Kommunerne skal hæve kvaliteten i indsats

Der er alt for stor forskel på kvaliteten i arbejdet på anbringelsesområdet, både når det gælder anbringelsesstederne, og når det gælder kommunerne.

Geert Jørgensen
Direktør i LOS

Af Geert Jørgensen
Direktør i LOS – De private sociale tilbud

Det har i disse år, som begrundelse for de kommunale nedskæringer på anbringelsesområdet, været fremført, at anbringelser nærmest er skadelige. Og der har i mange kommuner været stor begejstring for manualbaserede programmer, så min opfordring skal lyde:

Prøv ADOSK: Anbringelser Der Overholder Servicelovens Krav. Brugt som manual er der mange gode elementer i serviceloven og vejledningerne.

Lad det være sagt med det samme. Vi har alle – både kommuner og anbringelsessteder - et fælles ansvar for at skabe bedre anbringelser for udsatte børn og unge.

For varierende i kvalitet
Der er alt for stor forskel på kvaliteten i arbejdet på anbringelsesområdet, både når det gælder anbringelsesstederne, og når det gælder kommunerne.

Når det gælder anbringelsesstederne har der været en berettiget kritik af kvaliteten i en række tilbud, og der har med god grund været meget fokus på kravene i forbindelse med godkendelse og tilsyn og med hele arbejdet omkring sikring af kvaliteten i indsatsen.

Med Tilsynsreformen og den tilhørende kvalitetsmodel har vi fået en ny mulighed for at styrke kvaliteten i anbringelsesstedernes arbejde. Nu mangler vi bare en tilsvarende indsats for at hæve kvaliteten i kommunernes indsats. Derfor vil jeg i dette debatindlæg primært rette fokus på kommunerne, velvidende at vi endnu ikke selv er i mål på anbringelsesstederne.

Der er som sagt stor forskel på kvaliteten i indsatsen på området, men det generelle billede af kommunernes overholdelse af servicelovens krav viser, at der stadig er plads til forbedringer. Undersøgelse på undersøgelse fra Ankestyrelsen og SFI har gennem årene påvist de samme problemer igen og igen.

Det fremgik også af en mindre undersøgelse af anbragte børns skolegang, som jeg tidligere har gennemført vedrørende 2006 og 2007. Da vi (LOS og FADD) gentog den i 2013, fik vi stort set de samme resultater som i de tidligere år, når det gjaldt omfanget af handleplaner og andelen af handleplaner, der indeholdt beskrivelse af børnenes skolegang.

Cirka tre ud af fire børn havde en handleplan ved anbringelsen, og kun halvdelen havde en handleplan, der indeholdt noget om skolegang. Det på trods af, at mere fokus på anbragte børns skolegang var et af de syv vigtigste punkter i anbringelsesreformen fra 2005 og også indgik i Barnets Reform i 2010, og i øvrigt anses for et af de vigtigste elementer i barnets muligheder for at få et godt liv.

Kommuner skal stille klare krav
Det er ikke nok, at arbejde med udvikling af kvaliteten på anbringelsesstederne. Hvis anbringelsesstederne skal have succes i deres arbejde, skal kommunernes indsats også udvikles, og der findes allerede en manual, der - hvis den blev overholdt - ville medvirke til at skabe forbedrede resultater af indsatsen.

Serviceloven og de senere års ændringer omkring Anbringelsesreformen og Barnets reform lægger en udmærket ramme for kommunernes arbejde, i den udstrækning loven bliver overholdt.

Kommunen skal stille klare krav til anbringelsesstederne, de skal sættes klare mål for anbringelsen, og de skal følge op på indsatsen ved de halvårlige tilsynsbesøg, hvor målene løbende skal tilpasses den enkeltes udvikling.

Det kræver en grundig udredning af det enkelte barn, hvis matchningen mellem barn og anbringelsessted skal være vellykket. Kun med en grundig udredning kan man opstille realistiske mål og den rigtige behandlingsplan for det enkelte barn. I modsat fald bruges en stor del af det første halve eller hele år på at afdække behovene og tilpasse indsatsen hertil. Det er synd for barnet, og økonomisk er det en dyrekøbt besparelse for kommunen.

Kontinuitet
Hvis kommunen kan fastholde sine børnesagsbehandlere i jobbet, så der skabes kontinuitet i arbejdet og hermed kontakten, viser forskningen, at det medvirker til stabiliteten i barnets anbringelse.

Det gør det også nemmere for sagsbehandleren at fastholde anbringelsesstedet på de aftaler, der indgås, og hvis man samtidig styrkede forældrearbejdet i de sager, hvor det var nødvendigt, var vi nået langt.

Det burde ikke komme som en overraskelse, at et ungt menneske fylder 18 år, men ikke desto mindre er der alt for mange unge, der ikke får lavet den lovpligtige handleplan, når de er sytten et halvt.

Hvor er efterværnet?
Afslutningsvis vil jeg pege på efterværn. Det er mig fuldstændig uforståeligt, at så mange kommuner ikke sætter den optimale indsats ind her. For den unge er det en meget vanskelig overgang, når den unge går fra en anbringelse til et selvstændigt liv.

På trods af, at man gennem årene ofte har brugt rigtig mange penge, vælger alt for mange at spare på efterværnet. Det forekommer ikke bare umenneskeligt, men også økonomisk helt uigennemtænkt. At vi så stiller de berørte unge over for nogle udfordringer, vi ikke kunne drømme om at stille vores egne børn, er en helt anden sag.

I LOS gik vi aktivt og konstruktivt ind i arbejdet med Tilsynsreformen og de øgede krav til kvaliteten i anbringelsesstedernes indsats, og jeg håber på en tilsvarende konstruktiv dialog i arbejdet på at øge kravene til kommunernes kvalitet i sagsbehandlingen.