AskovFonden: Lav et system for dokumentation, der virker i praksis

Af Helle Øbo
Administrerende direktør i AskovFonden

Vi befinder os midt i et paradigmeskift. Tidligere anede vi ikke, hvad der kom ud af vores sociale indsatser. Nu skal alt vejes, måles og dokumenteres: Vi skal vide, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, for hvem vi gør det, og hvilken effekt det har. Hvilket er godt, såfremt det både kvalificerer praksis og måler effekten af de indsatser, som skal komme mennesker til gavn.

I dag bruger en socialrådgiver ifølge Dansk Socialrådgiverforening 86 procent af deres arbejdstid på blandt andet dokumentation, registrering, afgørelser og visitationsmøder. Det levner meget lidt reel tid til dét, som er allervigtigst: nemlig at lytte og forstå mennesket foran sig.

Mennesket før systemet
I Danmark bruger vi årligt 45 milliarder kroner på sociale indsatser. Derfor skal vi selvfølgelig vide, om indsatserne virker. Jeg er grundlæggende begejstret for, at vi dokumenterer mere end tidligere. Vi skal vide, hvad vi får ud af vores indsatser. Der er mennesker, der er afhængige af at få den rette hjælp på det rette tidspunkt. Men jeg er skeptisk og bekymret, når vi – gode intentioner til trods – farer vild i dokumentation og bureaukratisk registrering.

Jeg oplever, at man på et administrativt niveau sætter sig for, at nu skal vi blive klogere på, hvad der sker i praksis, og så udvikles forstyrrende dokumentationskrav, som ikke giver mening for dem, der arbejder med de sociale indsatser i praksis. Jeg bliver ikke kun bekymret, men også ærgerlig over, at der ikke er nogen, der har brugt tid på at finde ud af, hvordan der kan udvikles meningsfuld dokumentation. Dokumentation, der reelt kommer borgeren til gode, og som kan bidrage til at kvalificere den indsats, som er helt afgørende for borgerens udvikling.

Der er en klar skillelinje mellem meningsfuld vidensbaseret praksis og dokumentation for dokumentationens skyld. Når vi udvikler modeller og systemer til evaluering, skal det først og fremmest være for at kvalificere det praktiske arbejde; for at forbedre relationen mellem medarbejder og borger. Det betyder, at borgeren skal involveres i processen, da det er dem, der kan give os den nødvendige feedback.

Jeg bliver ærgerlig over, at der ikke er nogen, der har brugt tid på at finde ud af, hvordan der kan udvikles meningsfuld dokumentation.

Helle Øbo
Administrerende direktør, AskovFonden

Registreringsregimet
Både personale og borgere bliver ofre for registreringspresset. Og den tid, personalet bruger på dokumentation og registrering, går fra den tid, der kunne have været brugt på arbejdet med borgeren. De sørgelige konsekvens bliver, at det kvalificerede relationsarbejde, som er noget af det mest afgørende for at skabe varige forandringer for mennesker, der er sårbare, bliver nedprioriteret. Vi risikerer, at borgeren mister tilliden til systemet og personalet.

Jeg er ikke imod dokumentation, men det er vigtigt, at vi måler til gavn for det enkelte menneske – ikke for systemets skyld.

I AskovFonden har vi arbejdet med at dokumentere vores indsatser i mere end 17 år. Vi har udviklet en model, der giver mulighed for at måle og dokumentere effekten af sociale indsatser. Modellen hedder Assessment and Intervention Model (AIM) og er statistisk, praksisnær og let anvendelig. Det giver os ikke alene muligheden for at blive klogere på de mennesker, vi skaber forandringer for, men også mulighed for at måle effekten af de indsatser, vi iværksætter for mennesker i udenforskab.

Det betyder, at vi hver dag bliver klogere på praksis, og at vi med den viden, vi løbende får, kan korrigere eventuelle fejlantagelser og indsatser. Med modellen får vi samtidig en måling på den effekt eller forandring, som vores indsatser skaber for de mennesker, som kommer i berøring med AskovFonden.

Socialt sisyfosarbejde
Det er altafgørende, at vi tager en diskussion om, hvilke dokumentationskrav der er rimelige, og hvordan vi udnytter den viden, vi får, på den bedst mulige måde. Og det skal ske nu, så vi ikke risikerer at tabe alt det gode arbejde, der hver eneste dag bliver gjort på det sociale område.

Det handler om at udvikle eller bruge dokumentationsmodeller, som giver mening i praksis, som gør os klogere og giver os reel viden og indsigt. Kun på den måde kan vi kvalificere og forbedre vores sociale indsatser til gavn for alle de mennesker, som har brug for støtte.

Vi har i alt for mange år arbejdet uden at akkumulere viden undervejs. Og det gør, at vi i alt for høj grad skal starte forfra hver dag. Vi har i meget højere grad brug for at bygge sociale indsatser på viden om målgruppen, så vi på sigt kan blive bedre til at arbejde proaktivt, forebyggende og præventivt frem for reaktivt og først, når skaden er sket.

Det er, som om al fornuft hører op, fordi det er mennesker, vi investerer i. Vi ved, at jo længere tid et barn har været anbragt uden for hjemmet, jo dårligere vilkår og muligheder har barnet for at klare sig resten af livet. 

Vi skal gøre op med årtiers berøringsangst over for at måle, hvad der virker. Vi skal erkende, at noget virker bedre end andet. Det betyder også, at vi helt nøgternt skal turde lukke sociale indsatser, der ikke har nogen reel effekt.

Hvis jeg hos min læge får noget medicin, der har en uhensigtsmæssig effekt på mit velbefindende, så går jeg op til lægen igen og får den tilpasset og justeret, så den passer til mig og dermed giver den ønskede effekt. Vi burde gøre det samme på socialområdet.