CFBU: Blandede boliger risikerer at marginalisere udsatte beboere

I Danmark bryster vi os af at have velplanlagte og velfungerende byer, der er gode for mennesker at bo i. Samtidig er danske byer gennem de sidste årtier blevet stadig mere segregerede. Borgere med samme indkomst- og uddannelsesniveau klumpes sammen i bestemte bydele. Segregationen mærkes ikke mindst i den almene sektors socialt udsatte boligområder.

I 2018 lancerede den daværende regering udspillet ”Èt Danmark uden parallelsamfund”. Udspillet hævder blandt andet, at ”der er slået huller i Danmarkskortet”.

At alt for mange etniske minoritetsborgere lever isoleret fra det danske samfund og fra danske normer og værdier. Regeringen foreslog derfor en række indsatser, der skulle bekæmpe ”ghettoer” og ”parallelsamfund”.

Løsningerne blev forhandlet igennem med støttet fra et bredt flertal i folketinget. Et centralt greb var at nedbringe andelen af almene familieboliger fra 95 procent til 40 procent i 15 ”hårde ghettoområder”. Ifølge aftalen skulle udsatte boligområder omdannes til socialt blandede bydele med et miks af forskellige bolig- og ejerformer, forskellige funktioner, og en bedre integration med den omkringliggende by. Fra udsatte almene boligområder til attraktive, blandede bydele.

De svageste grupper bliver som regel taberne

Den form for omdannelse af udsatte boligområder kaldes mixed tenure (blandede ejerformer), og det er noget man har årtiers erfaring fra udlandet. Forskningen peger på, at den slags omdannelser kan løfte boligkvaliteten, øge den økonomiske aktivitet og gøre områderne mere attraktive for tilflyttere. Men de har også i mange tilfælde ført til gentrificering og til sociale spændinger i områderne.

Internationale studier viser således, at omdannelserne i mange tilfælde presser lavindkomstgrupper ud af områderne og over i andre udsatte boligområder. Og selvom det kan være svært at overføre erfaringerne direkte til en dansk kontekst, er det værd at bemærke, at en blandet beboersammensætning ikke nødvendigvis fører til socialt velfungerende boligområder. Selvom forskellige beboergrupper nu bor side om side, lever ”parallelsamfundet” videre.

Og der er mange eksempler på, at der opstår konflikter mellem tilflytterne og de ”oprindelige” beboere i de almene boliger. Det handler især om, hvem der bliver tilgodeset, når byudviklingen rykker ind og forandrer et boligområde radikalt. De svageste grupper bliver som regel taberne i det spil. På den måde kan blandede boligområder ende med at marginalisere udsatte beboere yderligere.

Kørt over af byudvikling

Center for Boligsocial Udvikling undersøger i et ph.d.-projekt omdannelser af udsatte boligområder i Danmark. Vi har et særligt fokus på, hvordan boligorganisationer, kommuner, investorer og rådgivere kan bruge omdannelsesprocesserne til at fremme socialt bæredygtige lokalsamfund.

De udsatte boligområder har oftest en boligsocial indsats, der netop har til formål at støtte og inddrage de mest udsatte beboergrupper. Men de boligsociale indsatser glimrer i store træk ved deres fravær i byudviklingsplanerne.

Lasse Kjeldsen
Chefkonsulent, Center for Boligsocial Udvikling

”Bæredygtige byer og lokalsamfund” er et af FN’s 17 verdensmål, og ”social bæredygtighed” har de senere år opnået stor gennemslagskraft inden for byudvikling.

Social bæredygtighed handler om, hvordan byudviklingen understøtter en harmonisk udvikling af civilsamfundet, tilskynder til social integration og fremmer et socialt miljø, hvor forskellige grupper kan leve i forenelighed, samtidig med at den forbedrer livskvaliteten for alle dele af befolkningen.

Projektets foreløbige resultater tyder på en splittelse hos de byudviklere og andre praktikere, der skal omsætte lovgivningen til konkret byudvikling.

På den ene side skal byudviklingen tiltrække investorer og tilflyttere udefra. På den anden side skal byudviklingen have de almene lejeres interesser for øje, så de ikke bliver ”kørt over” af byudviklingen.

Boligsociale indsatser glimrer ved deres fravær

Vi kan se, at behovet for at ændre områdernes beboersammensætning og image fremstår vigtigere og mere påtrængende for praktikerne. Hvis det ikke lykkes at gøre områderne til en attraktiv investeringscase, der kan tiltrække investorer, kan det blive svært at skabe en blandet bydel.

Hensynet til de nuværende beboere påkalder sig mindre opmærksomhed. Det kan imidlertid blive et problem, fordi det kan udfordre omdannelsernes sociale bæredygtighed, hvis de ikke magter at favne både tilflytterne i de nye private boliger og de nuværende almene lejere.

Forholdet mellem byudviklingens sociale og økonomiske bæredygtighed er således en kompleks udfordring, der kalder på nye faglige og metodiske tilgange.

Samtidig har de udsatte boligområder oftest en boligsocial indsats, der netop har til formål at støtte og inddrage de mest udsatte beboergrupper. Men de boligsociale indsatser glimrer i store træk ved deres fravær i byudviklingsplanerne.

Det er en skam, for netop her er der måske et potentiale for at bygge bro mellem strategisk byudvikling og lokal deltagelse. For at integrere og understøtte fællesskab og socialitet i byudviklingen. Og for at fremme lighed og retfærdighed i byudviklingsprocessen, så udviklingen af områderne kommer alle borgere til gode.