Debat

Forsker: Har vi berøringsangst for tvangsadoptioner?

Anne-Dorthe Hestbæk
Anne-Dorthe HestbækAfdelingsleder, Børn og Familie, SFI

DEBAT: Det må ikke være et mål at fjerne flere børn mod forældrenes vilje. Men når forældrene ikke kan varetage ansvaret for barnet, må man vurdere, hvad der er bedst for barnet. Det mener Anne-Dorthe Hestbæk, afdelingschef, Børn og Familie, SFI.

David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne-Dorthe Hestbæk
Afdelingschef, Børn og Familie, SFI

Vi skal være modige og parate til at tage det næste skridt i retning af flere tvangsadoptioner”, siger minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold Manu Sareen i debatten om adoption uden samtykke fra forældrene.

Flere adoptioner er ikke et mål i sig selv, replicerer Tina Nedergaard. Målet er, at der tages den bedste beslutning for barnet. Og tvangsadoption er kun relevant, ”når det er åbenlyst, at de biologiske forældre ikke er i stand til at varetage selv de mest grundlæggende ting som forældre”.

Også Thomas Adelskov, der er formand for KL’s Social- og sundhedsudvalg har været ude at markere, at ”Det er ikke og vil aldrig blive kommunernes menneskesyn at bortadoptere børn og unge med tvang – og da slet ikke for at spare penge”.

Dybest set er de måske ikke så uenige, når det kommer til stykket. Virkeligheden er nok, at det på den ene side ikke er et mål i sig selv at fjerne flere børn – og da slet ikke unge – mod forældrenes vilje. Men at vi på den anden side anerkender præmissen om, at når forældrene varigt ikke kan varetage forældreansvaret for barnet, skal det vurderes, om det vil være bedst for barnet at blive bordadopteret, også selv om forældrene ikke samtykker.

Tvangsadoption frem for anbringelse
Som nævnt i mit forrige debatindlæg er vi nede på omkring 10 tvangsadoptioner i alt de seneste fem år, altså i gennemsnit to om året – hvilket er en markant stigning ift. tidligere. Hvis man ser det i forhold til antallet af små børn, der bliver anbragt uden for hjemmet hvert år, sætter det tingene lidt i perspektiv.

Dybest set er de måske ikke så uenige, når det kommer til stykket.

Anne-Dorthe Hestbæk
Afdelingschef, Børn og Familie, SFI

I 2013 blev der ny-anbragt over 400 små børn mellem 0 og 4 år. Og alene de 0-1-årige stod for ca. halvdelen, dvs. 200 nye anbragte på 0 og 1 år. Heraf skete mellem halvdelen og en tredjedel af anbringelserne uden forældrenes samtykke.

Tallene giver os en fornemmelse af, hvor mange små børn, der er berørt af anbringelser på den ene eller anden måde: Nogle børn hjemgives, andre anbringes eller genanbringes . Ved slutningen af 2013 var der ifølge Ankestyrelsens anbringelsesstatistik anbragt over 400 små børn mellem 0-2 år i en eller anden form for familiepleje, mens der var 34 børn i alderen 0-2 år på døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted.

Er det helt kættersk at forestille sig, at nogle af disse børn befinder sig i den potentielle målgruppe for tvangsadoption på grund af for dysfunktionelle eller helt manglende familierelationer og dermed kunne have profiteret af en opvækst i en ny familie? Sagde nogen berøringsangst?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne-Dorthe Hestbæk

Seniorforsker, VIVE
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1990)

0:000:00