EU-plan for uledsagede mindreårige flygtninge

EU: Europa-Kommissionen har vedtaget en handlingsplan for at give uledsagede, mindreårige flygtninge bedre beskyttelse.
Morten Øyen

Planen skal sikre bedre advokatbistand og værgemål til flygtningebørnene i de enkelte medlemslande. Der stilles specifikke krav til medlemslandenes behandling, herunder at barnets familie skal forsøges opsporet, og at beslutningen om barnets fremtid skal træffes hurtigst muligt.

Data fra Eurostat viser, at der i 2009 blev indgivet i alt 10 960 ansøgninger af uledsagede mindreårige i 22 medlemsstater (eksklusive Danmark, Frankrig, Polen, Rumænien og Tjekkiet), hvilket svarer til en stigning på 13 procent i forhold til 2008, hvor der blev indgivet 9 695 asylansøgninger. Det er dog stadig uklart, hvor mange uledsagede flygtningebørn, der samlet set kommer til Europa.

Om planens overordnede formål hedder det i en pressemeddelelse:

"Der er mange årsager til, at uledsagede mindreårige kommer til EU. De flygter fra krige og konflikter, fra fattigdom eller naturkatastrofer, fra diskrimination eller forfølgelse. De sendes af sted af deres familie i håbet om et bedre liv, i håbet om at kunne hjælpe med at forsørge deres familie derhjemme eller i et forsøg på at slutte sig til andre familiemedlemmer, som allerede befinder sig i EU. Nogle er ofre for menneskehandel. I handlingsplanen foreslås en EU-tilgang baseret på tre indsatsområder: forebyggelse af farlig migration og menneskehandel, modtagelsesforhold og processuelle garantier i EU samt identifikation af holdbare løsninger."

Kommissæren for indre anliggender, Cecilia Malström, understreger vigtigheden af at tage hånd om flygtningebørnene:

"EU må sætte ind øjeblikkeligt for at sørge for uledsagede mindreårige, som er migrationens mest udsatte og sårbare ofre. Sigtet med handlingsplanen er at få fastlagt en fælles og koordineret måde, hvorpå vi kan løse et problem, som forventes at blive værre i de kommende år. Det er meget vigtigt, at medlemsstaterne forpligter sig til at sikre gode modtagelsesforhold samt beskyttelse og integration af uledsagede mindreårige. Princippet om barnets tarv bør altid danne grundlag for de foranstaltninger, der træffes. Vi må koncentrere indsatsen om at få opsporet familien til de mindreårige, som kommer til EU alene, og vi må sørge for tilbagesendelsesvilkår, som gør det muligt for dem at blive genforenet med deres familie."

Dokumentation

Handlingsplanen bygger på følgende ti principper:

1. Alle børn skal først og fremmest behandles som børn. Barnets tarv bør være det vigtigste hensyn i alle foranstaltninger vedrørende uledsagede mindreårige.

2. Alle børn skal behandles i overensstemmelse med de regler og principper, der gælder i Den Europæiske Union og dens medlemsstater, navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, FN-konventionen om barnets rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention.

3. Der skal gøres alt for at skabe vilkår, som gør det muligt for børn at vokse op i deres hjemland med gode udsigter til personlig udvikling og ordentlige levevilkår.

4. Børn bør beskyttes mod menneskehandlere og kriminelle grupper og mod andre former for vold og udnyttelse.

5. Der skal gøres alt for at opspore barnets familie og genforene barnet med familien, forudsat at det er i barnets tarv.

6. Børnespecifikke modtagelsesforanstaltninger og processuelle garantier bør gælde fra det øjeblik, hvor barnet findes ved EU's ydre grænser eller i en af medlemsstaterne, indtil der er fundet en holdbar løsning. Værgemål og advokatbistand til barnet er meget vigtigt.

7. Beslutningen om det enkelte barns fremtid bør træffes hurtigst muligt og helst inden for seks måneder.

8. Uledsagede mindreårige bør altid indkvarteres og behandles på en måde, der er i overensstemmelse med barnets tarv. Hvis frihedsberøvelse undtagelsesvist er berettiget, bør den kun anvendes som sidste udvej, i den kortest mulige periode og stadig under størst hensyntagen til barnets tarv.

9. Når der skal findes en holdbar løsning, bør den bygge på en individuel vurdering af, hvad der er i barnets tarv. En løsning kan bestå i enten tilbagesendelse til hjemlandet, hvor reintegrering af barnet bør sikres, i tildeling af international beskyttelsesstatus eller anden retlig status, som gør det muligt for barnet at blive integreret i opholdsstaten, eller i bosætning i Den Europæiske Union.

10. Alle involverede parter - EU-institutioner, medlemsstater, hjem- eller transitlande, internationale organisationer og civilsamfundsorganisationer - bør gå sammen om at gøre en stor indsats for at løse problemet med uledsagede mindreårige og sikre barnets tarv.

Kilde: EU-Komissionen


Altinget logoSocial
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget social kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00