Brug for servicetjek af anbringelsesforløb

På trods af anbringelsesreform, barnets reform m.m. er der stadig lang vej igen, før vi kan sige, at børnene og de unge får en sammenhængende indsats, hvor alle elementer spiller sammen om at nå netop målet for dem.

Geert Jørgensen
Direktør i LOS

Af Geert Jørgensen
Formand for Børnesagens Fællesråd og direktør i Landsforeningen for opholdssteder (LOS)

Der er nu varslet en tilsynsreform, der skal sikre en højere kvalitet, blandt andet på døgntilbud for børn og unge. Reformen er et vigtigt skridt på vejen til at sikre udsatte børn og unges fremtidige udviklingsmuligheder og livsvilkår. Forhåbentlig kan det skabe større sikkerhed for, at udsatte børn og unge får det tilbud, de bliver stillet i udsigt. Der er desværre ikke tvivl om, at anbringelsesstederne i en række tilfælde ikke har levet op til dette krav.

Men det stopper forhåbentlig ikke her. Der er behov for at se på hele indsatsen – også alt det, der ligger rundt omkring anbringelsesstedet. En indsats, der burde hænge sammen fra start til slut, men alt for ofte ikke gør det.

På trods af anbringelsesreform, barnets reform m.m. er der stadig lang vej igen, før vi kan sige, at børnene og de unge får en sammenhængende indsats, hvor alle elementer spiller sammen om at nå netop målet for dem. Og det er her, det med kæden kommer ind.

Kontinuitet er nøglen
Lidt forenklet kræver et vellykket anbringelsesforløb et grundigt forarbejde for at afdække både problemer og muligheder, en god matchning mellem barnet og anbringelsesstedet, inddragelse af såvel barnet som forældrene, eventuel støtte til forældrene under anbringelsen, gode rammer og indsats for barnets udvikling på anbringelsesstedet, selvstændiggørelse og forberedelse af et liv på egne præmisser. Det vil sige en overgang med planlagt udslusning og efterværn. En af forudsætningerne for dette er kontinuitet blandt de professionelle voksne omkring barnet. Og hvordan er det så lige, det ser ud, når vi ser på sammenhængen i indsatsen?

Når det gælder det første led i kæden, udredning og afdækning af behov med tilhørende handleplan, er det ikke lovgivningen, der er for dårlig, men lovgivningens krav bliver desværre alt for ofte ikke fulgt. De fleste fagfolk er enige om, at to af hovedårsagerne til dette er den store udskiftning blandt socialrådgiverne og det alt for store sagstal, som mange af børnesagsbehandlere har.

De to ting hænger ofte sammen, og kommunerne har en stor opgave i at gøre det attraktivt at arbejde med børnesagerne. Desuden er der behovet for specialist- og efteruddannelse for børnesagsbehandlerne. Når man tænker på de mange milliarder, der bruges på området, vil en lille merudgift her give et meget stort udbytte, når det gælder resultaterne af arbejdet.

Desuden ville en hævning af kvaliteten på dette område betale sig mangefold igen gennem færre sammenbrud og bedre anbringelser og hermed bedre resultater for de anbragte børn.

Børn og forældre skal inddrages
Inddragelse af børnene er af den allerstørste betydning for resultatet af en anbringelse, men også inddragelse af forældrene. Et konstruktivt samarbejde med forældrene er nødvendigt for at mindske børnenes splittelse mellem anbringelsessted og forældre. I de tilfælde, hvor forældrene har store problemer, er det vigtigt, at de får hjælp til bedre at blive i stand til at varetage deres forældreansvar. Hermed letter man også børnene for det ansvar, de føler for forældrene og især eventuelle søskende.
 
Når anbringelsen så forhåbentlig er gennemført i et godt og stabilt samarbejde mellem den unge, anbringelsesstedet, forældre og sagsbehandler er det vigtigt, at der i god tid er taget stilling til den unges behov for støtte i forbindelse med overgangen til et selvstændigt liv. En velforberedt udslusning og det rigtige efterværn har forskningsmæssigt stor betydning for den unges muligheder for at fastholde uddannelse, arbejde, bolig og netværk. Man kan sige, at det er ”den afsluttende finish” eller ”kronen på værket”.

Det er derfor uforståeligt, at alt for mange unge efter et måske langt og omkostningsfyldt anbringelsesforløb ikke får den fornødne støtte til overgangen til voksenlivet. I en tid, hvor hr. og fru Danmarks børn bor hjemme længere og længere, bliver mange af de anbragte børn alt for tidligt kastet ud og skal klare sig selv. Og det på trods af, at vi ved, at mange af dem har de dårligste forudsætninger for at klare overgangen til en selvstændig tilværelse. Vi ser også i stigende omfang unge på 15 – 16 år og opefter, som flyttes på eget værelse, ofte med begrænset støtte, eventuelt i et udsat boligområde omgivet af andre udsatte unge. Jeg gad vide, hvor mange politikere og chefer, der med god samvittighed og tryghed i sindet ville byde deres egne børn det samme.

Pengene skal bruges målrettet
En del af disse unge klarer det ikke, og groft sagt er størstedelen af den indsats, de har fået gennem årene, mere eller mindre spildt. Det er uforståeligt, at man efter at have brugt måske flere millioner på et anbringelsesforløb smider det hele på gulvet, fordi man ikke gør arbejdet færdigt. Blot for at spare et beløb, der kun er en mindre del af den samlede udgift. Jeg taler ikke for, at man nødvendigvis skal bruge flere penge på anbringelser, men man burde bruge dem mere målrettet.