CP Danmark: Der er ikke brug for undskyldninger, men investeringer på handicapområdet

Et opgør med kommunernes dobbeltrolle

Det frustrerende er, at det er de samme udfordringer, vi taler om år efter år efter år. Kommunalreformen løste ikke handicapområdets problemer. Tværtimod har den i høj grad skabt dem.

Ved at samle handicapområdet i kommunerne, fik vi i virkeligheden fordrevet fagligheden ud af visitationen. Sammenfaldet mellem kommunernes økonomiske interesser og de løsninger, der bliver givet til den enkelte borger, er ødelæggende.

Vi er derfor nødt til at skabe en ny videns-arkitektur, som fremtidssikrer vores fælles viden på handicapområdet.

Pia Allerslev og Jacob Yoon Egeskov Nossell
CP Danmark

For nyligt er det kommet frem, at det videns-bolværk – VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation), vi etablerede med kommunalreformen, ikke fungerer. I hele 52 procent af de dyreste enkeltsager, har VISO ikke været inddraget. Kommunerne famler fagligt i blinde.

Derfor er et af de grundlæggende problemer, vi skal løse, et opgør med kommunernes dobbeltrolle i visitationen. Vi er nødt til at få en faglig second-opinion ind i visitationen – ellers får vi aldrig genskabt tilliden til systemet.

Kommunerne magter simpelthen ikke at administrere den dobbeltrolle, de er tildelt. Den, der betaler musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles. Men hvad gør vi som samfund, hvis den musik der spilles, er fuldstændig tonedøv i forhold til det, der foregår på dansegulvet? Vi må ændre systemet.

Lad fagligheden komme til orde

Et sted at starte er at give større beslutningskompetence til eksempelvis de mange socialrådgivere, som har fagligheden til at give den rette hjælp og støtte.

Desværre bremses dette af visitationsudvalg og cheflag, der aldrig møder borgeren. Konsekvensen er, at kommunerne ofte vælger dårlige og uhensigtsmæssige løsninger, fordi de frygter den kortsigtede økonomi i stedet for den langsigtede investering og rigtige løsning. 

Derfor skal vi lade fagligheden råde i kommunerne. Det kræver en mere solidarisk økonomisk fordeling mellem kommunerne i de sager, hvor enkelte borgere har behov for massiv hjælp og støtte.

Vi ved godt, at der ikke skal meget til, før budgettet vælter i de små kommuner. Derfor skal vi give kommunerne en økonomisk interesse i at følge fagligheden – og visitere til den rigtige indsats – frem for den billigste indsats. Vi er nødsaget til at se på hele refusionssystemet, så det belønner de kommuner, der inddrager fagligheden.

Borgerne bliver fanget i et postnummer-lotteri     

Et velfungerende specialiseret socialområde forudsætter, at vi sikrer, at den tilstedeværende faglighed bringes ind i sagsbehandlingen og styrer visitationen. Vi skal dog også sikre, at fagligheden og vores viden udvikles. Vi er derfor nødt til at skabe en ny videns-arkitektur, som fremtidssikrer vores fælles viden på handicapområdet.

En del af borgerne bliver fanget i et postnummer-lotteri, hvor det bliver deres bopæl, der bliver afgørende for den hjælp og støtte, borgerne kan få

Pia Allerslev og Jacob Yoon Egeskov Nossell
CP Danmark

Virkeligheden i dag er desværre den, at ikke alle af landets kommuner har den nødvendige viden til at træffe de fagligt bedste afgørelser i sagerne. Det er utopi at tro, at samtlige kommuner har den samme og den nødvendige viden til rådighed. Det er sagerne alt for få - og alt for komplekse til.

Konsekvensen er, at en del af borgerne bliver fanget i et postnummer-lotteri, hvor det bliver deres bopæl, der bliver afgørende for den hjælp og støtte, borgerne kan få, fordi kommunerne ikke har adgang til den nødvendige viden fra centralt hold. 

Derfor skal vi have den specialplan, der så længe har været talt om. En specialeplan, der identificerer målgrupper og videns-behov - og derfor kan give både regioner og kommuner adgang til den nyeste og bedste viden, på et så komplekst og utrolig differentieret område. 

Undskyldninger giver ikke mening uden handling

Med dette er vi tilbage ved starten med mandagens undskyldning til de efterlevende efter særforsorgen. Vi anerkender, at undskyldningen var helt nødvendig og vigtig for de mange tusinde mennesker, der var anbragt og gemt væk på særforsorgens institutioner. Men en undskyldning for fortidens synder giver ikke mening – uden handling fremadrettet. 

Vi skal gøre op med det negative underskuds- og udgiftsregime, der har rådet over handicapområdet i årtier. Vi skal turde at tale om handicapområdet som en investering i mennesker og familier.

Pia Allerslev og Jacob Yoon Egeskov Nossell
CP Danmark

Der skal gøres noget. Vi skal gøre op med det negative underskuds- og udgiftsregime, der har rådet over handicapområdet i årtier. Vi skal turde at tale om handicapområdet som en investering i mennesker og familier. Det kræver mod at tænke og tale i investeringsbaner – mod til at risikere og sætte på spil. Men fortsætter vi med at gøre det samme som hidtil, så ved vi også, at resultatet bliver det samme. Den vej kender vi – og der ønsker ingen at komme hen. 

Vi skal derhen, hvor borgerne får den rette hjælp første gang – og dermed kan bidrage positivt til samfundet med de ressourcer, de nu engang har. Vi skal hjælpe de pårørende videre, så de ikke sidder fast i umulige og ulovlige ankesager. De skal sættes fri af systemet, så de igen kan bidrage til samfundet. 

Til undskyldnings-ceremonien forleden vedstod socialministeren selv, at handicapområdet har et voldsomt efterslæb - og at der er behov for at udvikle handicapområdet “med stormskridt”. 

Vi er klar, socialminister – er du?