Anmeldelse: Velplaceret indspark i fortællingen om historiens store politiske ledere

ANMELDELSE: Cambridge-professor David Runciman foretager med Where Power Stops en original 180-gradersvending af de historier, vi fortæller hinanden om politisk magt. Men omfanget af hans ambitioner kan ikke forløses på 208 sider, skriver debatredaktør Simon Friis Date. 

Altingets vurdering: 4/6

Det er en mildest talt skuffende oplevelse at få David Runcimans Where Power Stops i hænderne. Foruden det tvivlsomme grafiske arbejde, forlaget Profile Books har leveret på forsiden, er bagsiden plastret til med ros af professorens bog – altså den fra sidste år.  

Og om end How Democracy Ends ikke var uden sine højdepunkter, synes jeg, at diagnosen, vinklen og ikke mindst titlen var nogle af de ærgerlige årsager til, at bogen trods enorme salgstal druknede i 2018’s kilometerdybe hav af demokratisk undergangslitteratur.

At sidde med den grafisk utiltalende efterfølger i hænderne og konkludere, at der ikke står et eneste ord om den bog, man skal til at læse i, giver indtrykket af en lidt lovligt veltilfreds Cambridge-professor med en bestseller i bagagen og et sommerhus at finansiere. Heldigvis stopper skuffelserne, så snart man faktisk åbner Where Power Stops og begynder at læse i den. 

Alt det, vi misforstår om politiske ledere og deres magt 
Hvor Runciman sidste år faldt i et med den leverpostejsfarvede mængde af offentlige intellektuelle, der ville give sin forkromede tilstandsrapport på det globale demokrati, har han med Where Power Stops fundet en velvalgt og underbelyst niche i fortællingen om historiens store politiske ledere og alt det, vi misforstår ved dem og deres magt. Bedømt på sin grundlæggende idé og præmis er Where Power Stops en temmelig original udgivelse. 

Bogen tager udgangspunkt i den amerikanske forfatter Robert Caros hæderkronede Lyndon Johnson-biografier, som indtil videre tæller fire udgivelser og over 3000 siders detaljeret gennemgang af præsidentens liv. Bøgerne er voldsomt populære blandt nulevende og tidligere politiske ledere, fordi de ifølge Runciman beskriver idealernes politik, og hvad magten gør ved folk. Johnson var en sydstats-racist, en skidt karl, og hvad Runciman beskriver som en både skruppelløs, opportunistisk, ondskabsfuld, grisk, sentimental og ”mere eller mindre monstrøs” person.  

Alligevel blev han husket for indførelsen af flere borgerretighedslove og sociale reformer, der afstedkom betydelige fremskridt for den amerikanske minoritetsbefolkning. Særligt berømt er The Civil Right’s Act fra 1964. Ifølge Runciman skyldes dette en udpræget misforståelse af, at magten har det med at vise folks sande ansigt; et nærmest bibelsk tema om ansvarets tunge åg og dens lutrende effekt på ellers beregnende magtmennesker. Det er denne fortælling, Runciman opponerer mod. 

Vi ved hvem politikerne er 
Han deler Barack Obama, John Edwards, Gordon Brown og mange andre politiske skikkelsers begejstring for gode politiske biografier som Caros om Johnson. Men han gør det af de modsatte grunde. Pointen er, at selv om Caro egentlig bare beskriver Johnsons liv, blotlægger han samtlige amerikanske institutioner, manden kommer i berøring med. ”Når vi forstår personens karakter, kan vi følge med denne karakter ind bag gardinet og finde ud af, hvad der egentlig er derinde,” som Runciman skriver. 

Vi lærte ikke noget nyt om Johnson, da han blev præsident i USA, ligesom vi intet nyt lærte om Tony Blair, Donald Trump eller Boris Johnson, da de blev statsledere. Vi ved, hvem politikerne er. Det kan man se ved at følge deres karrierer, læse historien om dem og se hvordan de har opført sig i løbet af livet. Når man følger disse mennesker til magtens tinder, finder man ikke nogen dyb sandhed om viljen til at lede. Man finder ud af, hvad magten indebærer, og hvad denne slags person kan gøre ved magten. Det, vi altid har set, er det, vi kan forvente at få. De læsere, der sætter personlige krydser i stemmeboksen må føle sig særligt motiverede ud fra denne præmis. 

