Socialpædagogerne: Godt med en klar udmelding fra finansministeren

Dokumentation
Socialpædagogerne: Godt med en klar udmelding fra finansministeren Landets 98 kommuner kan se frem til en økonomisk virkelighed drevet af, hvad finansministeren kalder ”i bedste fald nulvækst”. Til gengæld har han understreget, at kommunerne ikke må lade økonomien stå over loven. ”Det er vi godt tilfredse med,” siger Socialpædagogerne. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i dag i åbent samråd gentaget sit krav om nulvækst i kommunerne. Et budskab han første gang præsenterede kommunerne for på KL’s økonomitopmøde i begyndelsen af januar. Udmeldingen vækker bekymring hos Socialpædagogerne, hvor formand Kirsten Nissen til gengæld glæder sig over, at finansministeren gav en præcisering, som hans kollega, social- og indenrigsminister Karen Ellemann, har haft svært ved at give: ”Vi er tilfredse med, at ministeren på det åbne samråd gav en tydelig præcisering af, at kommunerne skal holde landets love. Loven står derfor over økonomihensyn, når kommunerne på blandt andet det særlige sociale område skal yde service over for borgerne. Det har socialministeren ved flere lejligheder haft svært ved at svare entydigt på, så det har vi noteret os med tilfredshed. Nu håber jeg bare, at kommunerne også hører efter,” siger Kirsten Nissen og tilføjer: ”I øvrigt giver det jo slet ikke mening at tale om nulvækst i den kommunale økonomi. Hvad så, hvis der fødes flere børn med handicap. Hvad så hvis der er flere børn, der skal fjernes fra hjemmet. Vi har allerede set grelle eksempler på, hvad det kan få af konsekvenser, når kommuner bliver nødt til at lade økonomien råde. Det så jeg gerne erstattet af faglighed og ansvarlighed i forhold til det ansvar og den opgave, kommunerne er sat til at varetage.”  Eva Åkerman [email protected]

0:000:00