Kronik

Forfatter: Med den nye handicapaftale risikerer historien at gentage sig selv

Tanken om at investere i mennesker, fordi de har værdi i sig selv, synes at være et fjernt ekko fra fortiden. Og nu taler man igen om at fjerne rettigheder fra mennesker med funktionsnedsættelser. Samfundskontrakten er brudt, skriver Ditte Christensen.

Pernille Rosenkrantz-Theil har sagt undskyld for de horrible vilkår, man har budt mennesker med funktionsnedsættelser. Desværre ser historien ud til at gentage sig, skriver Ditte Guldbrand.
Pernille Rosenkrantz-Theil har sagt undskyld for de horrible vilkår, man har budt mennesker med funktionsnedsættelser. Desværre ser historien ud til at gentage sig, skriver Ditte Guldbrand.Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Ditte Guldbrand Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

11. september er for de fleste en særlig dato.

Sidste år fik datoen så en ny betydning, da socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) stod frem og på regeringens vegne og sagde undskyld.

Undskyld for de horrible vilkår, man har budt mennesker med funktionsnedsættelser i årene mellem 1933-1980, hvor staten havde det fulde ansvar for det, man dengang kaldte ”åndssvagsforsorgen” eller ”særforsorgen”.

Desværre ser historien ud til at gentage sig.

I dag kaldes det ”det specialiserede område”, som i disse dage, får skylden for alskens ondskab i vores samfund, lige fra skolelukninger til nedskæringer af fritidstilbud, til besparelser på ældreplejen.

Steinckes tanker om, at mennesker ikke skal ligge samfundet til last, har gennem de sidste 20 år vundet indpas i samfundet.

Ditte Guldbrand
Forfatter og handicapaktivist

Området er sågar blevet kaldt ”gøgeunger” af højtstående politikere. Vores nuværende finansminister, Nicolai Wammen, var da heller ikke sen til at give området skylden for blandt andet fjernelse af svømmeundervisning til børn.

Jeg skal derfor være den første til at indrømme, at jeg er noget skeptisk over socialministerens undskyldning.

Regeringen skærer i knoglen

Ikke mindst, fordi regeringen netop har indgået en rammeaftale på handicapområdet, med stemmer fra R, K og LA. Aftalen har taget udgangspunkt i Tranæs-udvalgets rapport.

En rapport som er et bestillingsarbejde fra regeringen selv og KL, og hvis primære formål var, at komme med bud på hvordan man kan skære, ikke bare indtil benet, men ind i selve knoglen på handicapområdet.

Det mest rystende i rapporten, er anbefalingen om at stække Ankestyrelsens uafhængige virke, der i bund og grund betyder, at man fjerner rettigheder for mennesker med funktionsnedsættelser.

Læs også

Men for at forstå hvorfor de strømninger, der lige nu driver vores samfund, er så skræmmende, vil jeg tillade mig lidt hurtig historie gennemgang.

For Danmark har en yderst mørk fortid, som jo netop var det socialministeren undskyldte for.

Vi skal tilbage til velfærdssamfundets endelige implementering, nærmere bestemt 1933, hvor socialreformen blev født. Hovedarkitekten bag reformen var socialdemokraten K.K. Steincke.

Steincke skrev bogen ”Fremtidens forsøgelsesvæsen” i 1920, som blev en grundsten for vores velfærdssamfunds opbygning.

Steincke selv gik varmt ind for ”racehygiejne”, og selvom hans bog er skrevet mange år før anden verdenskrigs, kan jeg ikke lade være med at tænke, at både Göbels og Hitler har læst bogen med stor interesse.

Socialreformen betød blandt andet, at staten skulle stå for ”særforsorgen”, og man skabte store anstalter, hvor mennesker med handicap blev stuvet sammen.

Øget magtanvendelse minder om det hvide snit
Handicap var dengang et vidt begreb og dækkede over alt fra folk med multihandicaps, til kvinder som var, efter datidens terminologier, ”moralsk defekte”.

Dette var mennesker som ikke kunne bidrage til velfærdssamfundet, og derfor ikke havde nogen værdi i sig selv. Man ville derfor sikre, at udgifterne til denne gruppe ikke ”løb løbsk”, at man derved ikke lå samfundet til last. Med sterilisering og ægteskabs forbud, sikrede man ligeledes, at de ikke formerede sig.

Danmark var ligeledes glad for at udføre ”det hvide snit”. Faktisk var vi et af de lande, hvis ikke det land i verden, der udførte flest – også på børn helt ned til seks års alderen.

Læs også

For nyligt kunne man i programmet ”Forsvundne arvinger” på DR, selv få syn for sagen, da historien om Kurt Mortensen, som fik ”det hvide snit" i en alder af blot otte år, blev fortalt.

Han fik det, ifølge hans lægejournaler, fordi han havde et udviklingshandicap og var selvskadende.

