Forskningschef: Pædagogers praksis skal ikke ensrettes

Når børn leger i naturen, så kan de udvikle sig motorisk og socialt, men børn skaber også mening i deres tilværelse ved at fordybe sig i leg på deres egne præmisser. De bruger fantasien og virkelysten, når skovbundens dyr bliver til en zoologisk have.

Andre børn, der aldrig har været på besøg i en rigtig zoologisk have, kan også få den oplevelse ved at deltage i legen. På den måde er det vitalt, at legeaktiviteter ikke kun hjælpes på vej af de voksne. Til gengæld kræver det mange pædagogiske velbegrundede beslutninger, når pædagoger blander sig uden om eller intervenerer i legen for at guide den i nye retninger.

Leg er spontant
Vidensgrundlaget for leg er derfor ikke nemt at afgrænse, og det er ikke foreskrivende for praksis. Det er inspiration og refleksion. Det kan stamme fra forskningsprojekter, men også fra egne og andres praksiserfaringer. Den pædagogiske praksis er ikke et værdineutralt rum.

Pædagoger bruger sig selv som hele mennesker. I forbindelse med læreplanstemaet om natur og udeliv skal børn opleve forskellige former for natur, uanset hvor i landet de bor. De skal også have et personligt forhold til naturen og behandle den med respekt.

Derfor skal de også møde voksne, der behandler naturen respektfuldt. Det kan gøres på mange forskellige måder og påvirkes af, hvem de voksne er. Hvilken viden og erfaringer de står på, men lige så betydningsfuldt er deres holdninger, normer og værdier. Alt er i spil, og det er en styrke. Derfor er et vidensgrundlag også systematisk indsamlede praksiserfaringer, der fortløbende kan bruges til at udvikle pædagogers valg og refleksioner.

På samme måde skal pædagogstuderendes studieforløb indeholde øvelses- og træningsbaner, hvor de kan øves i, hvilke roller de kan spille i spontant leg, eller når børn eksperimenterer med vindretninger ved at sætte drager op. Praksis foregår ikke kun i praktikperioder. Der skal være masser af praksis ved uddannelsen. Ligesom der skal være masser af velvalgt teori.

Børns dannelse kan ikke formaliseres
Vidensgrundlaget er ikke en foreskrivende manual. Det er er informerende og inspirerende for pædagogernes individuelle valg. Ideelt kan det også lægges på bordet, når pædagogerne sammen drøfter deres praksis, og hvordan de fremadrettet kan udvikle den. Det kræver tid og rum, og det er vanskeligt at tilvejebringe, når man ikke lige kan hive en forberedelsestid ned fra hylden.

Hvis dele af vidensgrundlaget skal komme fra forskning, så stiller det store krav. Relevant forskning beskrives ofte som det, der virker. Men hvordan virker det og i forhold til hvad? Den fornyligt vedtagne nye læreplan for dagtilbudsområdet fremhæver værdier som børnesyn, dannelse og fællesskaber.  

Der findes masser af viden om, hvordan man kan inddrage børn i beslutninger, og derved arbejde med deres dannelse. Der findes bare ingen sikker viden om, hvordan det enkelte barn så præcist udvikler sig, hvis det inddrages på den og den måde. Vi kan heldigvis ikke styre, hvordan børn dannes, men det kan være en ambition at arbejde med det.

Dagtilbud funderes ikke kun på, hvad der virker. Man kan godt forskningsmæssigt argumentere for, at man skal lade børn være børn, så de gennem fantasi og nysgerrighed kan eksperimentere med omverden i rammer, som de voksne er ansvarlige for. Det er samtidig også en grundlæggende værdi i den danske dagtilbudstradition. Vi vil ikke have førskoler, hvor børns leg og frihed begrænses.

På den måde er vidensgrundlaget for de danske dagtilbud og pædagoguddannelsen en kompleks størrelse. Heldigvis. Den består af erfaringer, forskning, normer og værdier. For den pædagogiske forskning betyder det, at den ikke skal ensrettes. Den skal være empirisk og teorietisk og funderes på forskellige metodiske tilgange.