Ole Pass: Præmis for lavere kontanthjælp er forkert

Det ville være befriende, hvis man generelt kunne droppe den tyrkertro, der tilsyneladende er til effekten af økonomiske incitamenter, og i stedet i lovgivningen tage afsæt i tillid til, at flertallet ønsker at blive selvforsørgende.

Ole Pass
Formand for Foreningen af Socialchefer

Af Ole Pass
Formand for Foreningen af Socialchefer

Den bedste vej til beskæftigelse går gennem uddannelse. Det må ikke kunne betale sig økonomisk at gå passiv, og kontanthjælpsbegrebet bør ikke finde anvendelse for de unge. Gode og vigtige mål, som vel de færreste kan erklære sig grundlæggende uenige i.

Den første måned efter ikrafttrædelsen af kontanthjælpsreformen har dog desværre vist, at der er nogen vej fra de flotte politiske ”skåltaler” til den virkelighed, der har ramt de involverede unge og os i kommunerne, der skal forklare og stå på mål for den indre logik i reformen eller mangel på samme.

Behov for klart definerede regler
Der er således på rekordtid opstået påstande om, at kommunerne ”kassetænker”, samt at den kommunale praksis som følge heraf er for forskellig.

Denne påstand om væsentlig forskellighed skal selvsagt undersøges, således at der kan findes et naturligt leje og en saglig begrundelse for de forskelligheder, der måtte være kommunerne imellem.

Vi ønsker ikke i den forbindelse øget central detailstyring, som hævdet af fremtrædende regeringsmedlemmer, men en øget kvalitet i lovgivningen, og det er straks en vanskeligere sag!

At knytte meget kontante og afgørende retsvirkninger til så uklart definerede begreber som uddannelsesparat og aktivitetsparat skal i sagens natur give anledning til usikkerhed, ligesom det ikke gør vurderingen lettere, at den skal foretages i et perspektiv, hvor det skal vurderes, hvorledes den unge vil være egnet inden for et etårigt tidsinterval, men hvor de økonomiske konsekvenser indtræder her og nu.

Ydelsesniveau afgør ikke motivation
Der, hvor loven for alvor rammer virkeligheden, er dog, at den tilsyneladende bygger på en flertalsmisforståelse om, at økonomien i form af ydelsesniveauet for den enkelte unge er afgørende for den pågældendes motivation.

Virkeligheden har tværtimod og heldigvis vist, at dette ikke er det fremherskende. Det er utroligt vanskeligt at overbevise en topmotiveret ung om fornuften i, at pågældende skal nedsættes i ydelse i en periode, hvor pågældende på grund af sygdom eller uddannelsens beskaffenhed er afskåret fra at påbegynde uddannelse her og nu.

Det ville være befriende, hvis man generelt kunne droppe den tyrkertro, der tilsyneladende er til effekten af økonomiske incitamenter, og i stedet i lovgivningen tage afsæt i tillid til, at flertallet ønsker at blive selvforsørgende.

Fokus på de mindre motiverede
Det mindretal, der ikke har dette ønske, bør ikke danne grundlag for generelle regler, men for drøftelse af muligheden for styrkede, anvendelige sanktioner.

Differentiering af ydelsesniveauet er, som det fremgår, ikke løsningen. Det er derimod en differentieret, individuel indsats set i sammenhæng med de reformer, der er i vente på beskæftigelsesområdet.

Medens vi venter, kan jeg blot ønske en her-og-nu-løsning, der giver kommunerne adgang til at dispensere fra etårsreglen ved vurdering af den unges uddannelsesparathed.

Det er således ikke rimeligt at iværksætte økonomisk pression over for unge, der er topmotiverede, men af årsager, som de ikke selv har indflydelse på, er afskåret fra at opretholde deres ydelsesniveau.