Danske Handicaporganisationer: Prioriter faglighed over økonomi

Af Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer (DH)

Den offentlige debat om handicapområdet drejer sig alt for meget om økonomi. 

Naturligvis skal budgetterne hænge sammen, men konsekvensen bliver, at de faglige vurderinger skubbes i baggrunden. Det er skidt for de borgere, det handler om. Og på længere sigt er det heller ikke en god forretning.

Jeg er helt overbevist om, at penge, som gives ud på god faglighed, kommer hundredfold tilbage. Der er god økonomi i at tænke fagligt og langsigtet. Her har den nye børne- og socialminister Mai Mercado (K) gode muligheder for at sætte en ny, offensiv politisk dagsorden.

Omdrejningspunktet for den sociale indsats skal være faglighed. Den socialfaglige viden skal tilbage på dagsordenen. Det kommunale system skal indrettes, så fagligheden, og ikke kortsigtede økonomiske hovsa-løsninger, er det drivende.

En socialfaglig indsats handler om at yde offentlig omsorg til dem, der har behov for det, og støtte mennesker i at flytte sig fra et sted til et andet. Omsorg og støtte skal altid understøtte den enkeltes ret til og mulighed for at være herre i eget liv.

Den socialfaglige viden skal tilbage på dagsordenen. Det kommunale system skal indrettes, så fagligheden, og ikke kortsigtede økonomiske hovsa-løsninger, er det drivende

Thorkild Olsen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Alle – uanset funktionsnedsættelse –  har ret til at være herre i eget liv. Det skal være udgangspunktet for en socialfaglig indsats af høj kvalitet.

Ressourcerne skal bruges rigtigt
Hvis vi skal have mere for pengene, er det nødvendigt, at vi bruger ressourcerne rigtigt. I dag går der alt for mange ressourcer tabt på, at borgernes behov ikke afdækkes i tilstrækkelig grad, og forkerte tiltag iværksættes.

Det sker også, at mange tiltag – og til tider modsatrettede aktiviteter - iværksættes samtidigt fra hver deres sektor.

Resultat: Ingen tiltag får virkning.

Vi skal i stedet sætte tid af til en kvalificeret udredning af borgerens behov. Det kræver dels en systematisk inddragelse af den nødvendige, specialiserede viden, hvor specialisternes råd og vejledning bruges aktivt i beslutningen om indsats. Dels at vi sætter tid af til at inddrage borgeren i den plan, der lægges for dem, så det er den rigtige udfordring, som løses først. Det skal ske ved en mere sammenhængende indsats for borgere, hvis udfordringer går på tværs af sektorer.

Der bør kun være én plan for den enkelte borger. For nogle er det vigtigste at få styr på hjemmefronten, før de kan indgå i et arbejdsrettet forløb. For andre vil det være omvendt. Det handler kort sagt om en smart investering, så den rigtige og mest effektive løsning bliver iværksat fra start.

Rehabilitering og rettigheder går hånd i hånd
Personer med handicap har meget forskellige udgangspunkter i livet. Der er nogle mennesker med handicap, der har brug for støtte i alle sammenhænge, mens andre har brug for støtte i nogle sammenhænge. Nogle har brug for støtte gennem hele livet, andre i kortere eller længere perioder. Derfor er rehabilitering en del af løsningen for nogle, men ikke for alle. 

Det er vigtigt, at den habiliterende eller rehabiliterende indsats, der sættes i værk, tager udgangspunkt i det det enkelte individs behov, vilkår og potentialer. Alle har behov for en kvalificeret indsats – men målet for indsatsen skal tage udgangspunkt i den enkeltes virkelighed.

Rehabilitering er derfor ikke i modstrid med kompensation og klare rettigheder. Tværtimod. En vellykket rehabiliteringsproces forudsætter, at personen er kompenseret for sin funktionsnedsættelse. Og tilsvarende er rettigheder ikke i opposition til rehabilitering.

Borgerens rettigheder er derimod en forudsætning for en lige og jævnbyrdig dialog mellem borgeren og myndigheden. Den jævnbyrdige og lige dialog er hele forudsætningen for den tillid, som er hele kernen i en vellykket habiliterings- eller rehabiliteringsproces. Kompensation og rettigheder er grundlaget for en god rehabilitering.

Jeg tror sagtens, vi kan skabe mere fleksible løsninger, uden at vi fjerner rettigheder fra borgerne. Der kan skabes bedre muligheder for at skrue op og ned for hjælpen, når livssituation og funktionsnedsættelse ændrer sig. Det kræver gensidig tillid mellem kommune og borger, og det kræver, at borgeren har ret til den nødvendige hjælp.

Så kan der laves løsninger, hvor borgere med behov for varierende hjælp, kan få hjælpen igen, når der måske efter en længere god periode er behov for at skrue op for støtten.

Og så er det vigtigt, at dem, der har behov for livslang støtte eller har fremadskridende lidelser, ikke efterlades tilbage på perronen. De skal også have ret til et værdigt og meningsfuldt liv.