Politisk modvilje underminerer betænkning

Af Jens Elo Rytter 
Professor i forfatningsret og menneskerettigheder, Københavns Universitet

Man kan ikke ligefrem hævde, at konsekvenserne af at inkorporere menneskerettighedskonventioner i dansk ret er underbelyst.

Reelt handler debatten i disse tider altså mere om, i hvilket omfang det er ønskeligt at lade den politiske magt binde op på internationale menneskerettighedsstandarder...

Jens Elo Rytter
Professor i forfatningsret og menneskerettigheder, KU

Allerede i 1991 kom en diger betænkning herom (bet. 1220), som lå til grund for indskrivningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk lovgivning i 1992 – den hidtil eneste menneskerettighedskonvention, som er inkorporeret i dansk ret.

I 2001 kom så en endnu længere betænkning om emnet (bet. 1407), som anbefalede, at Danmark inkorporerede yderligere tre konventioner: FN's Konventioner om borgerlige og politiske rettigheder, om racediskrimination, samt om tortur.

Denne anbefaling blev dog lagt i mølposen, da Anders Foghs borgerlige regering kort efter kom til magten. Helle Thornings regering har samlet stafetten op igen, så vi nu har fået endnu en omfattende betænkning (nr. 1546), hvor et flertal på seks ud af ti medlemmer anbefaler at inkorporere seks menneskerettighedskonventioner i dansk ret (de fem embedsmænd i udvalget forholdt sig neutralt).

Man kan med rette spørge, hvad vi egentlig skal bruge endnu en sagkyndig betænkning til. Grundlæggende er spørgsmålet om inkorporering jo politisk.

Hvis man ønsker, at de menneskerettigheder, Danmark allerede har skrevet under på at ville overholde, skal sikres bedst muligt for personer i Danmark, ja så går man ind for inkorporering. Erfaringen med EMRK viser nemlig klart, som Ole Spiermann også anfører, at inkorporering af en menneskerettighedskonvention giver denne større synlighed og gennemslagskraft i dansk ret.

Hvis man derimod er forbeholden over for de konsekvenser, det kan have for Folketingets politiske handlefrihed at styrke de pågældende menneskerettigheders stilling i dansk ret, vil man være imod inkorporering.

En del politikere foretrækker at holde konventionerne ud i armslængde, eller som Venstres Jan E. Jørgensen skriver: ”det er bedre at bruge konventionerne politisk og lægge pres på Folketinget…den politiske magt …skal ikke flyttes væk fra Folketinget til en komité i FN eller en dommer”. 

Skal vi frigøres fra forpligtelserne?
Man kan dog hævde, at det var mest konsekvent at anbefale inkorporering, når man nu engang internationalt har tilsluttet sig disse menneskerettigheder. Hvorfor skulle man ellers forpligte sig på konventionerne, hvis ikke det var fordi, man ønsker så vidt muligt at efterleve dem nationalt?

Ud fra denne logik burde dem, som i virkeligheden har betænkeligheder ved en effektiv håndhævelse af internationale menneskerettigheder, overveje, om det så ikke var mere konsistent helt at opsige de pågældende konventioner, så Danmark slet ikke er bundet af dem længere.

Og det standpunkt er da også blevet luftet stadigt hyppigere på det seneste – ikke kun af Dansk Folkeparti, men også af Venstre, ligesom der langt ind i Socialdemokratiet spores en lunken holdning til dele af vore menneskeretlige forpligtelser.

Ja, hvis man grundlæggende mener, at Folketinget bør have størst mulig handlefrihed, kunne man polemisk spørge: Hvorfor stoppe ved de internationale menneskerettighedskonventioner? Hvorfor ikke også skrive friheds- og menneskerettighederne ud af Grundloven?

Reelt handler debatten i disse tider altså mere om, i hvilket omfang det er ønskeligt at lade den politiske magt binde op på internationale menneskerettighedsstandarder, end om hvorvidt gennemslagskraften af allerede påtagne menneskerettighedsforpligtelser bør styrkes ved at inkorporere disse konventioner i dansk ret.

Også derfor synes arbejdet med den nye betænkning om inkorporering mere eller mindre at være spildt. For hvor er den politiske vilje i dag til at inkorporere yderligere menneskerettighedskonventioner?