Denne begrundelse får det i særdeleshed til at løbe mig koldt ned ad ryggen, da vores nuværende regering netop har nedsat et lovforslag om mulighed for øget magtanvendelse, overfor præcis denne gruppe mennesker.

Igennem hele menneskets historie, har man forsøgt at udrydde mennesker med handicap. Tilbage til oldtidens Egypten, hvor man lagde syge spædbørn ud i ørkenen for at dø, til i dag hvor man laver fosterdiagnokstik.

At man i dag ikke bare afliver folk med handicap, er, for at bruge Steinckes egen beskrivelse: en uheldig følge af civilisationen.

Steinckes skræmmende tanker er tilbage

Steinckes tanker om, at mennesker ikke skal ligge samfundet til last, har gennem de sidste 20 år vundet indpas i samfundet.

Det er skræmmende at forsterdiagnokstik og legaliseret eutanasi, to ting Steincke selv var stærk tilhænger af, vinder indpas i debatten. Det vidner i mine øjne om et depraverende menneskesyn, som giver det klare indtryk, at der ikke er plads til mennesker som mig.

Det mest rystende i rapporten, er anbefalingen om at stække ankestyrelsens uafhængige virke, der i bund og grund betyder, at man fjerner rettigheder for mennesker med funktionsnedsættelser.

Ditte Guldbrand
Forfatter og handicapaktivist

Op gennem 1960’erne skete der ellers et epokegørende opgør mod det menneskesyn som K.K. Steincke repræsenterede.

Flere pårørende til de udsatte grupper gjorde oprør, og ønskede at beholde deres børn hjemme i stedet for at sende dem på institution. Man ønskede også, at de fik en skolegang og, hvis muligt, et arbejde senere i livet

Flere grupper fik stemmeret, og det blev en rettighed, at samfundet skulle kompensere for funktionsnedsættelser. I 1980 nedlagde man ”særforsorgen” og flyttede området fra staten og ud til de daværende amter.

Nu begyndte der at ske nogle virkelig spændende ting. Man definerede ikke længere mennesker med handicap som en belastning, men derimod som nogen man ville investere i.

Man nedlagde de store institutioner og oprettede mindre bosteder, hvor folks trivsel var i fokus. Man oprettede ambitiøse specialskoler og enheder, som skulle fokusere på den enkeltes ressourcer og potentiale.

Vi blev det første land i verden der skabte en ”hjælperordning”, den såkaldte BPA, så folk med omfattende fysiske funktionsnedsættelser kunne bo i eget hjem, få familie, uddannelse og arbejde. Ja, leve et liv så tæt på det normale som muligt.

Læs også

Verden så måbende til, og i den internationale handicapbevægelse blev Danmark beskrevet som et rent paradis, et billede på hvordan det skulle gøres.

Men efter kommunalreformen tilbage i 00’erne, da det ”specialiserede område ” kom til at ligge hos kommunerne, skete der igen et skred i tilgangen til mennesker med handicap.

Kommunerne, som selv havde ønsket at varetage området, blev pludselig presset på økonomien, da området ikke blev fuldt finansieret og pengene skulle findes fra det såkaldte ”normal område”.

Mennesker som en byrde

Man er derfor igen begyndt at tale om mennesker med funktionsnedsættelser som en byrde, og ”noget for noget” princippet er blevet gravet frem fra Steincke’s gamle gemmer.

Retorikken om at udgifterne på området ikke må ”løbe løbsk", bliver igen brugt flittigt, ikke mindst af finansministeren og KL, og er hele fundamentet for den netop indgået rammeaftale.

Tanken om at investere i mennesker, fordi de har værdi i sig selv, synes snart et fjernt ekko fra fortiden.

Læs også

Nu taler man igen om at fjerne rettigheder fra mennesker med funktionsnedsættelser. Folk, der er udadreagerende, skal man igen kunne udøve magtanvendelse overfor, og man vil igen lave store botilbud, hvor man kan tvangsflytte folk til, alt efter hvad kommunen (læs økonomien) finder bedst.

Folk skal ikke længere have ret til at blive kompenseret for deres funktionsnedsættelse, men vurderes ud fra om man mener vi er ”værd", at investere i, altså om vi kan bidrage nok til samfundet.

Hvad der dog virker så utroligt paradoksalt er, at vi aldrig har været rigere end vi er nu. Alligevel blev de mest visionære tiltag på handicapområdet vedtaget op gennem 1970’erne og eksekveret i 1980’erne – også kaldet ”fattig 80’erne”. Det er da værd at tænke over.

For mig at se, er hele fundamentet for vores velfærdssamfund krakeleret. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at samfundskontrakten er brudt.

Men den gode nyhed er, at vi selv kan ændre på det. Hvis vi står sammen og siger fra overfor den økonomiske kassetænkning. Hvis vi insisterer på menneskers værdi i sig selv, så kan vi igen få et stærk velfærdssamfund, hvor solidaritet er vores ledestjerne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Ditte Guldbrand Christensen

Forfatter og medstifter af 'IkkeDødEndnu'









0:000:00