Debat

V: Tvangsadoptioner er ikke målet, men midlet

Tina Nedergaard
Tina NedergaardFolketingsmedlem (V), fhv. undervisningsminister

DEBAT: En revidering af adoptionsreglerne er en god ide, men revideringen skal ikke ske for at vise mod. Den skal ske, fordi det er til gavn for børnene. Det mener Tina Nedergaard (V), børne- og familieordfører.

David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tina Nedergaard (V)
Børne- og familieordfører

Når vi i Venstre er indstillet på flere adoptioner uden samtykke fra biologiske forældre, så er det fordi, at vi fokuserer entydigt på børnenes behov for en tryg og stabil opvækst. Det skal dog ske så skånsomt som muligt, og kun når det er åbenlyst, at de biologiske forældre ikke er i stand til at varetage selv de mest grundlæggende ting som forældre.

Når det skal ske skånsomt, betyder det, at det som udgangspunkt skal ske hurtigt. En tvangsadoption er et uhyre voldsomt indgreb, hvis barnet f.eks. er blevet 5-7 år og har haft kontakt til en eller begge biologiske forældre. Det er voldsomt for barnet, men også forældrene, der måske nok ikke har evnet noget som helst andet end at se barnet en time eller to af og til, men som alligevel har knyttet følelsesmæssige bånd til barnet.

Det er erfarne sagkyndige, som i de konkrete situationer bedst kan vurdere, om det er forsvarligt at igangsætte en proces, f.eks. allerede under graviditeten, men tid er en vigtig faktor for både barn og forælder/forældre.

Jeg tror på, at bortadoption ved tvang bør ske meget tidligt for at opnå de tilsigtede resultater, nemlig at barnet får en stabil og tryg opvækst.

Den nødvendige beslutning
Ministeren skriver i denne debat, at regeringen har modet til at øge antallet af adoptioner ved tvang.

Det kommer let til at virke som om, at målet er flere adoptioner. Det er ikke vores mål, det er et middel til at sikre børnenes behov.

Tina Nedergaard (V)
Børne- og familieordfører

Jeg mener, at vi skal være meget forsigtige med at se indgrebet som "modigt" eller handlekraftigt. Det kommer let til at virke som om, at målet er flere adoptioner. Det er ikke vores mål, det er et middel til at sikre børnenes behov. Jeg mener yderligere ikke, at det kræver mod at fratage forældre og børn deres helt principielle ret til at være sammen eller holde kontakt. Det kræver stor omtanke.

Politikernes behov for at signalere mod må ikke stå i vejen for vores forståelse for, at der ude i virkeligheden er fagligt kompetente mennesker, som skal træffe en stor og svær beslutning. Nemlig beslutningen om at adskille barn og forælder. De sagkyndige må ikke føle et pres fra politikernes side, om at den "modige" - forstået som den "rigtige" beslutning - er adoption ved tvang. Det må alene være den nødvendige beslutning.

Vi skal træde varsomt
Vi skal derimod skabe en ramme, som sikrer, at når den bedste beslutning er adoption med tvang, så kan de fagligt kompetente personer træffe den - med større sikkerhed for, at den ikke senere underkendes.

Vi skal træde varsomt, når vi lovgiver på disse områder. Børnene er ikke statens børn. Staten skal alene være til stede i børns liv for netop at sikre dem et godt liv, når deres biologiske forældre på ingen måde magter dette selv.

Vi må i debatten heller ikke glemme, at der er børn, der vokser op trygt og godt hos plejeforældre med eller uden kontakt til biologiske forældre, og at en pludselig adoption i sådan et tilfælde kan udløse konflikt og usikkerhed hos alle parter.

I Venstre er vi indstillet på ny lovgivning. Det er vi ikke indstillet på, fordi vi vil vise, at vi er modige, vi gør det udelukkende, fordi vi mener, at der er nogle børn, der får gavn af en ændring.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tina Nedergaard

Administrativ leder, JH Planter, fhv. undervisningsminister (V), fhv. MF
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1997)

0:000:00