Ældrepolitik har altid været sparepolitik

Af Tor Juul
kommunikationsrådgiver hos Operate A/S

Hvad kan vi lære af ældrepolitikkens historie og udvikling? 
For det første er det værd at huske, at offentlig ældrepleje og omsorg faktisk er et relativt nyt fænomen - og altid har handlet om samfundsøkonomi. 

Der har altid været mennesker, der blev gamle. Før i tiden var der bare færre af dem. I Fattigplanen fra 1799 omtales ældre som en særlig gruppe, man fra politisk side var opmærksom på – måske for første gang i dansk historie. Dengang var det almindeligt, at de ældre blev boende hos en af børnenes familier, eller at en ugift datter tog sig af dem. Alternativt var de overladt til sig selv.
I 1840 var knap 7% af befolkningen over 60 år, mange af dem var på fattighjælp. Hvis du fik fattighjælp, mistede du dine borgerrettigheder. Først i 1891 blev ældre mennesker værdigt trængende. Men man kunne kun få alderdomsunderstøttelse, hvis man ikke havde modtaget fattighjælp de seneste 10 år. I starten af forrige århundrede begyndte vi at bygge alderdomshjem over hele landet.

 Men det var først i 1960’erne, at politikerne for alvor arbejdede med at udvikle den ældrepleje, som vi i dag tager for givet. Ældrebefolkningen var blevet for stor til, at de pårørende kunne tage sig af plejen – og kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet.

”Lægevidenskaben vil åbne mulighed for at behandle sygdomstilfælde, som tidligere ansås for håbløse. Der kan være tale om blot at forlænge syge eller gamle menneskers liv for en relativt kort periode, men der kan også blive tale om varig helbredelse eller om stabilisering af en kronisk sygdom på et niveau, der muliggør en fortsat tolerabel tilværelse”, noterede de sig i Finansministeriet og bemærkede bekymret, at udviklingen ”vil medføre meget store udgifter”.

Politikerne var derfor optagede af at finde de rigtige institutioner til de ældre. Man sparede penge ved at finde det billigste løsning. Ligesom i dag skulle de ældre udskrives så hurtigt som muligt fra hospitalerne – den absolut dyreste institution. De skulle helst blive i eget hjem, men folk flyttede stadig i alderdomshjem. Og nu udbredtes de omkostningstunge plejehjem, hvor borgerne fik den nødvendige støtte og pleje. Plejehjemmene var i det mindste billigere end hospitalerne, som reelt var det eneste alternativ.

Fra 1970 til 1980 steg antallet af 60-70årige med yderligere 89.000, og antallet af borgere på 80 år eller mere steg med 43.000. I 1979 blev vi derfor nødt til at ændre tilgang, fordi vi blev endnu flere ældre – og fordi kvinderne for alvor var kommet på arbejdsmarkedet. Politikerne nedsatte derfor en Ældrekommission.

Forebyggelse bliver centralt
Ældrekommissionen markerede et paradigmeskift. Vi var blevet klogere på aldringsprocessen, og kommissionen konkluderede, at vi satte alt for sent ind i forhold til de ældre. Der var mange penge at spare ved at tænke mere i tidlig indsats og forebyggelse. Det var ikke længere nok at placere de ældre i den billigste institution. Nu skulle vi helst forebygge, at de overhovedet kom på institution.

Forebyggelse er en sundhedspolitisk strategi, som i dag spiller en markant rolle i vores samfund. Men fordi der var så massive besparelser at hente, markerede Ældrekommissionens rapporter allerede i 1980’erne starten på en ældrepolitisk revolution. De offentlige omsorgs- og plejeorganisationer fik en mere direkte relation til de ældre, også før de flyttede på et hjem. De ældre skulle informeres og motiveres til at leve en aktiv og sund livsstil, så vi forebyggede en eksplosion i kommunerne og amternes udgifter.

I dag dominerer forebyggelse stadig landets ældrepolitik. Vi har flere forebyggende hjemmebesøg, madpolitikker, seniorfitnesshold og besøgsvens-ordninger end nogensinde før. Men som vi kan læse i Politiken for tiden, svinger pendulet nu tilbage til tiden før 1960’erne. De pårørende skal på banen igen.

Frivillighed og civilsamfundets ansvar har igennem de seneste år spillet en voksende rolle – især i diskussioner om velfærdsstaten, men i stigende grad også i løsningen af konkrete velfærdsopgaver. Det gælder især på ældreområdet. ”Personaleressourcerne er knappe, og hvordan man end vender og drejer det, så vil der være behov for, at de pårørende hjælper”, understregede Ole Mørk Nielsen fra Lederforum, der repræsenterer plejehjemslederne, i Politiken den 6. august.

En ny måde at forholde sig til ældre på
Men hvad kan vi lære af ældrepolitikkens historie og udvikling?
For det første er det værd at huske, at offentlig ældrepleje og omsorg faktisk er et relativt nyt fænomen – og altid har handlet om samfundsøkonomi.

For det andet har der altid været en benhård kamp om, hvem der skal tage sig af omsorgsarbejdet forbundet med ældrebefolkningen. Og kampen har en ideologisk dimension – skal omsorgen være offentlig, imens vi betaler over skattebilletten? Eller skal vi spare skattekronerne og placere ansvaret i civilsamfundet?

For det tredje står vi muligvis over for en ny transformation af ældreplejen. Frivillighedsdagsordenen er massiv, og den kan betyde grundlæggende ændringer i, hvordan vi forholder os til vores ældre.