Af Hans Halvorsen
Socialrådmand (S), Århus Kommune

Tirsdag i sidste uge var jeg med til at tage første spadestik til 16 nye boliger for voksne udviklingshæmmede. Første-spadestik-arrangementer kaster som regel ikke den store offentlige opmærksomhed af sig, men netop dette spadestik gik lidt dybere end andre tilsvarende første spadestik.

For vi gravede i baghaven hos en helt almindelig andelsboligforening nord for Århus - Andelssamfundet i Hjortshøj.

Jorden her er blevet gødet med så sjældne næringsmidler som solidaritet og medmenneskelighed, og i Hjortshøj siger man "Velkommen i min baghave" til de 16 nye, socialt udsatte beboere.

Det gør mig meget trist til mode, når jeg fornemmer, at holdningen til at hjælpe de svageste i samfundet i stigende grad bunder i, at de skal holdes væk fra det øvrige samfund.

Hans Halvorsen (S)
Socialrådmand, Århus Kommune

Det er den slags oplevelser, der gør det værd at arbejde som socialrådmand i en tid, hvor forståelsen for at tage del i det sociale ansvar ellers kan ligge på en meget lille sovepude i en hængekøje placeret i næsten hvilken som helst anden dansk baghave.

Solidaritet og forståelse
Forventningerne til kommunernes indsats på det specialiserede socialområde er vokset parallelt med den lige så stigende efterspørgsel og de tilhørende udgifter. Det gør mig imidlertid meget trist til mode, når jeg fornemmer, at holdningen til at hjælpe de svageste i samfundet i stigende grad bunder i, at de skal holdes væk fra det øvrige samfund.

"Ikke i min baghave" er blevet meget mere end blot en talemåde. Det er blevet et krav og en ret, der fremføres med lige så stor popularitet som alle andre krav og rettigheder i samfundet.

Hvor er solidariteten med disse mennesker? Hvor er næstekærligheden, medmenneskeligheden og forståelsen? De synes desværre ind i mellem at drukne i frygt for faldende ejendomspriser og stigende forsikringspræmier. Og i fordomme om, at socialt udsatte er potentielle hærværksmænd, voldsforbrydere og hjemmerøvere.

Jeg glæder mig meget til den dag, hvor det opfattes som et plus og som noget værdiskabende for et område eller et kvarter, at her lever man med og tager del i den vigtige samfundsopgave, det er at tage sig af de svageste i samfundet, der har desperat brug for hjælp.

Alle skal bidrage
En ordentlig hjælp kræver, at alle - hele samfundet - yder deres bidrag til at hjælpe de svageste. Ikke kun via kommuneskatten men også ved at erkende, at vi alle har et ansvar for, at vores medborgere føler sig godt tilpas i vores samfund.

Derfor er vi i kommunen afhængige af de frivillige organisationer, som yder et formidabelt stykke socialt arbejde.

Vi er afhængige af de virksomheder, som forbilledligt påtager sig et socialt ansvar og ansætter på særlige vilkår for at give svage borgere en chance.

Vi er afhængige af, at boligforeningerne bygger almene boliger, som er egnede til skæve eksistenser.

Vi er afhængige af de familier, der omsorgsfuldt tager svage og sårbare børn til sig i pleje.

Og vi er afhængige af, at naboer tager godt imod og tåler naboskab med behandlingstilbud for misbrugere, institutioner for udadreagerende unge, handicappede, psykisk syge og alle de andre svage grupper.

Vi har i kommunen brug for al den hjælp, som vi kan få fra hele samfundet. Ellers får vi meget svært ved at løse den opgave, som det forventes, at vi skal løse. Jeg håber derfor, at tanken fra Hjortshøj vil sprede sig og endnu flere med tiden vil sige "Velkommen i min baghave".