Debat

Reformen truer unge kvinders ret til barselsorlov

DEBAT: Kvinder har ret til fravær under barsel, men den lave uddannelseshjælp presser unge til at opgive eller forkorte barselsorloven, skriver Dennis Kristensen, formand for FOA.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den danske velfærdsmodel skal bruges til det, den er skabt til: At sikre lige adgang for alle, lige muligheder for alle og et fælles sikkerhedsnet, der er der for de af os, som får brug for den hjælpende hånd.

Dennis Kristensen
Formand for FOA

Af Dennis Kristensen
Formand for FOA

Den danske universelle velfærdsmodel står nu igen for skud, når det gælder retten til at afholde en tryg barselsorlov. Kontanthjælpsreformen, som især rammer unge under 30 år økonomisk, udfordrer nu i særlig grad unge kvinder, som holder barselsorlov.

Fra 1. januar 2014 skal unge kvinder, der holder barsel under orloven, leve af uddannelseshjælp, der svarer til SU, selv om orloven forhindrer dem i at påbegynde en uddannelse eller påtage sig et arbejde.
 
FOA stiller spørgsmål ved ligestillingsperspektivet.

Barsellovens formålsparagraf er at sikre forældre ret til fravær i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption. Ret til fravær efter barsellovens § 2 gælder alle forældre – altså også forældre på offentlig forsørgelse – både uddannelseshjælp og kontanthjælp. En mor har ret til orlov fire uger før fødsel og 48 uger efter fødslen. Orloven kan deles mellem forældrene.
 
Lav ydelse presser kvinder på barsel
Med den nye kontanthjælpsreform udfordres forældre økonomisk, hvis den forælder, der holder orlov, kun er berettiget til uddannelseshjælp. Da det stadigvæk er kvinder, der oftest holder barselsorlov, vil kontanthjælpsreformen især ramme unge kvinder under 30 år.
 
Et ungt menneske under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, er ikke berettiget til kontanthjælp, men kan søge uddannelseshjælp.
 
Kommunen skal vurdere, om den unge er i stand til at påbegynde en uddannelse inden for et år. I så fald vil den unge være uddannelsesparat og berettiget til uddannelseshjælp svarende til SU, altså 5.857 kroner om måneden.

Hvis den unge for eksempel af sociale eller helbredsmæssige årsager ikke er uddannelsesparat, vil pågældende være aktivitetsparat, og uddannelseshjælpen vil udgøre 14.203 kroner om måneden. Læg mærke til denne væsentlige forskel i ydelse.
 
Kontanthjælpsreformens formål med at give unge en økonomisk ydelse på SU-niveau er at motivere de unge til at påbegynde en uddannelse. Det skal ikke være økonomisk fordelagtigt at få offentlig ydelse, når unge er i stand til at påbegynde en uddannelse.
 
Problemet er, at unge, der holder barselsorlov, også bliver betragtet som uddannelsesparate – vel at mærke selv om de holder orlov og ikke er i stand til hverken at følge en uddannelse eller passe et arbejde.
 
Et typisk medlem af FOA kunne risikere at falde i dette hul i lovgivningen. Et konstrueret eksempel kunne lyde sådan:
 
Sarah er 23 år og fødte lige før jul en dejlig datter. Sarah modtog i 2013 kontanthjælp med 10.500 kroner om måneden før skat som følge af arbejdsløshed. Sarah bor sammen med barnets far, Peter. De skal giftes til sommer.

Peter er pædagogmedhjælper 30 timer om ugen med en løn på 17.545 kroner om måneden før skat. Kontanthjælpsreformen betyder, at Sarah fra januar 2014 kun kan få 2.928 kroner om måneden, da hun i teorien og efter den nye reform er parat til at påbegynde en uddannelse, selv om hun har barselsorlov.

Fakta

Fra 16. januar og en måned frem sætter Socialdebatten fokus på den nye kontanthjælpsreform.

Mød denne måneds debatpanel.

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Hvis kommunen efter reformen i stedet for kunne vurdere Sarah som aktivitetsparat, ville den månedlige ydelse udgøre 8.079 kroner.
 
Udfordrer kvinders ligestilling
Hvad er det, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil motivere denne unge kvinde til? At afbryde sin barsel og starte på uddannelse fremfor at blive hjemme og tage sig af sit spædbarn? Det er, som om der er bred enighed om, at de unge bliver motiverede af, at man fjerner deres eksistensgrundlag.
 
Reformen udfordrer efter FOAs mening kvinders ligestilling under barsel. Kvinderne føder børnene og har ret til fravær under barsel, men den lave uddannelseshjælp presser kvinderne til at opgive eller forkorte orloven. Unge kvinder på kontanthjælp er derudover dårligere stillet end studerende, der bevarer retten til SU med 5.857 kroner om måneden før skat.
 
Skal vi sige til dette unge par: ”Andre nybagte forældre har ret til fravær ved barsel, men I skal gå ud og få et job, hvis I vil have råd til bleer”. Gad vide, hvad Ligebehandlingsnævnet vil sige til sådan en sag?
 
Jeg vil opfordre ministeren til at ændre lovgivningen, således at forældre under barsel bliver betragtet som aktivitetsparate med en forholdsvis højere ydelse.
 
Jeg vil foreslå, at ligestillingsministeren inviterer beskæftigelsesministeren til en alvorlig samtale, så denne ligestillingsmæssige skævhed i kontanthjælpsreformen kan blive fjernet. De kunne til dette møde invitere en jurist fra Ligebehandlingsnævnet med.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

0:000:00