Den populistiske tidsalders emblemer 
Bogen er bygget op i kapitler, opkaldt efter otte af tidens vigtigste britiske premierministre og amerikanske præsidenter. Alle kapitler, foruden bogens første, er udgivet som anmelder-essays i London Review of Books, hvor han altså reflekterer over magten og den person, der besidder den. Runciman gennemgår vigtige nedslagspunkter, afgørende øjeblikke, sjove anekdoter samt fejlopfattelser. I hvert kapitel forsøger han at udtrække essensen af det menneske, som besad enten Storbritanniens eller USA’s højeste embede på et særligt tidspunkt. Fra Lyndon til Boris Johnson, via Thatcher, Clinton, Blair, Gordon Brown, John Edwards (et i øvrigt helt vildt kapitel om en for mig glemt historie om manden, der næsten blev præsident i USA), Barack Obama, Theresa May og Donald Trump. 

Når netop Storbritannien og USA’s politiske ledere er udvalgt, handler det om det grundlæggende fællestræk ved de to landes valgsystemer. Når man har et the winner-takes-all-system, som Runciman skriver, er vælgerne konfronteret med det direkte valg mellem status quo og chancen for noget nyt. I både USA og Storbitannien har man foretrukket at ”tage chancen med risikoen for at få kaos over kontinuitet med risiko for, at intet ændrer sig”. Brexit og Trump er ikke fortællingen om to lande med særligt vrede befolkninger, men to lande hvis valgsystemer gør dem til ”den populistiske tidsalders emblemer”.  

Den pæne podcast-professors frådende magtkritik 
I bogen er Runcimans essays forsøgt samlet i en rammefortælling, og den mission kan man med god ret spørge, om han er kommet helt i mål med. Where Power Stops er relativt kort, når man tager dens ambition i betragtning. Men så længe han holder sig til den originale vinkel, hvor han går i rette med myten om den store leder, er det sparsomme kildevalg mindre problematisk. Kritikken af de historier, vi fortæller hinanden om politiske ledere, er som Runciman skriver bemærkelsesværdigt ens på tværs af de meget forskellige biografiske udgivelser, han bruger som kildemateriale. Ud af både Woodwards Fear og Caros murstensværk kommer en fortælling om personens betydning. Men når Runciman samtidig vil gå ind i kritikken af de enkelte statslederes personligheder, politiske motiver og kritiske fejltagelser, er et par enkelte biografier per statsledernæse ikke nok.  

Heller ikke selv om den pæne podcast-professors frådende kritik af den liberale centrum-position som repræsenteret af Blair og Clinton, er dejligt bramfri. Blair og Clinton bør dog ikke bebrejdes for, at Corbyn og Sanders er blevet så populære hos Demokrater og Labour-vælgere, synes han, fordi partier skal have lov til at udvikle sig. Den sande skandale ville være, hvis deres opførsel har været med til at få Trump valgt. ”Og det gjorde de,” som professoren med tung alvor konkluderer i kapitel otte. Den er gal med Trump, men den er dæleme også gal med Blair og Clinton.  

Dykker ikke langt nok ned i kaninhullet 
Kritikken er særligt appellerende set i lyset af den verserende sag om Trumps angivelige økonomiske pression af den ukrainske præsident for at anspore ham til at efterforske Joe Biden og hans søns aktiviteter i Ukraine. Blandt andet fik Bidens søn, Hunter Biden, 50.000 dollars for at sidde i bestyrelsen i det ukrainske gasselskab Burisma på nogenlunde samme tidspunkt, som præsident Obama overdrog ansvaret for Ukraine til netop Joe Biden.

Denne ansættelse, den sag, og de mere eller mindre dubiøse lobbyist-indsatser og lukkede advokatundersøgelser, der er forbundet til dem, er præcis de, der får borgere i lande som USA og Storbritannien til at foretrække ethvert alternativ til det etablerede. Er Trump skyldig i magtmisbrug, vil det måske forarge en i forvejen utilfreds amerikansk befolkning. Men fordi de er så vant til ideen om korrupte og uærlige politikere som Clinton, der uden at blinke vil modtage donationer fra diverse despotiske regimer til familie-fonden, eller Blair, der vil sende utallige soldater i krig baseret på en løgn, som tilfældet var med Irak, vil de ikke være overraskede. Og det er i virkeligheden deprimerende. 

