Børns organisationer går ind for flere bortadoptioner, men socialpædagoger og EL siger nej

UDSATTE BØRN: Regeringen vil have bortadopteret flere udsatte børn. Men det er vigtigt for børn at bevare kontakten med deres biologiske forældre, siger socialpædagogerne og Enhedslisten.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) vil tvinge flere udsatte familier til bortadoption, og det vækker stærke reaktioner.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) vil tvinge flere udsatte familier til bortadoption, og det vækker stærke reaktioner.Foto: Toke Kristiansen/Altinget.dk
Kristine Korsgaard

Der er delte meninger om børne- og socialminister Mai Mercados (K) melding om, at flere børn end i dag skal bortadopteres uden forældrenes samtykke. For er det bedst for næsten alle børn at bevare kontakten til deres biologiske forældre, eller kan flere udsatte børn hjælpes bedre ved helt at blive afskåret fra dem?

Den konservative minister kom med oplægget i Berlingske torsdag op til næste uges politiske forhandlinger om en ny aftale for anbringelsesområdet.

Mercado vil udbrede brugen af adoption uden samtykke ved at gøre sagsbehandlingen hurtigere og enklere. Det skal ifølge ministeren hjælpe det lille antal børn, som ”er bedre tjent med at vokse op med adoptivforældre end hos en plejefamilie, hvor de biologiske forældre stadig kan spille en rolle på sidelinjen”.

Men landets socialpædagoger, som blandt andet arbejder på nogle af de institutioner, hvor udsatte børn kan blive anbragt, er uenige i retningen. Formand for Socialpædagogernes Landsforening Benny Andersen understreger, at tvangsadoption kun skal kunne gennemføres i ”helt særlige situationer”.

”For vi ved, hvor afgørende det er for børn at have kontakt til deres biologiske familie. Børn bekymrer sig om deres forældre, og de får en langt bedre anbringelse, hvis der er kontakt til det biologiske ophav. Forældrene er vigtige for børnene, også selvom de ikke magter den grundlæggende omsorg for deres børn. For alle børn har brug for, at de voksne i deres liv kan samarbejde,” siger han til Altinget i en skriftlig kommentar.

Red Barnet og Børns Vilkår er positive
Men to af de organisationer, som repræsenterer børns interesser, er enige med Mai Mercado i, at der kan være behov for flere bortadoptioner end i dag.

”Jo hurtigere man kan placere barnet hos de omsorgspersoner, der fremover vil få betydning for barnet, jo bedre. Jeg kan se sager, hvor vi fagligt kunne have ønsket, at barnet var blevet tvangsbortadopteret, fordi udviklingsmulighederne hos de biologiske forældre ser så udsigtsløse ud,” siger psykolog og rådgiver hos Red Barnet, Kuno Sørensen, til Berlingske. Han fungerer også som børnesagkyndig dommer i ankesager om tvangsfjernelser.

Også Børns Vilkår mener, at for mange børn har en for ustabil tilværelse hos plejefamilierne, fordi de biologiske forældre på et tidspunkt vil have barnet tilbage. Det kan betyde, at barnet kommer hjem til forældre, der kun har det godt i en kortere periode, og så skal barnet igen anbringes.

Socialpædagogernes formand fastholder dog, at det netop er af hensyn til børnene, at han er imod ministerens forslag.

”Man gør det bedste for barnet ved at have deres biologiske forældre med inde i ligningen, når man anbringer. For selvfølgelig skal man anbringe de børn, hvis forældre ikke kan tage vare på dem,” siger Benny Andersen.

EL: Ministeren mangler dokumentation
Også Enhedslistens socialordfører, Pernille Skipper, er bekymret over Mai Mercados forslag.

”Ved tvangsadoptioner mister børnene kontakten til deres biologiske forældre, måske for altid. Det er voldsomt. Ministeren mangler klar dokumentation for, at børnene ikke bedre kan hjælpes med en solid socialpædagogisk indsats, for eksempel gennem en anbringelse,” siger Pernille Skipper i en skriftlig kommentar.

Hun er også bange for, at man tyr til bortadoption for hurtigt, fordi det er billigere end en anbringelse.

"Ja, adoption kan i meget ekstreme tilfælde være den sidste udvej, men det må ikke blive en billigere vej uden om en ordentlig og tilstrækkelig social indsats. Og når kommunekasserne er små, så er det jo risikoen, fordi en plejefamilie eller en institution er dyrt,” siger Pernille Skipper.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

Mai Mercado

MF og gruppeformand (K), fhv. børne- og socialminister, fhv. formand, FOF
cand.scient.pol. (SDU 2008)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, formand, Coop, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00