Advokat: Implementering fremmer folkeretlige forpligtelser

Af Ole Spiermann
Advokat og partner i Bruun & Hjejle

Lad mig først gøre klart, at jeg var medlem af menneskeretsudvalget udpeget af Advokatrådet, og at jeg var med i ”flertallet” på seks medlemmer i betænkning 1546/2014 om inkorporering m.v.

Vi lagde vægt på, at domstolene fortsat skulle værne om den traditionelle opfattelse af egen rolle i det danske statsstyre.

Ole Spiermann
Advokat og partner i Bruun & Hjejle

Vi anbefaler inkorporering af seks ud af syv FN-konventioner.

Inkorporering handler om traktater (eller konventioner, kært barn har mange navne), som Kongeriget Danmark har forpligtet sig til at overholde internationalt.

Inkorporering handler nærmere om, hvordan forpligtelserne gennemføres i dansk ret. Ved en inkorporering gøres traktatens indhold til dansk lov. Loven henviser til traktaten og angiver, at den gælder i dansk ret. Traktaten kommer derved til at have retsvirkninger som en dansk lov, der skal iagttages af myndigheder og domstole.

Inkorporering er et juridisk-teknisk emne. Jurister er for eksempel ikke enige om, hvad virkningerne er af inkorporering egentlig er.

En del vil hævde, at selve Danmarks deltagelse i traktaten på internationalt plan giver traktaten fuld gennemslagskraft i dansk ret med den følge, at en inkorporering ingen reel betydning har. Traktaten vil i alle tilfælde have samme retsvirkninger som en dansk lov.

Øger gennemslagskraft
Retstilstanden er efter ”flertallets” opfattelse noget mere nuanceret. Men givet er, at traktater i sig selv indgår som hensyn i fortolkningen af dansk lovgivning og dermed kan få en gennemslagskraft.

Teoretisk kan traktater, som ikke er inkorporeret, dog ikke anvendes til at tilsidesætte danske love. Og i praksis vil en inkorporering – mere væsentligt – øge opmærksomheden omkring Danmarks folkeretlige forpligtelser, både hos myndigheder, borgere, advokater og domstole. 

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev inkorporeret i 1992, og er efterfølgende blevet anvendt meget oftere i trykt retspraksis.

Menneskeretsudvalget beskæftigede sig med yderligere inkorporering af menneskerettighedskonventioner fra FN, både FN’s generelle konvention og de specifikke konventioner om børn, handicap, kvinder, tortur og race. 

Der var i udvalget enighed om, at en inkorporering kan øge gennemslagskraften af konventionerne i dansk ret – og dermed sandsynligheden for, at Danmark til stadighed opfylder sine folkeretlige forpligtelser.

Ingen risiko for magtglidning 
Men udvalget delte sig (når der bortses fra de fem embedsmænd, som ikke havde nogen holdning). Et ”mindretal” på fire medlemmer var ikke enige med ”flertallet” på seks.

Hovedgrunden var en forskellig vurdering af, om inkorporering vil ændre forholdet mellem lovgivningsmagten og danske domstole, og navnlig om danske domstole i medfør af en inkorporering ville blive tvunget (eller fristet) til at afgøre fordelingspolitiske spørgsmål, som ellers efter dansk opfattelse henhører under lovgivningsmagten.

”Flertallet” så ingen risiko herfor. Inkorporering er trods alt ikke mere end en lov, og den er ikke egnet til grundlæggende at forrykke danske domstoles opfattelse af magtbalancen mellem lovgivende og dømmende magt.

Vi lagde vægt på, at domstolene fortsat skulle værne om den traditionelle opfattelse af egen rolle i det danske statsstyre. Omvendt så mindretallet en risiko.  

Mindretallet indbefattede både udvalgets formand, højesteretsdommer Hanne Schmidt, og landsdommer John Lundum, der var indstillet som medlem af udvalget af Dommerforeningen. At disse to fremtrædende dommere var så opmærksomme på risikoen for magtglidning, er for mig at se en indikation af, at det netop ikke vil ske.

Men spørgsmålet er, om nogen i denne debat kan underbygge, at der alligevel skulle bestå en sådan risiko, eller kan se andre argumenter mod inkorporering, som ikke kom frem i udvalget.