der skabte katarsis hos flere vælgergrupper.

Kan Frederiksen gøre det samme? Ja, men det kræver, at hun tør indgå i flere kritiske konfrontationer. Hendes kattemilde selvkuraterede videoer på Instagram og TikTok kan langtfra stå alene. Hun skal opsøge flere ærlige konflikter i alle typer medier.

Opsøg vreden: Kør bussen hen til Arne

Tidligere kampagner var berygtede for kun at lade Blair møde håndplukkede partimedlemmer, der viftede med flag. Men nu opsøgte han også forsamlingshuse og gadestrøg, hvor han ville møde protester og skeptiske spørgsmål. Det skulle vise, at han ikke var bange for folket.

Kan Frederiksen designe en valgkamp, som tør møde kritiske stemmer? Hvor hun finder de “rigtige kritikere” på busturen rundt i landet og for eksempel tager den respektfulde konfrontation med Arne, der fik sin pension, men nu truer med at svigte sit parti.

Vi er bare uenige: Skab respekt for Ukraine-beslutning

I valgkampen blev det klart, at Blair ændrede attitude, når han debatterede. Tidligere forsøgte Blair at overbevise alle om, at de faktisk var enige med ham. I 2005 opgav Blair dog at skabe konsensus og anerkendte i stedet andres synspunkter, mens han forsvarede sit eget parafraseret til: Jeg ved, at mange af jer er uenige i min beslutning om Irak. Jeg respekterer jeres vrede. Men jeg traf den beslutning, jeg mente var rigtig for landet.

Nu bad Blair ikke længere om at blive elsket eller om tilgivelse. Han bad om respekt for, at en leder skal træffe upopulære beslutninger.

Kan Frederiksen gøre det samme? Ja, formentlig. Det handler ikke om at sige, at enten er I med mig eller mod mig, når det kommer til Ukraine eller Store Bededag. Men snarere om at skabe respekt for Frederiksen som en chef, der tør træffe beslutninger.

Velfærdens kampkraft

Labour-kampagnen i 2005 virkede. Selvom Labour mistede mange mandater, lykkedes det Blair at sikre en historisk tredje valgperiode. Han fik overbevist nok tvivlere om, at alternativet – Michael Howards konservative parti – var værre. Og at Blair var den mest kompetente statsministerkandidat.

Kan det samme ske for Frederiksen? Måske. Det skal dog bemærkes, at sociale mediers mikro-målgruppe-kommunikation har ændret kampagner fundamentalt siden Blairs tredje genvalg.

Alligevel mener jeg, at der er gods at hente i Blairs kampagne, især hvis du vil være et folkeparti – ligesom Socialdemokratiet – så kan det langtfra stå alene at udkomme på egne SoMe-kanaler. Så må du insistere på at sætte et aftryk – funktionelt og følelsesmæssigt – der går på tværs af platforme, og som tager livtag med de store samfundsproblemer, der har klangbund i mange vælgersegmenter.

Frederiksen har altid insisteret på at fokusere på det, som virkelig tæller, også når det var nemmere at lade være. Nu skal hun vise, at løsninger ikke kun kommer gennem beslutningskraft.

Sigge Winther

Frederiksen har altid insisteret på at fokusere på det, som virkelig tæller, også når det var nemmere at lade være. Nu skal hun vise, at løsninger ikke kun kommer gennem beslutningskraft – men også ved at turde stille spørgsmål og samle folk om store månelandingsprojekter, der er konkrete, ambitiøse og aspiratoriske. Kort sagt: Skab billeder på et fremtidens Danmark. 

Lige nu florerer imidlertid ideen om en S-strategi, der skal spille til uafgjort på udlændingepolitik og flække et pensionsforslag sammen i de døende timer.

De flytbare vælgere har dog brug for mere end det, hvis S skal hente ti procentpoint i målingerne på ti måneder. Det kunne være et slag for velfærdens kampkraft i stedet for kun den militære kampkraft. 

Rebranding: Fra magt-Mette til månelandings-Mette

Eksempelvis satsede Blair i 2005 især på at udvikle velfærden med håndgribelige tiltag – fra sygehuse til uddannelser. Han var interesseret i at formulere et indenrigspolitisk projekt, der var lige så fængende for ham, som udenrigspolitikken havde været.

En form for månelandingsprojekt, der kunne samle kræfterne på tværs af Storbritannien – fra virksomheder og civilsamfund. Det skulle inspirere til kollektiv handling og gøre ham uundgåelig i fremtiden.

Hvis Frederiksen i 2026 skal indtage samme rolle, bør hun stille sig i spidsen for en reel konfrontation med samfundets komplekse, genstridige og vilde problemer – problemer, som er umulige at løse egenhændigt fra Statsministeriet gennem politisk handlekraft.

Ud over fremtidens velfærd er oplagte temaer indvandring, klima, ulighed og de tusindvis af unge, der aldrig får en uddannelse eller et arbejde. Problemer, der kan håndteres – men kun hvis politikerne tør stirre kompleksiteten i øjnene og inspirere til nye måder, der tager fat om problemernes rod. Det kan ske gennem månelandingsprojekter, der er så store, at de kræver samarbejde på tværs af samfundet.

Under Frederiksens corona-lederskab (i den sene del af krisen), så vi faktisk ansatser til dette, når fonde og virksomheder spillede sammen med staten. Eller tænk måske også på grøn trepart, klimalov og (selv)udnævnelsen til børnenes statsminister. 

Hvis dét lykkes, så kommer Frederiksen i kategori med Schlüter (K) og Fogh (V), der vandt tre gange i streg. Teknisk set også Anker Jørgensen (S), selvom hans hattrick mudres af en masse valg oven i hinanden i 1970’erne.

Til gengæld kræver det fire sejre i træk at nå Stauning (S). Det lyder dog alt for masochistisk på dette tidspunkt at tænke på fire i rap.