SIND: Finansloven skal finansiere psykiatrien

Af Knud Kristensen
Landsformand for Landsforeningen SIND

I de senere år har flere og flere givet udtryk for, at finansieringen af psykiatrien skal flyttes fra satspuljen til finansloven.

Finansiering via finanslovens driftskonti
Lad mig starte med at korrigere en misforståelse. Psykiatrien ér allerede på finansloven: For det første er satspuljen også en del af finansloven. For det andet er det kun en mindre del af driften af psykiatrien, der er finansieret via satspuljen.

Kravet burde derfor mere korrekt være: Driften af psykiatrien skal ikke finansieres via satspuljen, men via finanslovens almindelige driftskonti.

Problemet er, at en større og større andel af den sundhedsmæssige del af behandlingen af psykisk sygdom finansieres via satspuljen. I 2003 var der afsat 185 mio. kr. til det psykiatriske sundhedsvæsen på satspuljen. I 2009 var dette tal steget til 430 mio. kr. I 2003 udgjorde satspuljebevillingerne 3 procent af de samlede udgifter til det psykiatriske sundhedsvæsen. I 2009 var andelen fordoblet til 6 procent.

Det psykiatriske sundhedsvæsen har i mange år fået tilført færre midler end resten af sundhedsvæsenet. I perioden 2001-2009 steg antallet af patienter i behandling i psykiatrien med 32 procent. Bevillingerne steg i samme periode med 12 procent. I den somatiske del af sundhedsvæsenet steg bevillingerne i samme periode med 39 procent.

Hovedproblemet for psykisk syge er naturligvis, at bevillingerne ikke følger med stigningen i antallet af patienter. Det er også et problem, at en større og større andel af pengene kommer fra satspuljen

Knud Kristensen
Landsformand for Landsforeningen SIND

Bevilling følger ikke øget antal patienter
Sammenlignet med det øvrige sundhedsvæsen udsultes psykiatrien. Samtidig kommer altså en større og større andel af pengene fra satspuljen. Det er en utilfredsstillende forskelsbehandling.

Hovedproblemet for psykisk syge er naturligvis, at bevillingerne ikke følger med stigningen i antallet af patienter. Det er også et problem, at en større og større andel af pengene kommer fra satspuljen.

For det første er det værd at hæfte sig ved, at pengene i satspuljen stammer fra en teknisk reduktion af overførselsindkomsterne (en særskat på overførselsindkomster, kan man kalde puljen). Når forbedringer for psykisk sårbare finansieres via satspuljen, kan man med en vis ret hævde, at man fodrer hunden med dens egen hale.

Kunne man forestille sig, at forbedringer i behandlingen af lungekræft skulle finansieres via tobaksafgifterne, eller at forbedringer af behandlingen af diabetes skulle finansieres via sukkerafgiften? Nej vel?

For psykisk syge opleves den stigende grad af satspuljefinansiering som en urimelig forskelsbehandling.

For det andet udgør finansiering via satspuljen en usikker finansieringskilde. I en periode, hvor der - som nu - er en lav stigning i lønudviklingen, kommer der ikke nye penge i satspuljen. Dermed bliver der mindre plads til fortsatte forbedringer. Også dette opleves som en urimelig forskelsbehandling.

For det tredje er satspuljebevillinger som udgangspunkt midlertidige (oftest tre-fireårige). Det betyder, at fornuftige tiltag risikerer at blive indstillet efter udløbet af den tre- til fireårige periode - blot fordi satspuljebevillingen ophører. Også dette opleves som en urimelig forskelsbehandling.
Flere og flere satspuljebevillinger gøres permanente. Det er et skridt i den rigtige retning, men det betyder omvendt, at der i de perioder, hvor satspuljen ikke vokser, bliver endnu færre nye penge at dele ud af.

For det fjerde opleves bevillingerne via satspuljen som værende tilfældige udslag af, hvad de politikere, der forhandler satspuljen på plads, er optaget af pt. Hvor de, der får penge, jubler, oplever de, der ingen får, stor skuffelse.

De, der er afhængige af satspuljebevillinger, oplever, at de ofte må bruge mange ressourcer på at påvirke de politiske beslutningstagere til at fremme bestemte formål. Ressourcer, der kunne have været anvendt til at behandle patienter i stedet.

Et rimeligt krav er, at driften af det psykiatriske sundhedsvæsen ikke fremover finansieres via satspuljen, men over de almindelige driftskonti på finansloven. Satspuljens midler bør (som det oprindeligt var meningen) anvendes til udviklingsprojekter og lignende, der ikke er en del af den daglige drift.