Game: Gadeidræt kan skabe bedre trivsel – desværre passer den ikke i støtteordningernes kasser

Der er fuld damp på tiltag for børn og unges trivsel: Trivselskommission, Kulturpas og P3 Missionen er bare et par eksempler. Alle har børn og unges fritidsliv med i værktøjskassen.

Det er godt. Men forskning og eksperter påpeger, at det kræver en særlig indsats, hvis vi vil skabe trivsel via fritidsliv.

For os i Game betyder det helt konkret, at de organisationer, som har erfaringer med at inddrage unge i udsathed i sport og kultur, bliver sikret fast finansiering, så vi – og mange andre aktører – kan fortsætte og skalere det arbejde, der også får de børn og unge med, der har trivselsudfordringer.

Fritidsliv som trivselsskaber

Ungdomsforsker Søren Østergaard rejser i et interview i Altinget Idræt en interessant bekymring om idrættens kannibalisering af fritidslivet og dennes konsekvenser for børn og unges trivsel.

Forskning og eksperter påpeger, at det kræver en særlig indsats, hvis vi vil skabe trivsel via fritidsliv.

Marie Traasdahl Staal
Program- og innovationsdirektør, Game

På den ene side udgør idrætten, som den største analoge fritidsarena, potentielt en vej ind i trivselsskabende fællesskaber. På den anden side er der to problemer. Dels er der stadig en stor gruppe inaktive børn, som idrætsforeningerne ikke når.

Og dels er der en risiko for, at medlemskab af de traditionelle idrætsforeninger ‘kannibaliserer’ det ikke-styrede fritidsliv, som Søren Østergård kender det fra sin barndoms gade: Dér hvor læringsrummet var uformelt, og hvor fællesskabet gik på tværs af aldersforskelle.

Jeg genkender billedet af barndommens leg på gaden og ser dens træk i de myriader af gadeidrætter omkring os. For mig er det oplagt, at gadeidrætten er et af flere konkrete bud på, hvordan idrætten kan imødegå mistrivsel.

Blandede niveauer letter presset

Gadeidrætten er et fællesskab, hvor børn, unge og voksne er aktive sammen på tværs af alder. Fordi her findes de ”uformelle legemestre,” som Østergård efterlyser, og som vi i Game kalder rollemodeller – ikke trænere.

Og fordi man her ”lærer gennem deltagelse i sociale praksisser, hvor der overføres viden fra de erfarne til de uerfarne gennem uformelle processer,” som Signe Højbjerre Larsen beskriver det i sin ph.d.-afhandling om parkour.

Vi ved, at hvis idræt skal nå børn og unge i udsathed, skal den flytte sig hen, hvor ikke-idrætsaktive børn allerede er.

Marie Traasdahl Staal
Program- og innovationsdirektør, Game

Når erfarne og mindre erfarne er aktive sammen kan det skabe trygge rum, hvor der er mindre på spil. Den frygt for at blive udstillet, som Østergaard beskriver, tæmmes, hvis der ikke er noget bestemt, man skal kunne.

Vi ved, at hvis idræt skal nå børn og unge i udsathed, skal den flytte sig hen, hvor ikke-idrætsaktive børn allerede er. Det er gadeidrætten særdeles velegnet til, fordi den kan foregå når som helst og hvor som helst.

Eksempelvis udøves skateboarding og parkour i byens rum, og aktiviteterne i Game faciliteres direkte i boligblokken, tæt på deltagernes opgangsdør. Gadeidrætten kan derfor være et svar på Østergårds spørgsmål om, hvordan idrætten forenes med det uformelle, legende fritidsliv og dermed skaber grobund for trivsel. Men selvom gadeidrætten er i vækst, er den helt urimeligt økonomisk udsat – trods stigende tilslutning.

Gadeidrætten passer ikke i støttestrukturen

Forskning påpeger, at de eksisterende støttestrukturer ikke passer til hverken gadeidrætten eller udsatte-idrætten, fordi her organiseres aktiviteter, og rammerne herfor er anderledes end i den traditionelle foreningsidræt. 

Derfor hopper idrætsfællesskaber i nye organiseringsformer i dag fra tue til tue og mangler den stabilitet og de udviklingsmuligheder, som en bæredygtig finansiering sikrer.