Set i dette aktuelle lys har Runciman en ganske akut pointe. Han dykker bare ikke dybt nok ned i kaninhullet til for alvor at følge den til dørs, hvilket nok også er umuligt at nå på bogens beskedne 208 sider. Hvor bidende og skarpt det end er, når Runciman spidder Blair, er Tom Bowers voldsomt omdiskuterede og kritiserede Blair-biografi måske ikke den mest repræsentative stikprøve, og selvom den suppleres af bestseller-selvbiografien A Journey og Peter Mandelsons The Third Man, har man brug for mere materiale til at fælde den endelige dom over New Labours frontmand.  

Man får i tilfældet Blair mere fornemmelsen af, at Runciman ikke kan styre sin indignation, og det udstiller desværre en manglende bund i magtkritikken. Den lidt ufine behandling bliver kun tydeligere, når den kontrasteres med Theresa May, der fremstår som en ren helgen. ”The expenses saint”, som han kalder kvinden, der kom fra svære kår, men hvis adfærd ifølge Runciman tydeligt illustrerer, at hun ikke er i politik for sin egen skyld. Denne påstand hænger imidlertid dårligt sammen med, at han tidligere har skrevet om, hvordan hun som ung var besat af tanken om at blive den første britiske kvindelige premierminister (hvorfor Thatchers valgsejr i 1979 i øvrigt var hjerteknusende for May). Det bliver for selektivt. 

Interessant tilgang til det politiske portræt 
Tager man bogen for, hvad den er, en perlerække af sammensatte essays om politiske ledere og magt, er der stor underholdning i at følge, hvordan Runciman viser nye, polemiske, underspillet spidsfindige og lejlighedsvist sarkastiske sider af sig selv, når han præsenterer fundene fra de politiske arkiver. Det ville dog være voldsomt interessant at følge en kapacitet som Runciman hele vejen ned ad den sti, han begynder at rydde, når han hudfletter Blair og Clinton som symbolerne på det degenererede demokrati. Det er sjovt, når han skriver, at Blair er en af få mennesker, der kan forene Storbritanniens venstre- og højrefløj i fælles afsky, men det er ikke noget, der for alvor rykker noget. 

Om end behæftet med sine metodiske problemer, giver Runcimans tilgang til det politiske portræt mange nye og interessante indsigter. For eksempel om den fundamentale forskellighed og akavede dynamik mellem Thatcher og Reagan, der ellers ofte beskrives som to alen af samme stykke. Eller om Blairs livslange og vitale venskab med en australsk præst ved navn Peter Thomson, der åbnede hans øjne for betydningen af religion, og hvordan ”den eneste måde at se politik på er ved at se på menneskeheden gennem religion”. Og hvordan disse erkendelser var afgørende i dannelsen af ”Blair, the neocon,” der hellere ville læse Koranen end opdaterede policy-papirer om situationen i Irak. 

Where Power Stops er en dragende og overraskende ubesværet 180-gradersvending af de historier, vi fortæller hinanden om politisk magt. Helt kort kan man sige, at Runciman har fået en original idé, som han slipper for let omkring. Er denne udgivelse en forsmag til Runcimans storværk om, hvordan Vestens store ledere i de 20. og 21. århundrede har løjet og bedraget os direkte ind i den populistiske tidsalder, vil jeg acceptere, hvor sparsomt han dokumenterer disse insinuationer. Som et kamin-intellektuelt studie i politisk magt er Where Powers Stops dog særdeles godt selskab. Jeg har lyst til at give den fem A’er, for jeg nød den virkelig, men bogen har ikke integritet til mere end fire. 

David Runciman, Where Power Stops, 256 sider, Profile Books.

Forrige artikel Boganmeldelse: Velskrevet, men flygtig kradsen i overfladen på den digitale verdens dårligdomme Boganmeldelse: Velskrevet, men flygtig kradsen i overfladen på den digitale verdens dårligdomme Næste artikel Merete Riisager anmelder: Vi skal have flere som Ritt Merete Riisager anmelder: Vi skal have flere som Ritt
Tidligere formand kritiserer radionævn: Et gummistempel i 24syv-sag

Tidligere formand kritiserer radionævn: Et gummistempel i 24syv-sag

UDBUD: Radio- og tv-nævnet brugte for kort tid på det omstridte udbud om en ny radiokanal og lod dermed i praksis embedsmænd afgøre det, mener eks-formand for nævnet. Den nuværende formand afviser. Til gengæld er det helt normalt, at embedsværket kommer med indstillingen ved udbud, fastslår eksperter.