Ældreområdet skal effektiviseres for halv milliard

ØKONOMI: Kommunerne forventer i alt at kunne effektivisere ældreområdet for en halv milliard kroner i 2013, viser en ny KL-rapport. Markant og vigtigt, mener KL. Men Ældre Sagen frygter for kvaliteten.
Velfærdsteknologi, hverdagsrehabilitering, nye udbudsregler og mindre sygefravær skaber forventninger i kommunerne om effektiviseringer for knap en halv mia. kr. på ældreområdet i 2013.
Velfærdsteknologi, hverdagsrehabilitering, nye udbudsregler og mindre sygefravær skaber forventninger i kommunerne om effektiviseringer for knap en halv mia. kr. på ældreområdet i 2013. Foto: co
Kasper Frandsen

Der er muligheder for øget effektivisering på nogle områder, men der er også en lang række steder, hvor nedskæringerne har skåret helt ind til benet, og hvor der ikke kan opnås flere besparelser uden at sænke servicen betydeligt.

Olav Felbo
Chefkonsulent i Ældre Sagen

Indførsel af mere teknologi og nye udbudsregler vil sætte skub i udviklingen af ældreområdet, hvor kommunerne forventer at hente effektiviseringer for 490 mio. kr. i 2013.

Det fremgår af en ny rapport fra Kommunernes Landsforening (KL), der blev offentliggjort den 10. januar 2013.

"Effektiviseringsgevinsterne er markante på et område, hvor antallet af ældre vil stige kraftigt de kommende år. Derfor er det meget vigtigt, at vi opnår så store effektiviseringer på ældreområdet," siger Naja Warrer Iversen, chefkonsulent i KL, til Altinget.dk.

Hun fremhæver tre udviklingstendenser, der vil sætte særligt skub i kommunernes effektiviseringer.

For det første har 95 af landets 98 kommuner indført hverdagsrehabilitering ud fra Fredericia-modellen for de ældre, så dem, der har behov, kan blive genoptrænet til at klare sig selv mere. Dermed sparer kommunerne penge på færre visiterede timer.

Derudover peger hun på øget brug af velfærdsteknologi som f.eks. robotstøvsugere, telemedin og GPS til demente ældre samt et mindsket sygefravær i ældresektoren, der generelt har været højt, som vigtige faktorer for udviklingen.

Det er kommunernes egne forventninger til besparelser, som KL bygger deres samlede tal for effektiviseringer på.

Ældre Sagen: Kan ikke skæres mere
Olav Felbo er chefkonsulent i Ældre Sagen. Han mener, at lav vækst i den offentlige sektor og et stigende antal af ældre skaber behov for effektiviseringer - især inden for velfærdsteknologi og forebyggelse.

Men der er ifølge ham dele af ældreområdet, hvor effektiviseringer er umuligt.

"Der er muligheder for øget effektivisering på nogle områder, men der er også en lang række steder, hvor nedskæringerne har skåret helt ind til benet, så der ikke kan opnås yderligere besparelser uden at sænke servicen betydeligt," siger Olav Felbo.

132 mio. kr. af de forventede effektiviseringer i 2013 vil ifølge KL's rapport komme fra de nye udbudsregler, der betyder, at kommunerne i løbet af foråret får mulighed for at udbyde større opgaver på ældreområdet og lade private firmaer konkurrere på prisen.

Det er på det punkt, at Olav Felbo er mest bekymret for udviklingen.

"Den nye udbudslovgivning sætter prisen mere i centrum end kvaliteten. Vi kender ikke den endelige lovtekst. Men vi vil lægge vægt på, at borgerne får samme valgmuligheder for leverandører som i dag, og forsyningssikkerheden sikres, så svage ældre ikke pludselig står uden hjælp," siger han.

Olav Felbo fremhæver telemedicin som en velfærdsteknologi, der har givet gevinst for både borgere og det offentlige.

"Borgerne slipper for at tage den lange, besværlige vej til sygehuset, mens kommunerne spare penge på transport," siger han.

Effektiviseringer bliver til besparelser
I 2011 brugte alle kommuner tilsammen 36,4 mia. kr. på ældreområdet - det svarede til en besparelse på ca. 700 mio. kr. fra året før.

Naja Warrer Iversen anerkender at denne type af effektiviseringer også kan forklare faldet i udgifterne.

"Vi ser klart, at effektiviseringer er med til at skabe faldende udgifter i kommunerne, særligt i forhold til hverdagsrehabilitering. Mange kommuner tager pengene fra forventede effektiviseringsgevinster fra start. Det skaber et større incitament til at høste gevinsterne," siger hun.

Ifølge Naja Warrer Iversen fortsætter behovet for effektiviseringer i 2014, hvor kommunerne forventes at blive lige så udfordret på lav vækst og et stigende antal ældre som i 2013.

I alt forventer kommunerne at effektivisere for i alt 2,8 mia. kr. Dermed står ældreområdet for 18 procent af de samlede effektiviseringer i kommunerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00