Hækkerup lover register af børneindberetninger

SAMRÅD: Ministeren lovede på gårsdagens samråd et centralt register af indberetninger af børnesager. Også øget faglighed i tilbud til anbragte børn og DUBU's fremtid blev diskuteret.
Kasper Frandsen

Det vil være en fordel, hvis man ved, hvem der får mange og få indberetninger. F.eks. har Rebild Kommune haft mange underretninger, men det kan man ikke se, hvis der ikke er et centralt register.

Karina Adsbøl (DF)
Handicapordfører

Der har været skarpt fokus på udsatte børn i denne uge, efter at Ankestyrelsen har gennemført undersøgelser, der konkluderer, at kommunerne generelt reagerer for langsomt i børnesager, og Rebild Kommune begik flere fejl i den såkaldte Rebild-sag. 

I går, torsdag, var Folketingets socialudvalg samlet for at diskutere netop udsatte børn, der er anbragt uden for hjemmet.

Det var René Christensen fra Dansk Folkeparti, der havde indkaldt social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) til åbent samråd for få hende til at redegøre for, "hvordan ministeren vil sikre, at der er kvalitet, og at der ikke sker overgreb på børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet."

"Det har ikke været den kvalitet i mange tilbud til anbragte børn, som der burde. Ministeren har ofte sagt, det er trist, og der skal ske noget. Derfor vil jeg gerne vide, hvad ministeren køreplan er," sagde Rene Christensen.

Mere faglighed
René Christensen var især bekymret over, om opholdssteder til anbragte børn havde den rigtige faglighed.

"Der bliver brugt 14-15 mia. kr. på anbringelser. Alligevel kan alle uanset uddannelse lave et pasningstilbud. Man må ikke sætte en stikkontakt i sin væg, uden at man er uddannet elektriker, men man kan godt passe et udsat barn og få 60-100.000 kr. for det. Pengestrømmen tiltrækker brodne kar," sagde han og ønskede større krav til uddannelsesniveauet på området:

"Det er ikke nok at snakke om faglighed. Der skal stilles krav til, at der skal være personer med et vist uddannelsesniveau til at håndtere de her børn," pointerede han.

Karen Hækkerup var enig i, at man skulle opprioritere kravene til medarbejdernes kvalifikationer på opholdssteder.

"Vi har fra samfundet ikke stillet krav til folks faglighed på f.eks. opholdssteder. Derfor er jeg i gang med ved at forberede en tilsyns- og godkendelsesreform. Det er forargeligt, at man kan blive betroet svage og sårbare sjæle uden krav til faglighed," siger hun.

Hun ville dog ikke løfte sløret for det konkrete indhold i sin tilsyns- og godkendelsesreform, men hun fortalte dog, at man arbejdede med en "certificerings-ordning".

Centralregister af indberetninger på vej
Karina Adsbøl, der er Dansk Folkepartis handicapordfører, havde tidligere i et skriftligt spørgsmål til social- og integrationsministeren efterspurgt tal for, hvilke kommuner der modtager flest og færrest indberetninger i børnesager. Men der findes intet centralt register herfor.

"Det vil være en fordel, hvis man ved, hvem der får mange og få indberetninger. F.eks. har Rebild Kommune haft mange underretninger, men det kan man ikke se, hvis der ikke er et centralt registrer," sagde hun.

Karen Hækkerup kunne underrette socialudvalget om, at hun kort inden udvalgsmødet havde talt med KL's formand, Jan Trøjborg (S), om netop det emne.

"Det dur ikke, at det ikke findes et centralt register for indberetninger i børnesager. Derfor har jeg taget det op med KL. Der skal være den screening og systematik, som der skal til. Det er noget, vi vil gøre noget ved," sagde ministeren.

Altinget logoSocial
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget social kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00