Anbragte børn skal garderes mod at kastes rundt fra plejefamilie til deres biologiske forældre.

Sådan lyder et lovforslag, som partierne omkring satspuljen står bag, og som samtidig er første trin i den omfattende "Barnets reform".

Kernen i forslaget er at give anbragte børn bedre kontinuitet i anbringelsen ved at nedbringe antallet af flytninger mellem plejefamilie og biologiske forældre, og i forslaget understreges det klart, at selv om det måtte stride mod forældrenes ønsker, så er hensynet til barnet højest.

Forældre udstillet som onde
Men den sort-hvide skelnen forstår formanden for Forældrelandsforeningen, Alice Sørensen, ikke.

En anbringelse handler om barnets bedste, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Men dette forslag kommer til at handle om forældre contra børn, og det er forkert.

Alice Sørensen
Formand for Forældrelandsforeningen

"Jeg vil gerne være med til, at det bliver bedst for alle parter. Men forældrene skal altid hænges ud som dem, der kræver vores børn hjem, og sådan er det ikke. Vi beder bare om at blive hørt, når vi ikke føler, at vores børn trives, og jeg kender ikke de forældre, der bare tager deres børn hjem," siger Alice Sørensen.

Forslaget giver kommunerne en række yderligere værktøjer til at styre anbringelserne. Blandt andet får kommunen mulighed for at fastholde et barn i anbringelse, hvis det har været anbragt i over tre år og har fået så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at "det må antages at være af afgørende betydning for barnet eller den unges sundhed og udvikling at forblive på anbringelsesstedet", som der står i forslaget. Og det er uanset, om forældrene er klar til at få barnet hjem eller ej.

Slukke lyset for forældrene
"Det stiller store krav til kommunernes sagsbehandling. En del forældre vil være enige i en sådan beslutning, hvis de har fået støtte til sig selv, har følt sig anerkendt og respekteret som forældre og været inddraget omkring barnet. En del forældre vil i den situation træffe beslutninger, som er til barnets bedste. Så derfor er det "farligt" at give kommunerne den mulighed, når de ikke opfylder de nuværende forpligtelser for inddragelse," siger Alice Sørensen.

Hun er enig i, at barnet skal være i centrum, men hun føler, at forældrene bliver skubbet unødigt til side.

"Det bliver fremstillet, som om forældre hele tiden kræver at få barnet hjem, men hovedparten af hjemgivelserne står kommunen for, når målet med anbringelsen er sket. En anbringelse handler om barnets bedste, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Men dette forslag kommer til at handle om forældre contra børn, og det er forkert," siger Alice Sørensen.

Hvor stort er problemet med svingdørsbørn?
Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, er enig med Alice Sørensen i, at forældrenes rolle bliver fremstillet lidt for unuanceret.

"Det billede af forældre, der i tide og utide beder om at få deres børn hjem, er upræcist, for mange gange er det forældre, der beder om at få barnet anbragt. Desuden er jeg er ikke overbevist om behovet for at stramme, for flere undersøgelser viser, at der kommer mere kontinuitet i anbringelserne. Så hvor stort er problemet egentlig med svingdørsbørn," sprøger Bettina Post.

Hun er dog generelt positiv over for forslaget.

"Kommunerne har allerede i serviceloven en mulighed for at afvise hjemgivelse i en begrænset periode, så det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at det kan gøres permanent. Det stiller store krav til kommunerne, fordi det er en meget indgribende beslutning, både for barnet og de biologiske forældre. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer det høje faglige niveau ved at sørge for, at de ansatte er socialfagligt uddannede og har et rimeligt sagstal, at de har let adgang til faglig ledelse, supervision og løbende efteruddannelse," siger Bettina Post.

Sagsbehandlerne kan sikre diskontinuitet
Og netop sagsbehandlernes rolle i dette forslag må ikke glemmes, siger Karin Kildedal, lektor på Aalborg Universitet og ekspert i anbragte børn. For selv om forslaget efter hendes vurdering sikrer bedre kontinuitet i anbringelserne, så ændrer det ikke ved, at det hænger nøje sammen med socialrådgivernes kvalifikationer.

"Det er enormt vigtigt, at sagsbehandlerne er kvalificerede nok til at anbringe barnet det rigtige sted fra starten. Det kan jo skabe diskontinuitet på grund af dårlig sagsbehandling og ikke på grund af forældrene, så Karen Jespersen må ikke tro, at alle problemer er løst med dette forslag," siger Karin Kildedal.

Hun mener ikke, at forældrene bliver tilsidesat med de nye regler.

"Allerførst skal vi tænke på, at 87 procent af anbringelserne er frivillige, og en stor del af dem foregår uden problemer og med et udmærket samarbejde mellem forældre og kommunen. Men jo, det vil gå ud over nogle forældre, men til gengæld vil det ikke længere gå ud over børnene. Og problemet har længe været, at man har taget mere hensyn til forældrene end børnene. Det er på tide, at vi opfatter børn som selvstændige mennesker, der har krav på et liv, der ikke altid skal være bestemt af deres forældre," siger Karin Kildedal.

Sikret mod kommunerne
Formanden for TABUKA, landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte, Bente Nielsen, betegner det som et godt forslag, der sikrer mod de mange brud i anbragte børns tilværelse. Hun håber også, at børnene bliver sikret mod kommunerne.

"Man ser mange steder, at hvis det går godt, så skal barnet hjemtages til forældrene mod barnets ønske. Dette forslag fratager forældrene nogle rettigheder, men jeg jeg håber også, at det fratager kommunerne rettigheden til hovedløst at hjemtage barnet for at spare penge, hvis den vurderer, at forældrene godt kan klare rollen," siger Bente Nielsen.