Debat

Den forbyggende indsats skal i fokus

DEBAT: Prostitutionsindsatsen skal indtænke forbyggende initiativer målrettet udsatte unge. Det skriver leder af Reden København, Karen Reiff, og landsformand for KFUK's Sociale Arbejde, Birgitte Graakjær Hjort.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karen Reiff og Birgitte Graakjær Hjort
Leder af Reden København og landsformand for KFUK's Sociale Arbejde

Når der bliver talt om prostitution, falder talen sjældent på, hvordan man undgår, at unge mennesker ryger ud i prostitution. Hvordan vi forebygger, at det kommer så vidt. At unge havner derude, hvor de ikke kan bunde – der, hvor de ikke selv kan svømme tilbage til sikker havn.

Debatten om prostitution handler for det meste om forbud eller ikke forbud mod købesex, om handlede kvinder fra Østeuropa og Afrika, misbrugsproblemer, der fastholder kvinder i prostitution, og hvad der kan gøres for at hjælpe kvinder ud af prostitution og rehabilitere dem, så de bliver inkluderet i samfundet på lige fod med os andre. Alt sammen vigtige aspekter i relation til prostitution.

Men hvad nu hvis vi også tænkte lidt mere på forebyggelse af prostitution? Er det ikke meget bedre, hvis vi med forebyggende arbejde kan forhindre unge mennesker i at krydse den usynlige linje ind i gråzonen, som på længere sigt kan føre til et liv i prostitution.

Fakta
Altinget | Social har sat gang i et nyt debatkoncept, som går under navnet ’Socialdebatten’. Det nye koncept vil overordnet fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for socialområdet.

Fra den 10. januar og en måned frem diskuterer debatpanelet prostitution. Det er tredje gang, Socialdebatten kører. Første omgang var debattens fokus på anbringelser af udsatte børn, der startede i starten af november.

Socialdebattens debatpanel

BLAND DIG I DEBATTEN! - Send en mail til [email protected]

Forebyggelse eksisterer ikke
I dag er situationen desværre den, at der ikke rigtig sker noget på den front. Forebyggende tiltag i forhold til prostitution er nærmest ikke-eksisterende. Der er unge, både piger og drenge, som i dag bevæger sig ud i den såkaldte gråzoneprostitution, der som regel foregår i det skjulte, og som vi ikke kender konsekvenserne af på længere sigt.

Gråzoneprostitution handler om de situationer, hvor unge giver forskellige seksuelle ydelser til gengæld for gaver eller privilegier.

I dag beskæftiger de sociale tiltag på prostitutionsområdet sig primært med skadesreduktion og rehabilitering. Men der er behov for en mere helhedsorienteret indsats på hele området. En indsats, hvor vi også sætter fokus på forebyggelse af (gråzone)prostitution blandt unge

Karen Reiff og Birgitte Graakjær Hjort
Leder af Reden København og landsformand for KFUKs Sociale Arbejde

I modsætning til egentlig prostitution, hvor parterne på markedsmæssige vilkår henholdsvis køber og sælger seksuelle ydelser, er gråzoneprostitution en adfærd, hvor den seksuelle ydelse tilbydes mod at opnå privilegier eller goder, som for eksempel gaver, en iPhone, rusmidler, husly, anerkendelse eller lignende, uden at de unge selv opfatter det som prostitution. De modtager jo ikke penge for ydelserne - og den ene tjeneste er den anden værd…

I dag beskæftiger de sociale tiltag på prostitutionsområdet sig primært med skadesreduktion og rehabilitering. Men der er behov for en mere helhedsorienteret indsats på hele området. En indsats, hvor vi også sætter fokus på forebyggelse af (gråzone)prostitution blandt unge.

Gennem oplysningskampagner, kortlægning og udvikling af metoder til at afdække og håndtere gråzoneprostitution skal vi arbejde for at begrænse tilgangen af unge på vej ind i prostitution.

Manglende overblik
Desværre har vi i dag ikke noget samlet billede af omfanget og udbredelsen af gråzoneprostitution. Det skyldes manglende opmærksomhed på problemstillingen og manglende viden på området.

Gråzoneprostitution foregår uden for de traditionelle prostitutionsmiljøer, det er tabubelagt og svært at opdage, og derfor kan det også være svært at håndtere mistanken om unges mulige flirteri med prostitution.

De undersøgelser, der er lavet på området siden 2001 i Danmark og andre nordiske lande, peger på, at mellem en og to procent af de unge i alderen 14-18 er eller har været involveret i gråzoneprostitution i en eller anden form.

Det drejer sig både om drenge og piger - og ifølge undersøgelserne er der tale om en overvægt af drenge. Typisk handler det om unge, der i forvejen er rodløse, usikre, udsatte eller har forskellige sociale problemer. 

I København satte projektet Pigegruppen sidste år fokus på gråzoneprostitution med kampagnen ”Seje piger sætter grænser”, og Københavns Kommune valgte også i 2012 at tage gråzoneprostitution med i en ny vejledning for seksualundervisningen i grundskolen. Det tyder på, at man fra officielt hold erkender, at der er et problem.

Forebyggelse skal med i indsatsen
Derfor er der al mulig grund til, når man taler om en helhedsorienteret indsats på prostitutionsområdet, også at tage forebyggelsen rettet mod unge med ind i diskussionen som en vigtig del af indsatsen.

Reden København og KFUK's Sociale Arbejde har derfor planer om at tage initiativ til en forebyggende indsats rettet mod unge, der enten er i - eller er på vej ud i noget, der minder om prostitutionslignende adfærd.

Vi vil gerne samarbejde om en helhedsorienteret indsats, hvor forebyggelsen også er tænkt ind som et element i det samlede billede, så vi begrænser tilgangen af unge til prostitutionsmiljøet. Vi håber på, at regeringen og de sociale myndigheder i kommunerne også vil begynde at fokusere på den del, der handler om forebyggelse, når det gælder prostitution.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00