Debat

Debatten om købesex usynliggør ofrene

DEBAT: Debatten om købesex overser de prostituerede, som har brug for støtte til at finde en anden levevej og behandling af de skader, de har fået ved at sælge sig selv, skriver Flora Ghosh, centerchef for LivaRehab.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg vil gerne have, vi sætter fokus på prostitutions konsekvenser og hjælper dem, der mener, at de har brug for hjælp. Min appel er, at uanset om du er for eller imod købesex, så tænk på de mennesker, der har fået skader af prostitution og vær venlig ikke at bagatellisere deres problemer.

Flora Ghosh
Stifter og centerchef af LivaRehab

Af Flora Ghosh
Stifter af og centerchef for LivaRehab

I det sidste mange år er der foregået en heftig debat for og imod købesex. Det foregår også nu. Der er også behov for debatten især efter Straffelovsrådets stillingstagen, hvor de ikke anbefaler et forbud. 

Men debatten om købesex kan også være med til at usynliggøre de mange mennesker, der har fået skader af prostitution. Deres stemme kan ikke høres, eller rettere sagt oplever jeg, at medierne ikke er interesseret i at høre deres stemmer, måske fordi de afkræfter lykken i at købe og sælge seksuelle ydelser, måske fordi deres stemmer er præget af mange psykiske og sociale problemer. Debatten er alt for barsk, tit unuanceret og fuld af mudder.

Nordens sidste bordel
Vi får at vide, at det mest er middelklassekvinder, der er imod køb af sex, og det er pæne kvinders moralske kamp mod de klamme kunder, og at deres kamp for at kriminalisere kunderne ikke vil føre til så megen hjælp til prostituerede.

I den anden lejr hører vi, at Danmark bør følge andre nordiske landes eksempler og forbyde køb af sex. Det er den eneste måde, vi herhjemme kan dæmme op for handelen med kvinder, så Danmark ikke skal kendes som Nordens sidste bordel.

De, som er for eller imod at forbyde køb af sex, siger faktisk ikke så meget om hjælp til de prostituerede, som har massiv brug for hjælp.

Lad os skære det ud i pap. Det at være modstander mod et forbud mod køb af sex er ikke det samme som at være tilhænger af prostitution. Og det at være tilhænger af et forbud er ikke det samme som at være på de prostitueredes side.

De, der er tilhængere af et forbud, tager afsæt i en politisk dagsorden, en signalpolitik, der skal forbyde køb af sex for at signalere, at Danmark ikke skal være Nordens sidste bordel. Der er intet galt i det. Der er intet forkert i at sige højt, at nogle mennesker synes, at køb af sex symboliserer kvindeundertrykkelse, og at det symboliserer uligevægt i en mandsdomineret verden.

Fakta

Et forbud alene er ikke løsningen
Det, jeg har brug for at vide, er, hvad de har tænkt sig at gøre for at yde støtte og behandling til de prostituerede, der har brug for hjælp, fordi de døjer med skadevirkninger af prostitution.

Uanset hvad grunden måtte være til, at nogle kvinder ”vælger” prostitution, viser forskning på området, at mange har behov for hjælp - hjælp til at få det bedre og komme videre.

Der kan i høj grad stilles spørgsmål ved, om danske prostitueredes ”valg af erhverv” kan betragtes som et positivt tilvalg. Vi vælger jo ud fra de muligheder, vi har i tilværelsen.

Valgmulighederne for mange danske prostituerede har næppe været et frit valg på alle hylder. For de fleste udenlandske prostituerede i Danmark er det helt meningsløst at tale om et valg. Vi ved, at mange er ofre for kvindehandel, vold og trusler og er blevet tvunget ind i en branche, som de har svært ved at komme ud af ved egen kraft.

Vi kender også til deres fysiske og psykiske lidelser, som ligner danske prostitueredes, men ofte forværres af, at de befinder sig i et fremmed land, som de når som helst risikerer at blive smidt ud af.

Hvis det drejer sig om at hjælpe en gruppe mennesker, hvoraf mange har et behov, forekommer et forbud mod køb af sex ikke som den eneste vej, og det løser under ingen omstændigheder problemerne omkring skadevirkninger af prostitution.

Det er naturligvis lige så forudsigeligt, at modstandere af et forbud vender sig mod forslaget, som at tobaksindustrien skulle gå imod et forbud mod rygning. Det er også klart, at de ikke vil erkende, at prostitution har mange mørke sider, mange negative virkninger på krop og sjæl. Hvem vil tale imod sit ”erhverv” og stigmatisere sig selv.

Det er skandaløst, at politikere ikke sætter de nødvendige ressourcer ind over for trafficking og bekæmper bagmændene bag kvindehandel med de nødvendige midler. Og det er trist, at der ikke afsættes økonomi til rehabilitering af de mennesker, der har fået skader af prostitution. 

Så hvor vil jeg hen med dette debatindlæg? Jeg vil gerne have, vi sætter fokus på prostitutions konsekvenser og hjælper dem, der mener, at de har brug for hjælp. Min appel er, at uanset om du er for eller imod købesex, så tænk på de mennesker, der har fået skader af prostitution, og vær venlig ikke at bagatellisere deres problemer.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00